Mika: The Boy Who Knew Too Much; Rufus Wainwright: Milwaukee At Last!!!

Mika:

The Boy Who Knew Too Much

Casablanca/Universal Music

Udkommer i dag

Rufus Wainwright:

Milwaukee At Last!!!

Universal Music

Er udkommet

Man forstår egentlig godt, at Mika på sit nye opus forsøger sig med samme recept som sidst. Hans debutalbum, ”Life In Cartoon Motion”, der har solgt over fem mio. stk., blev en af 2007's allerstørste succeser med hits som ”Grace Kelly”, ”Relax, Take It Easy” og ”Lollipop”.

På disse numre, der ganske åbenlyst byggede på gode melodier, fusionerede den libanesisk-fødte sanger på unik vis elementer fra Queen, Elton John, musicals og moderne dansemusik og kreerede sin egen hyperaktive popmusik med højt til loftet og masser af plads til skøre indfald.

Pynter på resultatet

På det nye album forsøger Mika også at signalere, at der er blevet leget. Men alt for ofte ender man med at sidde tilbage med indtrykket af, at den 26-årige sangskriver har kæmpet hårdt med at finde nye enestående sangskatte.

Derfor har han i studiet, hvor han endnu en gang har været i selskab med producer Greg Wells, måttet pynte på resultaterne ved hjælp af alverdens stilarter, instrumenter og effekter: Gospel- og børnekor, afrikanske rytmer, som

Paul Simon engang syntes om, samt flygler og akustiske guitarer i lange

baner.

Numre som ”We Are Golden”, ”Blame It On The Girls” og ”Blue Eyes” har uden tvivl en vis underholdningsværdi. Men det er, når man lytter til ”By The Time” samt ”Toy Boy” og ”Pick Up Off The Floor”, at man tror på, at Mika kan få en lang karriere.

Den første er formet af en smuk enkel stemning, de andre flirter modigt og intelligent med musical og swingmusik, og man får på alle tre numre fornemmelsen af, at Mika næste gang vil være rigtigt voksen.

Fantastisk talent

Måske kan han ende med at udfordre den 10 år ældre Rufus Wainwright, der har udgivet nogle af årtiets stærkeste album: ”Want One”, ”Want Two” samt ”Release The Stars”.

På de plader demonstrerer Wainwright et fantastisk talent for både det storslåede og det helt enkle, men ikke mindre effektfulde. Desuden lægger han i modsætning til Mika ikke noget slør over sit eget liv i teksterne.

Hos Wainwright får man uden omsvøb både de barske og sjove beretninger om at være homoseksuel, stofmisbruger, festabe og søn af musikforældrene Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III.

I sammenligning med de forrygende studiealbum, som Wainwright har udgivet, fremstår ”Milwaukee At Last!!!” mindre ambitiøst.

Den almindelige cd-udgivelse (der findes også deluxe-udgaver!) byder kun på en halv snes numre, og frem for at byde på sange fra hele karrieren er det først og fremmest melodier fra det seneste studiealbum, ”Release The Stars”, som man får lov at opleve.

Det, som man får, er til gengæld godt. Wainwright er den slags kunstner, der klarer sig stærkt i både studiet og på scenen, og efter at have turneret flittigt i flere år har han opnået en fortrolighed med at stå i rampelyset.

Ydermere har han på optagelsen sit godt sammenspillede band omkring sig, og det beviser bl.a., hvad det er værd på en mindeværdig version af ”Leaving For Paris”.