Anmeldelse: Lou Reed & Metallica: Lulu

Lou Reed & Metallica:

Lulu

Vertigo/Universal Music

I 2009 optrådte Lou Reed sammen med den tunge rocks største navn, Metallica, til en koncert i anledning af Rock'n' Roll Hall Of Fames 25 års fødselsdag. Gruppen med danske Lars Ulrich som trommeslager agerede backingband til Reed-klassikerne ”Sweet Jane” og ”White Light/White Heat”.

Lou Reed var så glad for resultatet, at han bagefter foreslog, at det umage par skulle indspille et album sammen. Metallica var med på ideen, der endte med at blive realiseret på ganske få dage i et studie i Californien.

Ublid modtagelse

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at pladen i de seneste dage har fået en ublid modtagelse hos flere amerikanske og engelske anmeldere. På musiksiden The Quietus slutter anmelderen med at betegne albummet som det værste, som Reed og Metallica har lagt navn til og »højst sandsynligt er en kandidat til titlen som en af de værste plader nogensinde«.

En kold skid

Lou Reed ser anderledes begejstret på det færdige resultat. I den britiske avis The Guardian udtaler han, at ”Lulu” til tider rammer ham så stærkt følelsesmæssigt, at han bliver nødt til at slukke for musikken. Det må siges at være noget af et kærlighedsudbrud fra en mand, der mere end en gang er blevet kaldt en kold skid.

Fordelt på to cd'er får man næsten 90 minutters musik. Metallica stiller med det velkendte tunge skyts, bandets frontfigur James Hetfield giver ind imellem lyd fra sig som korsanger, og så er der ellers frit udsyn til Lou Reeds barske, seksuelle fortællinger om kvindeskikkelsen Lulu, der er inspireret af historier af den skandaleramte tyske ekspressionistiske skuespilforfatter Frank Wedekind, der levede fra 1864 til 1918.

»I would cut my legs and tits off,« hedder den indledende sætning på første nummer ”Brandenburg Gate”, og så ved man godt, at bedstefar ikke har sat sig ved sengekanten med hyggelige børnerim.

Sangen kommer af sted ved hjælp af akustisk guitar, og man tænker, hvor er Metallica blevet af? Men efter et lille minut giver gruppen sig til kende med tunge trommeslag og guitarlir. Hetfield råber ”small town girl”, mens Lou Reed synger og taler sig varm om lilleby-pigen, der har lyst til at give livet en snurretur.

Den lovende begyndelse følges flot op af den benhårde ”The View”, hvor Lou Reed leverer sin lyrik knivskarpt og cool som ingen anden ville kunne præstere. Det er Reeds stemme, når den er bedst, og man har lyst til at kalde det rigtig kunst. Problemet er bare, at Hetfield synes, at han skal vise sig med lidt ræbeagtig vokal her og der.

Sådan er ”Lulu”.

Hvis man ser bort fra pladens mest regulære rocknummer ”Iced Honey”, er der på sangene mere som regel end undtagelse, hvad man alt efter temperament kunne kalde enten skønhedsfejl eller utroligt irriterende øjeblikke, der svækker oplevelsen.

Vedkommende energi

Omvendt er Reeds veloplagte mundtøj og ambitiøse poesi ikke til at ignorere, og der er samtidig utrolig meget vedkommende energi i de hektiske og heftige arrangementer, som Metallica realiserer.

Det kan godt være, at både rockband og Reed på cd'ens bagsidefoto skjuler sig bag solbriller. Men de fem gemmer sig bestemt ikke væk på de 10 sange. Det er alvorligt ment.