Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Niels Skousen (Store Vega)

Jubilæumskoncert: Niels Skousen er et levende bevis på, at hippietiden havde andet at byde på end hash, fri sex og paroler.

Store Vega, København:

HERFRA HVOR JEG STÅR. Skousen & Ingemann med gæster.

Lørdag aften

40 år er gået, siden en af dansk musikhistories mest besynderlige og originale plader udkom. Blot seks sange, der alle sammenvæver tvivl og resignation, håb og kærlighed. ”Herfra hvor vi står” er ikke et værk, hvis form og indhold tilhører en svunden tid. Teksten og musikken står stadig skarpt. Den havde næppe slået igennem i dag, men det siger mere om, hvilken type musik P3 og P4 promoverer; nemlig den polerede og ufarlige. Kunne man forestille sig, at radioen anno 2011 ville give plads til det 14.45 minutter lange folkesagn om ”Knud Lavard”? Nej vel.

Nostalgi med mere

Men plads var der lørdag aften i Vega – ikke fysisk, spillestedet var pakket med unge og gamle gæster, men mentalt. Skousen & Ingemann genopførte pladens numre, en seance på omtrent 45 minutter. Nostalgien var massiv - hos de, der var unge i 1970’erne, og hos os, der hoppede med på karavanen senere.

Men det var ikke bare nostalgi, det var ikke ”en bagskid fra ’68”, som Skousen sang på sin comebackudgivelse efter 20 års musikpause i 2002. De fem musikere på scenen var i forrygende form, samspillet knivskarpt. Til venstre sad den gamle Buddha, guitaristen Stig Møller, drivkraft i både ”Herfra hvor vi står” og et andet af dansk musiks vigtigste album, Steppeulvenes ”Hip” fra 1967. Begge disse plader blev i øvrigt skabt på tre dage og emmer begge af umiddelbar, ukalkuleret lyst til kreativ udfoldelse.

Appetit på livet

Centralt stod aftenens hovedperson Niels Skousen og ved hans side orkesterleder Peter Ingemann, der styrede rytmen som i de gamle hippiedage. Til højre gav TømrerClaus gas på guitar og fløjte. Bagerst slog Hans Fagt så tungt, at salig Bjørn Uglebjerg, den oprindelige trommeslager, må have kigget tilfreds ned.

Når man i dag slår løs på 68’ernes selvfedme, overser man, at hippietiden var andet end hash, fri sex og lallende politiske paroler. Det var også en tid med rig, kunstnerisk udfoldelse og appetit på livet. Og Niels Skousens tekster har aldrig været naive. Titelnummeret ”Herfra hvor vi står”, Skousens og dansk musiks ”Like a rolling stone”, er en følsom beskrivelse af den rådvildhed, der altid præger en ung generation, sandelig også i dag. En mere moden rådvildhed kendetegner hans tre, formidable udgivelser de seneste 10 år. Dem var der plads til i koncertens anden halvdel.

De gamle legekammerater forlod scenen til fordel for yngre navne. Tilmed kom fire sangere ind og fortolkede fint hver sit Skousen-nummer, Ane Trolle, Steen Jørgensen, Peter Sommer og Christian Hjelm (fra Figurines).

Op i tempo, ned i intensitet

Det var professionelt og gennemført, men intensiteten faldt. Som Bob Dylan omgiver Skousen i dag sig med to virtuose rock-guitarister. Hos Skousen hedder de Rune Kjeldsen og Jonas Struck. Dylan er både en visionær singer-songwriter og en rebelsk rock’n’roller. Skousen er en empatisk sangskriver og ikke nogen rebel, han fægter som med arme og ben som en sprællemand, men når der går for megen rock’n’roll i den, har han svært ved at fylde formatet ud.

Genudgivelse

  • Skousen & Ingemanns ”Herfra hvor vi står” udkom for 40 år siden. Den er nu genudgivet i et lækrere design.
  • Idé og redaktion: Torben Bille.
  • Producer: Casper Andersen.
  • Foruden de originale numre, tæller den seks bonusnumre og et essay af Torben Bille.
  • Udgivet af Universal/Polydor

Anmeldelse: Niels Skousen: Nu er drømmen forbi - live Skousen

10-01-2009: "Drømmen er forbi" kunne lige så godt have heddet "Planen blev ikke fuldført". Kun nogle fotos antyder, at der synes at være tænkt på en grundig gennemgang af en væsentlig rockpersonligheds karriere. Det forhindrer ikke, at det er skønt at høre Skousen fortolke Skousen.

Læs artikel

Anmeldelse: David Bowie: Station To Station

30-10-2010: Genhør: David Bowie levede midt i 1970'erne angiveligt af kokain og mælk, og hans hjerne kørte på det vildeste overdrev. Alligevel formåede han at indspille et enestående album, der står som hans mest tidløse. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Dylan: The Original Mono Recordings

21-10-2010: Bob Dylans første otte album udkommer i opdaterede monoudgaver, der gavner oplevelsen af de mange klassikere. Læs artikel

Anmeldelse: Runrig: 50 Great Songs

19-10-2010: Et overflødighedshorn af et opsamlingssæt til under 200 kr. ”50 Great Songs” ligger da også nummer 2 på salgslisten. Læs artikel

Anmeldelse: John Lennon: Signature Box (Bokssæt)

07-10-2010: Den 9. oktober ville John Lennon være fyldt 70 år. Nyt bokssæt manifesterer hans store værdi. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...