Simon Kvamm var som sædvanlig indpiskeren i Nephew, der for anden gang optrådte på Orange Scene. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Simon Kvamm førte atter Nephew til sejr på Roskilde Festivals Orange Scene.
Orange Scene
Nephew
Fredag nat
Danmarks største rockorkester formåede for anden gang i karrieren at begejstre mange tusinde festivalgæster foran Orange Scene.
Det skete via stærke sange, godt sammenspil og frontmand Simon Kvamms helt særlige evne til at performe.
Sangerens mimik og timing var imponerende i eksempelvis hitsinglen ”Movie Klip”, som han afbrød med en skræddersyet monolog til Roskilde Festival, inden han pludselig faldt tilbage i det velkendte omkvæd.
Efter udgivelsen af sidste års ”DanmarkDenmark” råder Nephew over et imponerende sangkatalog, og det var intet at udsætte på musikken på Roskilde Festival.
Nye, mørke sange som ”Det her sker bare ikk’” giver repertoiret tyngde, og med både akustiske, elektriske og elektroniske indslag blev det aldrig kedeligt.
Det var fyldet uden om sangene, der ind imellem virkede malplaceret fredag nat.
Sangkonkurrencen mellem den østlige og vestlige del af publikum har vi før været vidne til, det samme gælder stemningsbarometeret, som altid når op på 10.
Nephew er langt fra nye på Roskilde Festival.
Bandet spillede på campingscenen i 2000, i et af teltene i 2004 og nåede Orange Scene i 2007.
Dengang gav Simon Kvamm & Co. en fremragende koncert med hjælp fra rapperen L.O.C., der i år var tilbage på live-favoritten ”Hospital”.
Senere slap den hæse Saybia-sanger Søren Huus godt fra sin version af Nephews desperate sang ”Sov for satan mand”, inden dj-duoen White Pony blev hejst ned i en kran for at smide et par tunge beats ud over pladsen.
Det var mere overraskende end vedkommende.
Nephew holder nu en længere pause, men noget tyder på, at bandet atter kan lokkes til at spille på Orange Scene.
Ifølge Simon Kvamm symboliserer hitsinglen "Igen & igen &" det forhold, som bandet gerne vil have til scenen.



