Anmeldelse: Nephew: DanmarkDenmark

Nephew:

Danmark/Denmark

Copenhagen Records

Udkommer i dag

Når danskheden tages under behandling i rock og pop ender det som regel i selvpiskende bodsgang og påstand om intolerance.

Men på det danske band Nephews delvist konceptuelle album, ”DanmarkDenmark”, langes der både ud til højre og venstre og mod dem, der gemmer sig på midten.

Det er nyt. Og det er forløsende, når Simon Kvamm pruster metallisk som en wannabe Darth Vader i intro-sangen ”D.T.A.P.” Et opsigtsvækkende overfald på selvgode og hykleriske pladderhumanister:

»Du stemmer på rød/ men betaler sort/ du siger tolerance er en dyd/ men din egen lunte er kort/ og jeg er decideret træt af pis.«

Den smækkende opsang følges på vej med frydefuld musikalsk konsekvens, hvor kvintetten igen og igen viser evne til at udløse stramt eksekveret electro-rock med ond drivkraft. Her tilsat et råbe-refræn støbt i metal.

Hvis meningen er at markere terræn som førende alfahanner i dansk rock, er den hjemme, og resten af ”DanmarkDenmark” er et festfyrværkeri af pompøse digitale symfonier.

Nonsens eller not?

Som på de to foregående studiealbum kan man anklage bandet for en vis musikalsk ensartethed. Hvis man virkelig vil Nephew til livs, kan man oveni rette skytset mod Simon Kvamms tøjlesløse tekster, der for længst er blevet indbegrebet af distanceblændende nonsens for mange lyttere.

Jeg hører dem anderledes.

Der er en lurende foragt for det gennemorganiserede velfærdssamfund i ”Police Bells and Church Sirens” - og en vildskab og et sært format over de sataniske vers i ”Gong Gong”: om den irrationelle dødsdrift, der griber i rattet og vil trække bilen over i den modsatte vejbane.

Samtidig leverer bandet her en uanstændigt vellykket klanglig blanding af Joy Division, The Cure, Rammstein og Det Neodrepressionistiske Danseorkester.

Rablende humor

Og så klapper vi i takt til supercharmerende optempo-rockere som ”Va Fangool!” og ”Danmark Man Dark”. Sidstnævnte følger op på danskheds-temaet med rablende og lidt infantil humoristisk samfundssatire med brod:

»Ligefrem melde sig syg er virkelig fy fy/ for man må vælge selv, men ikke sige fra/ nej man skal vælge frit mellem pest eller kolera/ som man så ka' vælge at få fikset på privathospital/ man har jo selv et ansvar/ og hvis man ikk' har råd er dét ens egen skyld.«

Nevøen er blevet ældre. Tungere, mere tærskende og mere sammensat. Den engelsk-danske sms-poesi bider sig fast, men de kvikke fraser flankeres f.eks. også af en visionær bearbejdelse af et Grundtvig-digt. Som i øvrigt synges på engelsk i en ramme af svulstig synth-vildskab.

Det er meget vitalt, men Nephew er heller ikke bleg for at minde os om, at alt skal forgå en dag - selv James Bond. Men indtil da anbefales man at trykke guldfingeren mod play-knappen og lytte med åbent sind til Nephews ”thunderball” af et album.

Læs stort interview med Nephew i Jyllands-Posten på søndag