Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Nirvana: Nevermind, 20th

Jubilæums-udgivelse: Det var i 1991, at rocktrioen Nirvana udgav mesterværket ”Nevermind”. 20-året markeres med en udgivelse, der kommer godt omkring det tidløse album.

Rock

Nirvana: Nevermind, 20th

Anniversary Edition

Fire cd'er og en dvd

DGC/Universal Music

Det er et af rockmusikkens bedste album, der 20 år efter den oprindelige udgivelsesdato får den helt store behandling. På fire cd'er og en dvd bliver Nirvanas unikke fusion af punkenergi, rock-riffs og popmelodier på ”Nevermind” dokumenteret på alle mulige måder.

Der er naturligvis det oprindelige album, der består af 12 numre, som stort set blev indspillet på godt 14 dage i foråret 1991. Dertil kommer et par cd'er, som først og fremmest er interessante, fordi de indeholder tidlige indspilninger - fra 1990 og 1991 - af de numre, som kom til at udgøre ”Nevermind”.

Ydermere er der en koncertoptagelse fra slutningen af oktober 1991 på såvel cd som dvd. Selv om en række af albummets sange er på sætlisten, kunne man godt have levet uden dette live-indblik, da det foregår efter udgivelsen af ”Nevermind”, der i dag står noteret for et salgstal på ca. 30 mio. stk.

Da albummet udkom den 24. september 1991, håbede pladeselskabet på et salg på ca. en kvart mio. stk. I begyndelsen virkede det da heller ikke, som om pladen ville blive et verdensomspændende hit. Men i sidste del af året begyndte efterspørgslen at blive massiv, og i begyndelsen af 1992 gik albummet ind på den amerikanske hitlistes førsteplads. Foran Michael Jacksons ”Dangerous”.

Dårlig kvalitet

Det var i høj grad sangen og førstesinglen ”Smells Like Teen Spirit”, der var motor for trioens racertur fra at være endnu et amerikansk rockband på landevejen til den gruppe, som alle andre kiggede på.

”Smells Like Teen Spirit” blev efter en idé af Cobain til i et samarbejde mellem de tre musikere, og på den nye udgivelse er der en tidlig optagelse fra øvelokalet af meget dårlig kvalitet.

Man kan dog sagtens genkende nummeret og mærke energien og synergien. Stadigvæk er der meget langt til det færdige resultat, hvor produceren på ”Nevermind”, Butch Vig, virkelig formår at skære nummeret til:

I de vildeste sekvenser af det færdige resultat er der noget unikt eksplosivt, som kan adresseres til punk. Cirka tre minutter inde i sangen kommer der en dommedagspræget guitarsolo, der omkranses af David Grohls muskuløse trommespil og Krist Novoselics tunge bas. Derudover er der nogle nærmest poppede, balladeagtige pusterum, hvor lytteren og bandet kan få vejret.

Cobains vokal er på hitversionen ikke en omgang simpelt råberi som på optagelsen fra øvelokalet. Han veksler i stedet mellem et kulsort sangforedrag og nogle raserianfald, som passer genialt til ideen om, at ”Smells Like Teen Spirit” handler om tilværelsen som frustreret teenager.

Et stort hit

Det bliver altså til en sang, der virkelig rækker ud til den store verden, og det skal Nirvana selvfølgelig have æren for. Men hvis det ikke havde været for producerens sans for de poppede detaljer, var det aldrig lykkedes at gøre nummeret til et stort hit og en slagsang for de tidlige 1990'eres ungdom, der gjorde en dyd ud af at klæde sig i et par hullede jeans, en krøllet T-shirt og en stor skovmandsskjorte.

”Smells Like Teen Spirit” blev meget fornuftigt placeret som første nummer. Det er uden tvivl albummets bedste sang. Samtidig udsteder nummeret med sit overbevisende væsen en slags garanti for, at ”Nevermind” er en plade, der bygger på et unikt miks af punk, rock og pop, og som tilbyder både eksplosionsagtig energi og mere stille stunder.

Denne vision materialiserer sig i løbet af pladen i slidstærke skikkelser som ”In Bloom”, ”Come As You Are” og ”Lithium”, der alle udkom som singler, og ”On A Plain”, ”Breed” samt ”Something In The Way”.

