Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Michael Møller: A Month of Unrequited

En af årets mærkeligste udgivelser er også en af årets bedste. Michael Møller fra Moi Caprice kravler op ad de knuste hjerters Golgata-høj, og udsigten på toppen er befriende.

ROCK/POP

MICHAEL MØLLER:

A MONTH OF UNREQUITED LOVE

Tigerspring

Udkommer onsdag som download

Hvis man som rock-feinschmecker savner en kunstner, der er underfundig som The Magnetic Fields, rørende og vittig som Eels og nede i sjælsdybderne som Leonard Cohen, er der godt nyt. Manden er fundet. Han hedder Michael Møller og bor i Danmark.

Den raffinerede stilist har i mange år slået sine romantiske og nydeligt pressede folder i Moi Caprice, hvilket kulminerede med det glimrende pop-album ”The Art of Kissing Properly” (2006). Nu virker det, som om Michael Møller har ladet sig inspirere af The Magnetic Fields' 12 år gamle koncept-eksperiment ”69 Love Songs”, hvor Stephin Merritt over tre cd'er digtede og komponerede på livet løs inden for temaet kærlighedssange.

Mod alle odds blev mammut-værket en succes, og hvis det samme ikke overgår Michael Møllers ”A Month of Unrequited Love”, bør han i det mindste hyldes for at have begået en kunstnerisk triumf.

Først til Møller

Som titlen indikerer, er der tale om 31 sange - en for hver dag i måneden - tilegnet ugengældt kærlighed. Sangene kan i maj gratis downloades stykvis, og derefter kan numrene købes som download.

Sangskriveren håber senere at udgive værket som dobbelt-cd og tredobbelt lp efter såkaldt crowdfunding princip. Doneres der tilstrækkeligt via hans website, bliver produktionen sat i gang.

Man støtter en god sag. Det høres fra første skæring: ”The Birth of a Song”, der hylder kærlighedens intense vækkelse af sanserne - med et stænk sarkasme over den destruktive skyggeside, når følelserne ikke længere returneres.

Så er vi tilbage til temaet, som fastholdes værket igennem, og det kan lyde trættende tungsindigt og flæbende. Men Michael Møller er blandt landets mest lysende rockpoeter og fremmeste popsnedkere, så resultatet er overrumplende og afvekslende.

Fingrene fra minderne

Musikalsk står den på et omskifteligt akustisk udtryk, der spilles og synges følsomt og fintmærkende af hovedpersonen selv og en række fortrinlige gæste-

musikere/sangere.

Lyrisk griber Michael Møller de hjerteknuste fortællinger an fra så mange forskellige vinkler, at man accepterer den voluminøse præmis med hele 31 sange. I ”The Destroyer” er vi inde under huden på kærlighedens offer og får konceptet skitseret: »So I'll write you a month of love songs/And preserve what we used to be/Somewhere in the chords of the memory/And these, unlike yourself, you cannot take from me.«

Jo, minderne har man da lov at ha', og kan man ikke få den, man elsker, kan man jo elske den by, man er i: »I know though it's got pulse, it doesn't have a heart/And the fact that it sleeps with millions will not keep us apart.«

Nedturs-temaet trækkes også helt ud i en vittig og ironisk afkrog, hvor en stjerne jamrer over tilhængernes flygtige interesse: »Well there's nothing quite as fragile as the affection of a fan/Who'll grow up and turn older and remove their love again.«

Forlægget kan være The Smiths' ”Rubber Ring”, og som med Morrissey lykkes det for Michael Møller at indånde både passion, vid, humor og prægtig pop i sangskrivningen.

Bedre med februar

Tre numre kunne være sorteret fra, og nogle måneder tæller jo også kun 28 dage.

”A Month of Unrequited Love” er dog trods skønhedsfejl et rent koncept-vidunder, hvor Michael Møller vælger at lukke en stribe lys ind af sprækkerne i sidste skæring. Her følges lytteren nænsomt og håbefuldt ud af værket efter en martret måned i den ugengældte kærligheds tomme ventesal.

Anmeldelse: The Rumour Said Fire: The Arrogant

18-10-2010: The Rumour Said Fire kan på det første regulære album ikke følge op på den overrumplende succes med ”The Balcony”. Læs artikel

Anmeldelse: Rufus Wainwright: Out Of The Game; Rufus Wainwright (Falconer Salen)

24-04-2012: Rufus Wainwrights nye album er en skuffelse. I Falconer Salen virkede han mest overbevisende med sine gamle numre Læs artikel

Anmeldelse: Den fjerde væg: Drengekys

03-04-2012: Den fynske/jyske trio Den fjerde væg har nået et ungt publikum og de maksimale uger på P3-listen ”Det Elektriske Barometer”. Læs artikel

Anmeldelse: Mathilde Falch: Lad mig gå fri

24-02-2012: Er Mathilde Falch blandt de få børn af kendte musikere, der får luft under karrieren? Musikalsk set lykkes det i hvert fald for den 22-årige sangskriver at træde ud af faderen, Michael Falchs, skygge. Læs artikel

Anmeldelse: Howl Baby Howl: Mountain of Pounding Pop

24-02-2012: Duoen Howl Baby Howl markerer sig med sit nye udspil som en af øjeblikkets største alternative attraktioner i dansk rock. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...