Motörhead (Store Vega)

Store Vega:

Motörhead,

tirsdag aften

”We are Motörhead and we play rock’n’roll.”

Næsten ligeså ikoniske som vorterne på forsanger Lemmy Kilmister’s kind er også de markante indgangsord, der i en menneskealder har skudt enhver Motörhead-koncert i gang.

Blot må det konstateres, at den beskidte og rå rock’n’roll som briterne celebrerer, ikke var nok til for alvor at få bandet ud over scenekanten denne aften i et fyldt Store Vega.

Faktisk endte koncerten med at være en ganske søvndyssende affære, der havde sit eneste egentlige højdepunkt ved den imponerende trommesolo, som Mickey Dee leverede hen imod slutningen af sættet.

Her kom scenens to storskærme endelig til sin ret, og det var en kort nydelse at følge trommeslagerens evner oppefra.

Ellers blev skærmene brugt til at vise musikerne fra forskellige fastlåste vinkler, samt til pladecovers og logoer tilhørende de enkelte numre. Altså ikke det helt vilde.

Guitarsolo

Forinden havde også guitarist Phil Campbell forsøgt sig med et solo-indlæg, dog uden tilnærmelsesvist at ramme en eneste nerve. Ikke andet end kønsløse fingerøvelser blev det til, ligesom det også var tilfældet under den politiske opsang ”Just Cos’ You Got The Power”.

På den anden side trak sejtrækkeren ”Be My Baby”, den boogie-swingende ”One Night Stand” og naturligvis den ironisk betitlede ”Killed By Death” i den modsatte retning og fik etableret en godkendt form for energisk drive.

Decideret dårligt nåede det således aldrig at blive, men lidt småkedeligt var det da.

Rutine og tør humor

Bandoverhovedet Lemmy tog det samtidig stille og roligt og så rutineret til, mens scenefolkene et par gange væltede en ventilator på scenen, ikke altid var opmærksomme på at give Campbell guitar-ledning nok, og der konstant blev gestikuleret og skruet op og ned på forstærkere.

Med tør humor præsenterede han ”Over The Top” ved at pege på sin tyndhårede isse, indikerende at han måske godt ved, at Motörhead ikke er, hvad bandet har været.

Over toppen

Ingen tvivl om at den aldrende dinosaur har de bedste år bag sig, og det krampagtige kunne ikke fornægtes, da han inden det sidste ekstranummer ”Overkill” atter engang måtte gøre opmærksom på, hvem bandet var og hvad de spillede.

Problemet er naturligvis blot, at gentagelsen af et budskab ikke nødvendigvis gør det mere rigtigt eller overbevisende.

Af og til kan en gentagelse have netop den modsatte virkning.

Man kom således helt i tvivl om, hvem det egentlig var, Lemmy forsøgte at overbevise; sig selv eller publikum.