Oasis (Falconer Salen)

Falconer Salen:

Oasis,

lørdag aften

Fodbold på tv eller stadion om eftermiddagen. Rock om aftenen med masser af øl. Tømmermænd næste morgen, måske krydret med et lille hurtigt skænderi med konen/kæresten og en indestængt drøm om at kunne ligge på sofaen hele dagen i selskab med fladskærm og fjernbetjening.

Britiske Oasis’ musikkatalog passer perfekt til den klassiske stereotype døgnrytme for drengerøve i alle aldre.

På 14. år råber rockbandet, der oprindeligt stammer fra fodbold- og musikbyen Manchester, til disse banale – bedste, vil nogle argumentere for - følelser i manden.

Udsolgt Falconer

Det blev der ført bevis for, da Oasis optrådte i den udsolgte Falconer Salen, hvor især mandfolkene konsumerede masser af fadøl (og spildte en hel del på det pæne gulv!), og hvor publikum skrålede med på de bedste numre i en grad, så det var en fornøjelse at være vidne til.

Der er, bør det understreges, ikke ret mange rock’n’roll-bands, der kan komme ind fra udlandet og skabe – positivt ment - den slags primitiv koncertstemning.

Oasis kunne.

Det skete med en kompakt elektrisk og til tider stærkt støjende rocklyd ved hjælp af en sætliste, der fusionerede sange fra den nye, semi-vellykkede plade ”Dig Out Your Soul” med en række af de numre, som bandet udgav i 1994-1996, ikke mindst ”Supersonic”, ”Cigarettes & Alcohol”, ”Wonderwall”, ”Champagne Supernova” og ”Morning Glory”.

Dopede og storhedsvanvid

Dengang i midthalvfemserne var brødrene Gallagher både Storbritanniens suverænt mest mediedækkede rockband og pumpet med stoffer, sprut og storhedsvanvid.

I Falconer Salen var sanger og sangskriver Liam Gallagher og hans storebror, guitarist, sangskriver og sanger Noel Gallagher, anderledes ædruelige og ganske enkelt professionelle.

De var nemlig ikke i nærheden af at optræde arrogante som i gamle dage, og der var ikke noget med at være dopede eller ligeglade. Heldigvis. Den slags kunne før i tiden nemt spolere en koncertoplevelse.

Velsmurt

Anno 2008 var Oasis en velsmurt, driftsikker britisk rockmaskine.

Den bestod i liveudgaven af fire anonyme men også dygtige bandaktører, der ikke havde noget med gruppen at gøre for et dusin år siden, og så to brødre, hvor det godt nok var Noel, der havde skrevet alle klassikerne, men hvor det blev Liam, som med sin uskolede, punkrockede vokal fremstod som bandets suverænt største aktiv og sikre investering i en karriere for fremtiden:

Han var cool i sin læderjakke, og han lignede en, der hvert øjeblik kunne finde på at æde mikrofonen. Men han var også mand for uden så mange dikkedarer at udråbe tilhørerne til et meget stærkt publikum.

Det trak dog ned, at lydfolkene i begyndelsen af koncerten havde svært ved at pakke hans stemme rigtigt ind. I den periode fremstod Liam Gallagher alt for råbende.

Stillet rigtigt

Efterhånden blev knapperne dog stillet rigtigt.

Herefter kunne man ikke andet end tage imod hans sangforedrag, præget af både Sex Pistols’ Johnny Rotten og The Beatles’ John Lennon. Netop den type sanger finder man ikke rigtigt i andre rockbands.

De demokratiske spilleregler i Oasis var dog sådan i Falconer Salen, at Noel Gallagher indimellem skulle agere forsanger.

Medicineret æsel

På den ene side kunne man selvfølgelig sagtens unde Liam Gallagher et pusterum. På den anden side lød Noel Gallagher i sangerens rolle som oftest som et medicineret æsel.

Undtagelsen var, da han sidst i koncerten sang storhittet ”Don’t Look Back In Anger” i et akustisk arrangement.

Her passede det simple udtryk og hans specielle vokal godt sammen.

Oasis giver koncert igen i Danmark næste år. Det sker lørdag 24. januar i Forum.