Michael Falch (Stars, Vordingborg)

Stars, Vordingborg

Michael Falch

Torsdag

53-årige Michael Falch er ingen jubelsanger.

Navnlig i det sidste tiår har den danske sangskriver flakket omkring i et musikalsk ingenmandsland som en slidt steppeulv, der hyler ensomme sange om skilsmisse-dødvande og alkoholafvænning.

Det fine album ”Sang til undren” burde have givet ham et comeback allerede i 2007, men det blev i stedet noget overraskende det seneste og ret afdæmpede udspil, ”Fodspor i havet” (2010), der solgte stort og sendte Falch til tops på hitlisten og tilbage i favnen på sit publikum.

Rabatten er blød

Sangerens mål med ”Fodspor i havet” er at dreje af fra midten af vejen og komme ud i grøften. Reelt er det dog en plade, der har tryg kerne i en venlig troubadour-tradition, og turen i rabatten ender blødt i moderate klang-eksperimenter svunget i filmiske farver. Det samme med Falchs lyriske desillusion og oprigtighed, der nok gør ham til en inspireret og moden skikkelse i dansk rock. Men hans opgør med fæle dæmoner ender oftest med, at han viger tilbage mod en sikker helle, hvor han trodsigt stampende insisterer på en happy end: Som en Nick Cave i Hollywood.

På hjemmebane

Turde Michael Falch og bandet Boat Man Love give anderledes los ved turnépremieren torsdag, hvor det gik løs i udsolgte rammer i sangerens tidligere hjemstavn i Sydsjælland?

Ikke rigtigt. Men de nye sange fik i hvert fald en tilfredsstillende fylde og vægt i lettere ny-arrangerede akustiske varianter, og det var godt, de ikke faldt til jorden: for Falch og band lagde faktisk ud med at spille samtlige numre fra ”Fodspor i havet”. Det poetiske nærvær løftede sig bevægende i ”Kun de forrykte” og ”Sent forår”. Mens Falchens vingeskudte ballader ”Filosofiske smuler” og ”Binder mig aldrig igen” strejfer på den forkerte side af grænsen til det banale, sentimentale og musikalsk forudsigelige.

Efter pausen blev ansatsen til det ”kultiverede og fisefornemme”, som Falch selvironisk kaldte det, sat uden for døren – og kaptajn og bådsmænd satte farten og festen noget op i omdrejninger. Bl.a. med sange som den riff-raske og passionerede ”Ild” og den 30 år gamle protestsang ”Kold Krig”, som blev fyret af med et varmt glimt i øjet.

Ubekvem detalje

De gamle travere ”Superlove” og ”Mød mig i Mørket” fik til sidst publikum op af stolene, og valget med at bænke lytterne passede udmærket med Falchs ambition om at rette fokus mod indhold og musikalske delikatesser.

Men næste gang, spillestedet Stars skal stå for den løsning, må de meget gerne anskaffe sig anstændige stole. Jeg har ikke siddet så ubekvemt siden en kollegiefest omkring 1999, hvor vi uheldige måtte nøjes med ølkasser som stole.

Nok skal det gøre ondt, før det gør godt i Falchs univers, men man skal heller ikke overdrive prøvelserne.