Anmeldelse: My Chemical Romance (Roskilde Festival)

Orange Scene, Roskilde Festival:

My Chemical Romance

Søndag

Tiden og publikum er for længst løbet fra My Chemical Romance.

Det amerikanske rockband spillede i en tyndt besat K.B. Hallen i marts i år, hvilket man kunne læse i nærværende avis. Så det er noget af en gåde, hvorfor Roskilde Festivalen alligevel vurderede, at gruppen skulle have gennemslagskraft til at gøre lykke på festivalens største scene.

Søndags-siesta

Men scenariet var så forudsigeligt, som det musikalske udtryk fra My Chemical Romance. Gruppen spillede for en spredt befolket festplads med et publikum, der enten holdt magelig søndags-siesta i solen uden synderligt engagement i musikken – mens en stædig minoritet af purunge tilhængere gik amok foran scenen.

Uoriginalt

My Chemical Romance kom faktisk med en håndfuld rock-hits at dele ud af – med lyspunkt i det livlige rockopera-moment ”Welcome to the Black Parade”. Men når gruppen aldrig er lykkedes med at nå op i stadion-størrelse, skyldes det simpelthen manglende konsistens og troværdighed. Det ene øjeblik forsøger den jævne sanger Gerard Way at brøle brunstigt som hedengangne Freddie Mercury fra Queen. Så går det vildt lige ud ad landevejen med Ramones-rock'n'roll - og så sætter bandet i med aerodynamisk indie-disco.

Det lyder som alt muligt. Bare ikke som noget originalt.

Beskæmmende at Roskilde Festivalen giver plads til den slags på den legendariske Orange Scene.

Det er ikke bare en ommer. Det er en bommert.