Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Niels Skousen: Lyt til din coach

Den erfarne sanger og sangskriver magter på sit nye, stærke album "Lyt til din coach" at betragte verden på afstand og bringe lytterne tæt på med præcise, poetiske tekster.

Niels Skousen:

Lyt til din coach

Auditorium/A:larm Music

Udkommer i dag

Niels Skousen var i 1970'erne en vigtig skikkelse i dansk musik, hvorefter han valgte at fokusere mere på gerningen som skuespiller.

I 2002 gjorde han comeback som albumsolist med ”Dobbeltsyn”. Det udspil var en dobbelt fornøjelse med gennemarbejdede, modne og modige tekster og et ambitiøst udtryk produceret af multimusiker Nikolaj Nørlund.

Siden har Niels Skousen præsenteret yderligere et studiealbum og en liveplade. Ingen af disse udgivelser har dog kunnet matche ”Dobbeltsyn”. Det nye opus, der også er produceret af Nørlund, er til gengæld på samme høje niveau.

»Tilgroede stier - ikke flere smutveje, min ven«, synger hovedpersonen, der netop aldrig vælger den nemme løsning.

Niels Skousen tager med sine nye tekster fat om både tidsånd og det, som er sket, og han magter modsat Kim Larsen og mange langt yngre sangskrivere at betragte verden på afstand og bringe os tæt på med sit talende, Bob Dylan'ske sangforedrag og sine på en gang præcise og poetiske tekster.

En halvhjernet kendt


I ”Kælderen” behandler han med skarphed den barske virkelighed, som overgår fantasien: Barnet, der bliver spærret inde i kælderen, og først bliver opdaget, da hun er kvinde med børn, og drengen, som går fra at passe sig selv til at skyde løs med sin fars jagtgevær.

På sangen ”Go Aften Danmark” kritiserer han med sprogligt snilde de såkaldte aktualitetsprogrammer, der huserer om de rigtige nyhedsudsendelser på DR1 og TV 2, og hvor »vi ser det hele - uden selv at være med«. Han synger om den »supertjekkede vært« og en »forfatter med fiasko«. Der er også en »anskudt politiker«, en »trestjernet rocker« og en »halvhjernet kendt« samt en »stripper med succes«.

Der er mange flere af den slags observationer, og uanset om man i den kommende tid skal holde tale for sin 70-årige mor, 50-årige bedste ven eller konfirmanden, er der tankevækkende varer at hente hos Skousen: »De fleste af dem, der vil forbedre verden, får den som regel til at kæntre,« konstaterer han på titelnummeret, der huserer i et iørefaldende, afbalanceret og gennemarbejdet arrangement.

Det er som de øvrige numre kreeret af nogle af landets bedste musikere.

Små detaljer


Holdet er trommeslager Jakob Høyer, bassist Anders Christensen, guitaristerne Jonas Struck og Rune Kjeldsen, Lise Westzynthius på piano, Nikolaj Nørlund på keyboard, Jakob Dinesen på sax og Nanna Lüders og Maria Køhnke på kor.

Tilsammen er de garanter for et nærmest tidløst musikalsk udtryk, da det er præget af både pop- og rocktraditioner og en moderne nysgerrighed over for små, men vigtige detaljer.

Endnu mere imponerende er det, at Skousen, produceren og musikerholdet har sørget for, at hver eneste sang hænger veloplagt sammen, så man ikke kunne forestille sig den anderledes, samtidig med at de 10 numre står tilbage som en slidstærk enhed.

Der er al mulig grund til at lytte til Niels Skousen.

Blå bog

Niels Skousen


Født den 28. januar 1944. Skuespiller og sangskriver.

Var medlem af Skousen & Ingemann, der i 1971 udgav ”Herfra Hvor Vi Står”, der er blevet en albumklassiker.

Har optrådt som skuespiller i teaterstykker, tv og film.

Udgav flere soloalbum frem til 1980. Gjorde comeback som sanger og sangskriver med ”Dobbeltsyn” i 2002.

Galleri: Rock, Pop, Sangskriver

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...