Mastodon: Crack The Skye

Mastodon:

Crack The Skye

Warner / Relapse

Man havde vel nok luret, i hvilken retning egensindige Mastodon ville bevæge sig på ”Crack The Skye”, men at pladen skulle få en så melodisk perfekt form, kommer alligevel som en overraskelse.

Forgængeren ”Blood Mountain” (2006) omhandlede landjorden, ”Leviathan” (2004) hyldede havet og ”Remission” (2002) havde ilden som omdrejningspunkt. Altså var det til at regne ud, at denne plade ville omhandle det sidste og mest flygtige element.

Mastodon tvister temavalget en anelse ved ikke decideret at være om luften, men derimod om æteren.

I sin poetiske form danner ordet æter dog associationer til himmelrummets rene klare luft, mens det tidligere i fysikkens historie er blevet regnet for at være det stof, der opfyldte verdensrummet.

Astral rejse

Begge disse tolkninger kan påhæftes ”Crack The Skye”. Hvor ”Blood Mountain” var spraglet og landskabeligt opbygget, og ”Leviathan” var oprørsk som et stormfuldt hav med enkelte momenter af roligt vand, da er ”Crack The Skye” en astral rejse mod højere sfærer.

Væk er tidligere tiders aggressive postcore- og metal-eksplosioner. Til gengæld skal man tilbage til 1970’ernes store progressive rockbands som Pink Floyd for at finde klare referencepunkter.

Selv de indestængte brøl er lagt på hylden til fordel for fint vokalarbejde fordelt mellem trommeslager Brann Dailor, guitarist Brent Hinds og bassist Troy Sanders.

Hvert nummer er bygget op, så man bogstaveligt talt føler vinden, luften og verden omkring sig. Titelsangen indledes således med flydende vind-toner, inden guitarerne lader til stormagtige angreb for derefter at drive mod roligere strømninger.

Ormehuller

Mammutnumrene ”The Czar” og ”The Last Baron” – førstnævnte en firedelt affære på 11 minutter, sidstnævnte en lufttur på 13 minutter - er eksempler på, hvordan Mastodon formår med lette og iørefaldende ledemotiver at fortælle episke historier.

Begge sange er lange cykliske bevægelser, der komplekst og progressivt bølger hen over lytteren i kaskader af melodier.

Anderledes lader ”Ghost Of Karelia” mørke skyer trække op i horisonten med sin beklemte atmosfære og dominerende trommespil, mens ”Divinations” tematiserer universets ormehuller henover olme riffs.

Og så er åbneren ”Oblivion” slet ikke nævnt. Måske er der her tale om et af årets bedste rocknumre. Et af den slags man lige tager igen, når det er færdigt, og så igen-igen. Umanerligt catchy, med et herligt fremadskridende drive og så som alle pladens andre numre, indeholdende guitarsoloer af en anden verden.

”Crack The Skye” er uden tvivl Mastodon’s mesterværk. Her stemmer det hele, og er man rockfan af den ene eller den anden art, skal man gøre sig selv den tjeneste at give skiven en lytter.

Hvis ikke for andet, så for at være forberedt til sommerens Metallica-koncerter i Forum, hvor Mastodon varmer op. Virker sangene fra ”Crack The Skye” ligeså godt fra scenen som fra plade, skal Metallica spille op til deres allerbedste for at følge med.

Idemæssigt, teknisk og melodisk har Metallica nemlig ikke siden midten af 1980’erne været på Mastodons nuværende niveau.