Rock'n'roll, der aldrig rydder op efter sig selv: Motörhead. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Motörhead spredte effektiv ragnaro(c)k over Roskilde med nyt og gammelt materiale.
Orange Scene:
Motörhead
Søndag
”Vi er Motörhead, og vi spiller rock'n'roll!”
Sådan.
Der var som forventet ingen mellemregninger, da den engelske rock-dinosaur Motörhead trampede ind på Orange.
Slemme Lemmy lignede også sig selv med sit biker-skæg, store vorter i fjæset og selvfølgelig klædt i sort.
Bortset fra at prisen for et nådesløst rock'n'roll-liv nu står præget endnu dybere i plovfure-rynkerne, og udskejelserne har også sat sig gevaldig på den slidte stemme.
Sangeren snøvler som en fuld bokser, der er blevet tvunget ud i alt for mange comeback-kampe. Men man kunne da skelne et underholdende udfald mod politikere – sådan helt generelt:
”De går i samme tøj, de har samme frisurer, og de siger det samme lort,” bjæffede det barske rock-ikon.
Der er ikke skyggen af politisk korrekthed i Motörheads musik, der fra første dunder-riff introducerede rent ragnaro(c)k over Roskilde. Møgbeskidt rock'n'roll, der aldrig undskylder – eller rydder op efter sig selv.
Lemmy prøvede heller ikke at fedte for det unge publikum. Da bandet spillede en gammel sang fra 1983, gryntede han tørt, at den er ”fra før I blev født, ha, ha.”
Motörhead nåede hele vejen fra oldie-materialet og frem til det allernyeste, og selv om gruppen ikke var lige tight og tændt fra start til slut, så fik Roskilde en lektion i, hvordan rock stadig kan klinge, når den er allermest basal, hårdkogt og en lille smule skræmmende.



