Anmeldelse: Muse (Parken)

Parken:

Muse

Mandag aften

”They will not force us/ They will stop degrading us/ They will not control us/ We will be victorious!”

Konspirations-kongen Matthew Bellamy lovede ikke for meget i sin første drama-vredne sang i Parken, for engelske Muse trak reelt sejren hjem allerede i denne første passionerede hvirvelvind af en rocksang:

”Uprising” hedder nummeret, og det er også første single fra det nye glimrende album ”The Resistance”, som nu har givet bandet det sidste skub ind i varmen til den globale rock-elite.

Fra nu af skal rivalerne regnes blandt f.eks. U2, Coldplay og Springsteen. Muse er ikke kommet slentrende til succesen. For seks år siden spillede bandet for 1500 rockfans i Vega, i 2007 for 10.000 i Forum, og mandag aften kulminerede bandets stædige vej mod toppen med cirka 17.000 billetkøbere på plads i Parken.

Mere end rock-drøn

Store rammer, der passer fint til bandets drabelige armbevægelser, og det har gjort referencen til Queen til et klichefyldt vedhæng til enhver Muse-omtale.

Der er selvfølgelig noget om snakken, for den engelske trio er ikke bleg for at tordne løs med pompøse rockoperaer. Men ambitionen går langt videre end det bevidstløse mantra ”We Will Rock You!”

Muse - og navnlig den syngende ildsjæl Matthew Bellamy - vil simpelthen rocke ved lytternes univers. Han vil levere mod-propaganda til det han ser som en verden lige lukt på vej mod sin egen dystre destruktion, som følge af dulgte konspirationer fra skjulte magtmennesker, grasserende grådighed, vidtspredt had og kynisk næret desillusion.

Ligeså godt 1984

Kort sagt en verden, hvor året lige så godt kunne være George Orwells ”1984”, og hvor ethvert godt menneske bør byde rædselsregimet trods.

Om man nu køber den - eller om man synes Bellamy ser spøgelser i tidstypisk hysteri - så er musikken i hvert fald langt bedre end tankepolitiet tillader i klimaks-kulørte stjernestunder som ”Resistance” og ”Supermassive Black Hole”.

Hi-fi-længsel

Eneste problem i Parken var lyden.

Men det er sandelig også en bet, når vi taler om perfektionistisk progrock med svulmende ambitioner. Det var værst på langsiderne, bedre foran scenen – og heldigvis trak bandet sig gradvist ud af det mudrede kviksand, så publikum bl.a. fik et inferno af en fed finale.

En dejligt hysterisk ”Time is Running Out” med knejsende dommedags-englerøst fra Bellamy. ”Unnatural Selection” med vilde temposkift og gnistrende, indigneret blus under kedlerne.

Et blændende lån fra Morricones ensomme mundharpe-nødråb i ”Once Upon a Time in the West”, som gled over i Muses helt urimeligt medrivende science fiction-western-rockopera ”Knights of Cydonia”.

Når revolutions-rock kan lyde så appetitlig, mangler Muse sådan set bare at henvise publikum til en adresse, hvor de kan melde sig under fanerne.