Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 af 6
Artiklens emner:

N.E.R.D (Store Vega)

Hovedpersonen i N.E.R.D., Madonna-produceren Pharrell Williams, viste sig som en charmetrold. Bandet formåede aldrig for alvor at genskabe den tjekkede stil fra albummene.

Store Vega:

N.E.R.D.

mandag aften

Pharrell Williams har som en stor del af producerteamet The Neptunes arbejdet sammen med popstjerner som Madonna, Britney Spears og Justin Timberlake samt Beyoncé.

Han kører ydermere i sin egen musikalske bane. Det sker som solist, gæstesolist eller som en del af N.E.R.D., der endnu ikke har lavet superpladen, men som på tre album har leveret knivskarpe groovy numre i et iørefaldende miks af funk, rock, pop og jazz.

Mere show end musik

Med sin succes og status i musikbranchen burde Pharrell, som han ofte kaldes, vel være en kold skid. Men i Store Vega på Vesterbro viste han sig som den slags sjældne imødekommende stjerne, der i sang, rap og tale samt kropssprog forstod at kommunikere med sin fans – til sidst i en grad, så det blev meget mere show end musik.

Efter en times tid inviterede han over en snes unge kvindelige tilhørere på scenen. De skulle danse og synge med.

»I er alle sammen smukke,« konstaterede Pharrell, hvorefter salen fik den hæsblæsende, udknaldede charmesag ”Everyone Nose”. Den er en del af det ganske vellykkede album ”Seeing Sounds”, og blev med den udvalgte skare på scenen logisk nok efterfulgt af det store gamle hit ”She Wants To Move”.

Herefter kunne Pharrell lade sig omfavne af sine udvalgte og i øvrigt takke et publikum, der var i forbavsende højt humør for en mandag aften.

Obama, Obama, Obama

Der blev klappet, hoppet, danset og sunget med masser af power, hver eneste gang opfordringen kom fra scenen. Og da Pharrell et øjeblik tænkte højt om præsidentvalget i USA og hyldede sejrherren, havde publikum ingen problemer med at skråle ”Obama, Obama, Obama”, som om den kommende commander-in-chief stod i kulissen og ventede.

Pharrell fik også sagt et par alvorlige ord om finanskrisen på Wall Street i New York. Det skal ordnes, ellers risikerer vi, at det hele bryder sammen, lød budskabet.

Lækre skikkelser

Havde N.E.R.D.-sjakket bare været lige så klare i deres musikalske udtryk!

Men alt for ofte blev nye numre og gamle hits leveret som smagsprøveagtige skikkelser. Derfor kunne man undervejs ikke lade være med at lege med tanken om at få lov at opleve N.E.R.D. til en koncert, hvor ambitionen udelukkende er at genskabe sangene i samme slags lækre skikkelser som på albummene.

Det vil kræve mere koncentrerede musikere. Det vil også betyde, at Pharrell skal holde igen med flirteriet.

N.E.R.D.

  • Består i sin kerne af Pharrell Williams, Chad Hugo og Shay Haley.
  • Til koncerter er det især Pharrell Williams, der skinner igennem som rapper, sanger og entertainer.
  • Har udgivet albummene ”In Search Of?”, ”Fly Or Die” og “Seeing Sounds”.
  • Williams og Hugo udgør det efterspurgte producerteam The Neptunes.

Galleri: Rock, Pop, Rap

Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
 
Loading...
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...