Anmeldelse: Niels Skousen: Nu er drømmen forbi - live Skousen

Niels Skousen:

Nu er drømmen forbi - live Skousen

Auditorium/A:larm

Der synes at være tænkt store tanker omkring denne udgivelse. Men noget er kikset. Budgettet har vel ikke tilladt, at det blev til mere.

I bookletten er der historiske fotos - nogle med Niels Skousen på, nogle uden, nogle af dem rigtigt gamle, nogle fra begyndelsen af 1970'erne og endelig nogle fra det indeværende årti.

Illustrativt smukt, konsekvent i sort-hvidt, stemningsfuldt, måske meningsfuldt i sin idé - men i realiteten meningsløst, fordi der intet skrives om, præcist hvornår billederne er fra, eller hvorfor de bringes.

Så man må gætte. Her skal blot nævnes billederne fra de senere års koncerter, som passer til den medfølgende musik - nemlig liveoptagelser fra årene 2002-2007. Plus enkelte billeder af en betydeligt yngre Skousen, og de legitimeres vel af, at 7 ud af de 12 sange, der udgør denne live-opsamling, blev skrevet i 1970'erne og oprindeligt sunget da.

Men man kunne have ønsket, at projektet var forsøgt ført videre - at der også havde været et par liveoptagelser fra dengang, uanset hvor ringe lydkvaliteten måtte have været, og at der havde været en tekst, kort eller lang, lyrisk eller saglig, der satte denne mands lange og betydningsfulde historie i relief. Det kunne han fortjene, og det kunne billederne såmænd også.

Ikke desto mindre er der en særlig magi over at høre "Herfra hvor vi står" og "Isabel" fra 1971 sunget i 2002-2003 med den samme røst som altid. Omend i et andet tempo og i andre arrangementer. Det er troubadourmusik. Tidløst. Skousen fortolker Skousen. Seriøst, stærkt og skønt. Og dermed måske ligegyldigt, at perspektivet mangler - at man ikke rigtigt fornemmer det historiske støv.

Optagelserne stammer fra fire koncerter, fra fire vidt forskellige koncertrum - og er med tre forskellige musikalske besætninger. Men de er flettet sirligt sammen uden kronologiske hensyn, men men en fin musikalsk fornemmelse.

Dejligt bl.a. at høre, at nyere numre som "68" og "Roser og sne" også i denne kontekst klarer sig flot i forhold til (og sammen med) evigtholdbare 1970'er-sange som "Jens Christians drøm", "Den fremmede" og "Herfra hvor vi står".