Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Mumford & Sons - Wilder Mind | musik.guide.dk

Banjobandens sidste kup?

Mumford & Sons udfordrer sig selv med et drastisk stilskift og gambler med succesen.

ROCK
MUMFORD & SONS
WILDER MIND
Universal Music

MY MORNING JACKET
THE WATERFALL
ATO Records

Banjoen er pakket væk, og det engelske band Mumford & Sons foretager et olympisk længdespring væk fra tilværelsen som spillemænd fra femte kartoffelrække til nu at være cool-klædte storbysnuder, der gør sig i alternativ rock.

Det er en gambling med én af de mest overrumplende succeser i nyere musiktid, for Mumford & Sons har over to album tiltrukket millioner af lyttere med musikalsk gyngende folk med akustisk vildskab.

”Wilder Mind” er anderledes afmålt, elektrisk og moderne rockende, som en hybrid af Kings of Leon og Coldplay. Det er faktisk som at blive præsenteret for et helt nyt band. Men hvad enten man ryster på hovedet i skuffelse over relanceringen eller imponeres over bandets videreudvikling, så er det nye album yderst vellykket på sine nye præmisser.

Stilsikker dosering

Singlen ”Believe” spiller ud med massive melodiske overtalelsesmidler. Et karakteristisk nummer for albummets smidige og storladne mainstream-rock, der med stilsikker akkuratesse doserer suverænt op og ned i intensitet og instrumentering.

I centrum holder sanger Marcus Mumford sammen på det hele med sin troværdige røst, der skiftevis brummer og brøler intime bekendelser. Som i den tætpakkede og buldrende ”The Wolf” og den rapfodet rytmiske ”Tompkins Square Park”, der er fornem midtsøgende rock med strejf af The National.

”Ditmas” har endda nok melodisk fylde til at nå helt ud i hjørnerne på et stadion, så Mumford & Sons kan måske bidrage til, at rocken også i nærmeste fremtid vil være at finde på hitlister og radiostationer.

Langhåret guitarlir

My Morning Jacket fra USA er ligeledes til elektriske rockstød, men gruppen bevarer sin landlige aura af country- og folkinspiration. Det nye album er det syvende i rækken, og bandet er blevet et stort rocknavn i hjemlandet takket være tålmodig vedholdenhed og nysgerrig musikalitet. Den indædte kunstneriske vilje får bandet til at nå tre tinder undervejs på det nye album. “Believe (Nobody Knows)” har masser af langhåret, indviklet guitarlir og slår humoristisk ud med armene i et fundamentalistisk omkvæd: »Believe, nobody knows for

sure.«

Gruppen flipper grundigt ud i ”In Its Infancy (The Waterfall)”, men der skabes sammenhængskraft mellem de skiftevis hakkende anslag og den vildt eksperimenterende prog-folk. Endelig er ”Like A River” en natur- beruset lytteåbenbaring, der begynder akustisk smuttende og gradvist kommer op i tempo, som om den blev taget nænsomt af vinden.

My Morning Jackets svaghed er til gengæld en noget sludrende stil og en rundtosset og rastløs hippieånd, der kan blive for meget.

”Get The Point” hedder et nummer. Og vi fanger nok pointen i denne blåtonede countrysang, men meningen forsvinder i andre tågede indslag, hvor My Morning Jacket virker fikseret på at bevare sit excentriske image.

Anmeldelse af Kira - May Your Mind Explode a Blossom Tree

16-10-2015: Luksus-vokalist Kira Skov tager konkurrencen op med Lana Del Rey. Læs artikel

Anmeldelse af Jack Savoretti - Written In Scars

18-09-2015: Det så ud til, at Jack Savoretti ville ende som et parkeret rockhåb. Men med ”Written In Scars” har han fået medvind. Læs artikel

Anmeldelse af The Waterboys - Modern Blues

19-01-2015: Mike Scott har siden 1980’erne udgivet album med The Waterboys og som solist. Det nye af slagsen dokumenterer endnu engang, at det er stemmen, der gør ham stærk. Læs artikel

Anmeldelse af Lars H.U.G - 10 sekunders stilhed

03-11-2014: Lars H.U.G. er på prægtig comeback-kurs. Så spænder han ben for sig selv. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...