Anmeldelse: Mark Lanegan Band: Blues Funeral

Rock

Mark Lanegan Band:

Blues Funeral

4AD/Playground Music

Den 47-årige Mark Lanegan har i årenes løb delt ud af sin bedemandsvokal i alle mulige sammenhænge.

Han har optrådt med et af klodens sejeste rockbands Queens Of The Stone Age. Han har ladet sjælen danse med elektroniske Soulsavers og været den mørke skikkelse i det meget vellykkede samarbejde med den blonde skotte Isobel Campbell. Og så har han kastet stjernestøv over Aarhus Festuge med sin karismatiske egenrådige sceneoptræden.

Misvisende titel

Denne gang er amerikaneren for første gang i otte år ude i et regulært soloærinde – også selv om der er hæftet ”band” på hans navn. Han får hjælp af forskellige musikere. Men det er ham, som bestemmer kulør, attitude og tempo.

I den forbindelse kan albumtitlen godt virke en smule misvisende. Hvor meget mere trist kan det blive? Der er rigtignok både blues og begravelse, men pladen er som musikoplevelse meget mere end det. Albummet er ganske enkelt iørefaldende med både elektriske, elektroniske og akustiske elementer. Faktisk fortæller denne meget tilgængelige plade på en god måde, at Lanegan har været vidt omkring i karrieren.

Kulsort hyldest

”The Gravedigger's Song” har samme skarpe dystre skikkelse, som Nick Cave & The Bad Seeds kunne mestre i specielt 1980'erne.

”Bleeding Muddy Water” er i sin kerne en kulsort hyldest til blueslegenden. Den indeholder i såvel tekst som musik lige så meget død som liv, og sådan må det nødvendigvis være med en musiker, som med sin mangeårige hårde livsførelse flere gange har været tæt på et exit fra denne verden og er vant til kaos. »There's a riot in my house, chaos is blossoming, run and hide little mouse«, konstaterer han på det knastørre rocknummer ”Riot In My House”.

Det bliver fulgt af ”Ode To Sad Disco” – og det er sørgelig disco. Men det lyder godt, og nummeret bliver kun stærkere af Lanegans ekspressionistiske fortælling.

Smukkest er den højtidelige, akustiske ”Deep Black Vanishing Train”, der med sit nærvær lyder, som om den kunne være skrevet til Johnny Cashs berømte ”American Recordings”-udgivelser. Man kunne også bare konstatere, at Lanegan med sin sangstil og musik burde kunne appellere til mange af dem, der savner countrylegenden.