Anmeldelse: Muse (Orange Scene)

Orange Scene:

Muse

lørdag

Det kan godt være, at de fleste af Muses sange handler om skrøbelighed, paranoia og en systematisk ondskab, der kan lure i en gigantisk forgrenet konspiration - eller bare i det døde blik bag en offentlig ansats lynende briller.

Men bandet virker i kontrast til det nervøst følsomme indhold løjerligt ufejlbarlig, når det gælder om at levere koncerter sprængfyldt med tændt dynamik, nerve og en vidunderlig hitparade.

Kort sagt: Muse er i disse år drømmebandet for enhver festival, der søger et midtpunkt for samværet, og den engelske rockgruppe med den unikke melodiske snilde agerede allerede redningsmænd for Roskilde i 2007.

Himmelsk fryd

Er man skeptisk, kan man kalde det en letkøbt løsning nu at trække Muse tilbage i manegen – mindre end et år efter at bandet optrådte i Parken i København.

Er man fan, kunne man derimod lørdag aften nærmest græde af fryd, da den instrumentale virtuos og krystal-klingende englerøst Matthew Bellamy og band vandt VM i progrock på deres nye danske hjemmebane.

Altid frisk perlende supersoniske pragtstykker som ”Unnatural Selection”, ”Resistance”, ”Time is Running Out” og ”Knights of Cydonia” er lutter gloriøse glansnumre, der bedårer med opvakt smidighed og afveksling i tempo og volumen. Og niveauet holdes sublimt i halvanden time.

Kald det klassisk klasse-rock af den slags, som far spillede luftguitar til i 70'erne - belagt med den moderne rocks knasende og retlinede digitale lækkerier.

Surreelt zenit

Eller sig bare wauv! med tungen ud af munden og hjernen på lyksalig autopilot. For det var selvfølgelig også sådan festen foregik for mange, da Roskildes kropslige livsnyder-fest nåede et slags surreelt zenit med Muse som projektør-magnetiske halvguder.

Fejret med skvulpende billig papvin, fejende faner og et kådt publikum, der hoppede og hujede efter hvert et jubel-refræn. Så mon ikke også de fleste så igennem fingre med, at lyden flagrede noget og især manglede kraft på den ene side af pladsen? Det skal dog lige noteres, for det bør simpelthen kunne gøres bedre, når vi taler om en absolut førende festival!

Og letkøbt booking-løsning eller ej: Hvis chancen byder sig for Roskilde-arrangørerne, så hiv endelig Matthew og væbnere tilbage til dyrskuepladsen om et par år. Som gruppen har udviklet sig på det seneste, ankommer de sikkert næste gang med en intergalaktisk ufo-eskorte og endnu flere fuldstændigt urimelige og topmelodiske krav om en bedre verden.

(6)