Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Neil Young & Crazy Horse -.. | musik.guide.dk

Anmeldelse af Neil Young & Crazy Horse - Forum, København

Stort set ingen hits men til gengæld numre på op mod en halv times varighed. Veteranen Neil Young valgte ingen nemme løsninger, men formåede alligevel at fræse en god koncert ud på sin guitar.

Forum, København:
Neil Young & Crazy Horse
Onsdag

Etablerede musikere står ofte med lidt et dilemma, når de giver koncert: Skal man gå efter publikumsvenligheden og skabe fællessang ved at spille et potpourri af gamle hits, uagtet at tidens tand og utallige afspilninger måske i egen optik har pillet charmen lidt af dem. Eller skal man give pokker i publikums forhåbninger og bare spille det, man har lyst til at spille.

Kategorien af etablerede musikere hører Neil Young godt og vel til. Efter 45 års karriere, lige så mange albums og en lang række hits, hvoraf enkelte er et par årtier gamle, men de fleste har dobbelt så stor anciennitet. Men for ham er dilemmaet til at overse. Det stod lysende klart fra da den sortklædte canadier satte første hug ind på sin elektriske guitar.

Ikke blot fordi indledningsnummeret ”Love and Only Love” er fra den hårdtslående 1990-plade ”Ragged Glory”, der kunstnerisk set er blandt hans bedste, men kommercielt ikke er i top 25. Men også fordi den 68-årige sanger først åbnede munden fem minutter inde i nummeret. Indtil da havde han ladet sin guitar hvæse. Stående ikke med ansigtet rettet mod publikum, men mod rytmeguitaristen Frank Sampedro og den vikarierende bassist Rick Rosas i en selvsluttet treenighed. Den pow-wow med medlemmerne fra backingbandet Crazy Horse vendte han adskillige gange tilbage til i løbet af nummerets 17 minutter.

17 minutter; det er da ret langt, tænker man måske. Tjoeh, men ikke meget over gennemsnittet al den stund, at han blot nåede 14 numre på 2 timer og 8 minutter. Deriblandt ”Love to Burn” fra albummet ”Decade”, der strakte sig over 25 minutter.

Med det in mente, at nummeret kun har tre vers, kan man muligvis gætte sig til, at sang ikke var koncertens vigtigste element. Det var derimod guitaren. Den hurtige, forvrængede og brutale guitar. Sådan hører det sig ganske vist til, når Neil Young optræder med Crazy Horse, men alligevel kunne det til tider virke som en lidt nådesløs opsathed på bare at vise, hvor mange hestekræfter, veteranbilen kunne mønstre. Specielt fordi der mange steder i det stort set fyldte Forum var så ulideligt varmt og fugtigt, at man kunne høre det storsvende publikum tørste efter et hit at svale sig på. Da det efter en time og 20 minutter endelig kom i form af ”Heart of Gold” var jublen da også til at føle i salen.

»Y’all were hoping for ”Heart of Gold” tonite?« sukkede Neil Young efter han havde givet de tre minutters forløsning, hittet varede.

Men betyder valget af guitarsoloer frem for hits så, at det var en dårlig koncert? Ingenlunde.

Først og fremmest fordi Neil Young spillede exceptionelt godt, både når han excellerede i normalt tempo og når han som under ”Love to Burn” leverede lynende fingerspil, der næppe kunne have gået meget hurtigere uden at alarmere brandmyndighederne. Det var fingerspitzengefühl på en meget bogstavelig måde, og imponerende kontrol for en mand, der trods alt er i folkepensionistalderen.

Derudover fordi samspillet med Crazy Horse stod så umanerligt skarpt. For selv om det i teorien kun er et backingband, har de spillet og udgivet sammen med Neil Young i 40 år, og bandets betydning understreges af, at Neil Young i efteråret aflyste en planlagt koncert i København, fordi Frank Sampedro brækkede sin hånd. Det var ikke til at høre på rytmeguitaristen. Bortset fra at hans grå manke var blevet klippet kort, så lignede han sig selv, og det samme gjorde hans helt igennem symbiotiske samspil med frontmanden.  Relativt ny var til gengæld bassisten Rick Rosas, der var med i stedet for den sædvanlige bassist Billy Talbot, der for nyligt led et mindre hjertetilfælde. Om end også han dog har arbejdet sammen med Neil Young i årtier. Men selv om han gjorde så lidt et nummer ud af sig selv, at han kunne forveksles med den træskulptur af indianerhøvdingen Crazy Horse, der stod ved scenens udkant, var hans rytmiske dunk på sin gennempatinerede basguitar absolut skudsikre.

