Ulf Lundell: En öppen vinter; Mikael Wiehe: Ta det tillbaka!

Ulf Lundell: En öppen vinter

328 sider, indb., og cd

Wahlström & Widstrand

Mikael Wiehe: Ta det tillbaka!

To cd'er Rebelle/Metronome/Warner

Der er snart ikke den udtryksform, som den hyperproduktive Ulf Lundell ikke har benyttet sig af. Men det er vel altid muligt at variere lidt over kombinationerne af genrer?

Her er i hvert fald en bog, som de fleste vil kalde en tyk digtsamling, men som Lundell insisterer på at betegne som prosalyrik - »refleksioner, nedskrivninger og dagbogsblade«.

En omfangsrig omgang livsbeskuelse, nogle vil sige navlebeskuelse, som man nok skal være både svensker og Lundell-fan for at fange den fulde betydning af - men ikke desto mindre en modig, grundig og omstændelig, ja, næsten nådesløs måde at være selvransagende på.

Det handler om den knap 60-årige mands iagttagelser, overvejelser og tvivl. Det handler om imponerende mange aspekter af mandlig ensomhed. Men det handler ikke om fornemmelse for at begrænse sig.

Dæmpet supplement

For ikke-svenskere er Lundell mest kendt som troubadour, som rockstjerne. Derfor er den medfølgende cd umiddelbart mest interessant. Men tro ikke, at man i bogen kan finde teksterne til de 11 sange. Musikken er nemlig blevet til efter det skrevne ord, ja faktisk efter at ophavsmanden er fyldt 60 - hvilket han gjorde i november.

Men cd'en supplererer bogen fint, heldigvis med lavmælt musik, hvor Lundell selv er ene om akkompagnementet, mest på akustisk guitar. Musikalsk lidt en fortsættelse af albummet ”En eld ikväll” fra 2003, men mere løs i anslaget og med megen mere erfaring, næsten visdom, i stemmen. Men der er ikke ligefrem et radiohit imellem.

Fokuseret vrede

Mikael Wiehes musikalske koncept er denne gang næsten lige så enkelt. Ikke meget andet end hans egen akustiske guitar - og så den karakteristiske stemme.

Men han nøjes ikke med selvransagelse. Han tager fat i hele samfundet.

”Ta det tillbaka!” er hans mest politiske plade længe - som følger efter hans mest private plade længe, sidste års ”Sånger från en inställd skilsmässa”. Og den gamle socialist og revser er vred. Han er fast i mælet og ganske entydig. Men desværre også ganske ensformig.

Man kunne godt ønske sig, at han var mere øm, tøvende og kompleks. Når nu man ved, at han kan være det, og at han så er meget mere musikalsk, end han er hér.

Tidligere kom hans indignation ikke i vejen for hans musikalitet, men her er han så indædt og fokuseret, at melodien næsten bliver væk. Det er karakteristisk, at den enlige følsomme bagatel ”Strö all min kärlek” overtrumfer de meningsfulde numre på denne plade.

Den medfølgende bonus-live-cd, optaget på sidste sommers turné, lægger hverken til eller trækker fra. Heller ingen skilsmissesange hér og intet orkester med musikalske raffinementer - men kontant genhør med bl.a. gamle træffere som ”Keops Pyramid”, ”Flickan och kråkan” og ”Titanic”.