Hvor Kurt Cobain ville bringe lytteren hen med sine tekster, er der givet mange bud på.

Det er ikke kedeligt

Det eneste, som man kan sige med sikkerhed, er, at Cobain som oftest færdiggjorde teksterne, når musikkens struktur var på plads. Det viser sig ved, at ordvalget, og sætningerne spiller utroligt godt sammen med musikken.

Til gengæld er det ikke altid lige let at finde hoved og hale i lyrikken. Men kedeligt er det ikke: »I'm so horny, but that's okay/My will is good - hey, hey, hey,« hedder det på ”Lithium”, mens han på ”Something In The Way” konkluderer: »But it's okay to eat fish, cause they haven't any feelings«.

Handler om kærlighed

I en pressemeddelelse fra pladeselskabet i 1991 bliver Cobain bedt om at forklare, hvad sangene hver især handler om. »Kærlighed«, svarer han for det meste.

»Eller forvirring, som typisk er et resultat af kærlighed,« konstaterer frontfiguren i Nirvana, der som regel bliver sat i bås med bands som Pearl Jam, Soundgarden og Alice In Chains, der alle sammen placeres i genren grunge, som bliver adresseret til Seattle i det nordvestlige hjørne af USA.

Jeg mener, at Nirvana med ”Nevermind” lægger afstand til alle de nævnte bands, som i langt højere grad end Nirvana har rødder i den tungere amerikanske og britiske rock. Der findes derfor ikke rigtigt noget sidestykke til ”Nevermind”. Nirvanas øvrige studiealbum, ”Bleach” og ”In Utero”, har således heller ikke samme slags kvaliteter.

Chancen for engang at opleve et nyt mesteralbum fra Nirvana blev elimineret i 1994, da Kurt Cobain begik selvmord. Han blev 27 år.

Cd-udgivelse

Nevermind


Nirvana bestod i albummets primære indspilningsperiode af sanger og guitarist Kurt Cobain, bassist Krist Novoselic og trommeslager David Grohl.


På nummeret ”Polly” er det Chad Channing, som er trommeslager, mens Kirk Canning spiller cello på ”Something In The Way”.


Albummet blev med undtagelse af ”Polly” indspillet fra den 2. til den 19. maj 1991.


Budgettet til indspilningen var 68.752 dollars.


Produceren Butch Vig er kendt som medlem af gruppen Garbage.


Han har også produceret album for bl.a. Sonic Youth, The Smashing Pumpkins og Foo Fighters.


Nirvana optrådte som hovednavn på Roskilde Festival i 1992.


Bandet gik på scenen fredag aften den 26. juni, efter at Danmark havde vundet EM-finalen i fodbold.


Trioen nåede at udgive i alt tre studiealbum: ”Bleach” (1989), ”Nevermind” (1991) og ”In Utero” (1993).


Kurt Cobain begik selvmord i sit hjem i Seattle i april 1994.


Han blev 27 år.


Trommeslager David Grohl har efter Nirvana stået i spidsen for det succesrige band Foo Fighters, og han er også medlem af supergruppen Them Crooked Vultures.


Bassist Krist Novoselic har været medlem af diverse mindre kendte grupper.

Der findes ikke rigtigt noget sidestykke til ”Nevermind”.

Anmeldelse: The Cure: Disintegration

23-06-2010: PORTRÆT: The Cures mesterstykke, ”Disintegration”, kom til verden som en nødvendig modreaktion.

Læs artikel

Anmeldelse: Elvis' 75 års fødselsdag markeres

15-10-2009: Sony Music udgiver stort bokssæt med "The King" med hundrede sange fra hele karrieren.

Læs artikel

Anmeldelse: Pink Floyd: The best of, a foot in the door

19-12-2011: Hvad er det bedste ved Pink Floyd? Læs artikel

Anmeldelse: R.E.M.: Part Lies, Part Heart, Part Truth, Part Garbage 1982-2011

19-12-2011: Det giver selvfølgelig god mening at udgive et opsamlingsalbum med R.E.M. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...