Endelig var det ingenlunde en dårlig koncert fordi de fleste numre bare holdt høj kvalitet. Bevares, den uudgivne raritet ”Standing in the Light of Love” har bedst af at forblive en raritet, men det var en lille streg i en stor regning. Som en blandt publikum muntert replicerede, da hans sidemand efterlyste flere af de kendte sange:

»Ja, men de andre er da også gode – og så er de jo så lange, at man lærer at kende dem undervejs.«

Blandt de bedste var to numre fra den sidste halvdel af 1970’erne, ”Powderfinger” og ”Cortez the Killer”. På sidstnævnte fik man endegyldigt en forklaring på, hvorfor der var medbragt to korsangerinder; for deres gospel passede sublimt til nummeret simple, kraftfulde guitarhyl. Men også koncertens enlige indslag fra den seneste plade, titelnummeret ”Psycedelic Pill”, var et fornøjeligt indslag, der viste at Neil Young langt fra skal omtales i fjern datid.

Nummeret blev dog også løftet af, at sangeren på det tidspunkt havde vekslet den småbistre, indadvendte mine til et mere løssluppent humør. Hvilket i øvrigt skete nogenlunde præcis da ”Heart of Gold” var overstået. Umiddelbart kunne det tolkes som om, at han måske alligevel havde været lidt ramt af den etablerede musikers dilemma; at han følte, at han blev nødt til at imødekomme lidt af det forventede, selv om han helst ville have været foruden, og derfor blev opløftet da det endelig var overstået. 

Mod slut gav han dog nok et hit i form af firserrockeren ”Rockin’ in the Free World.” Men så hørte strygningen med hårene da også op: Det enlige ekstranummer var den helt nye ”Who’s Gonna Save the World” med formaningen om, at du og jeg skal tage os sammen, hvis kloden skal reddes. Den opgave synes umiddelbart en anelse svær at løse. Men omvendt viste Neil Young i både sin sætliste og sin udførelse af numrene, at han ikke er en mand, der vælger de nemme løsninger.

Sætliste:

  • Love and Only Love
  • Powderfinger
  • Standing in the Light of Love
  • Days That Used To Be
  • Living With War
  • Love To Burn
  • Name of Love (Crosby, Stills, Nash & Young-nummer)
  • Blowin’ In the Wind (Bob Dylan-cover)
  • Heart of Gold
  • Barstool Blues
  • Psycedelic Pill
  • Cortez the Killer
  • Rocin’ in the Free World
  • Ekstranummer:
  • Who’s Gonna Stand Up and Save the World?

Anmeldelse: Neil Young And His Electric Band (Göteborg)

10-08-2008: Rockstjernen Neil Young optræder i Horsens torsdag aften. Vi var med, da han for nylig optrådte i Göteborg

Læs artikel

Anmeldelse: Neil Young (Forum Horsens)

29-08-2008: Publikum i Horsens bøjede sig i præriestøvet, selv om Neil Young til sin fjerde koncert i Danmark ikke kunne leve helt op til sit Roskilde-niveau.

Læs artikel

Anmeldelse af Blur - The Magic Whip

24-04-2015: Rock: Blur udgav det seneste album som kvartet for 16 år siden. Gruppen er igen fuldtallig og klar med et nyt opus, som er veloplagt og spændende. Damon Albarn og Graham Coxon er hovedpersonerne. Læs artikel

Anmeldelse af Queen med Adam Lambert - Multiarenaen, Herning

16-02-2015: Koncertanmeldelse: Queen vil ikke abdicere. Freddie Mercury forbliver uerstattelig, men Adam Lambert er en brav vikar. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...