Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Manic Street Preachers - The.. | musik.guide.dk

De smadrede alt på scenen – men musikken overlevede

Rock: Manic Street Preachers smadrede alle deres instrumenter under en koncert for præcis 20 år siden i London, hvorefter guitaristen Richey Edwards forsvandt sporløst. Tilbage står bandets udødelige hovedværk, ”The Holy Bible”, som netop er blevet genudgivet i en flot jubilæumsversion.

Manic Street Preachers
The Holy Bible

Sony Music

(vinyl/4cd/bog)


B971817133Z.1_20141220162259_000+GUMI1FLH.1-0.jpg

Vi skal 20 år tilbage. Til den 21. januar 1994, da de walisiske Manic Street Preachers i bogstaveligste forstand smadrede sig gennem det dunkle mesterværk ”The Holy Bible” på spillestedet Astoria i London. Jo, den tids nye rockhåb, Oasis, havde attitude, men ikke som Manic Street Preachers.

Der var nervøsitet i luften på Astoria. Alt kunne ske, og folk kiggede nervøst på hinanden, da forsanger James Dean Bradfield

– iklædt sømandskostume a la Skipper Skræk – skulede konfronterende ud i salen som en mand på desperat jagt efter et tilfældigt slagsmål.

De havde da også en del at tumle med i Manic Street Preachers på det tidspunkt. Guitarist og tekstforfatter Richey Edwards havde et eskalerende alkoholmisbrug, han skar sig i armene og led af en alvorlig spiseforstyrrelse, som beskrevet i et af albummets mest selvudleverende numre: ”4st 7lb”:

Days since I last pissed

Cheeks sunken and

despaired

So gorgeous sunk to

six stone

Lose my only remaining

home

See my third rib appear

A week later all my

flesh disappear

Stretching taut, cling-film

on bone

I’m getting better

”The Holy Bible” blev udgivet den 29. august 1994 – samme dag som Oasisdebuten, ”Definitely Maybe”, der blev en langt større succes. Manic Street Preachers stod i det hele taget i skyggen af britpopbands som Blur, Pulp og Elastica i midten af 1990’erne, men tiden har til gengæld været langt bedre ved ”The Holy Bible”, end den har været ved storsælgende album som Pulps ”Different Class” (1995).

B971817133Z.1_20141220162259_000+GUMI1FHB.1-0.jpg

Stærkere end britpoppen

Desperationen, som kommer til udtryk på bl.a. ”4st 7lb” får stadig ”The Holy Bible” til at fremstår som et tidløst – ja nærmest nødvendigt – værk, mens mange britpoppladers kække ordspil i dag virker håbløst forældede.

På Astoria lod bandet desperationen få frit løb, og Richie Edwards førte an. Ikke i musikken, men i vandaliseringen af alt omkring sig. Først smadrede han scenelyset med sin guitar, væltede tårnene af Marshall-forstærkere og sprang til sidst med hovedet først ind i Sean Moores trommesæt, så bækkenerne stod til alle sider. Nicky Wire fulgte med og bankede sin bas ned i gulvet, mens forsanger James Dean Bradfield kortvarigt forsøgte at holde på formerne.

Så gav også han slip og smadrede sin guitar ned i scenegulvet som en økse i en træstub, og snart lå alt – lys, instrumenter og forstærkere – smadret tilbage.

Siden fortalte bandet den britiske musikpresse, at det havde smadret udstyr for op imod 1 mio. kr. den aften.

»Problemerne var vokset os over hovedet, og fanden tog ved os den aften. Det var som om, at vi ville sikre os, at vi aldrig skulle stå på en scene igen,« sagde bandet.

Og de fire medlemmer af Manic Street Preachers har aldrig stået på en scene sammen siden. Den 1. februar 1995, dagen inden en promotiontur til USA, forsvandt Richey Edwards sporløst, og ingen har siden set noget til ham.

Mørke mesterværk

”The Holy Bible” er siden landet på førstepladsen på den britiske musikavis NME’s (New Musical Express) liste over rockhistoriens mørkeste mesterværker. De enkelte titler siger det hele: ”Of Walking Abortion”, ”She Is Suffering”, ”Archives Of Pain”, ”Die In The Summertime” og ”The Intense Humming Of Evil” er blot nogle af dem. For slet ikke at tale om referencerne til de tyske koncentrationslejre på ”Mausoleum”, som bassist Nicky Wire introducerede med følgende ord, da bandet forleden genopførte albummet i London:

»Det er vinterens synge med-hit.«

B971817133Z.1_20141220162259_000+GUMI1FGI.1-0.jpg

Men hvad skete der efter ”The Holy Bible”? Efter et års betænkningstid genopstod Manic Street Preachers som trio med det storladne singleudspil ”A Design for Life” og det solide album ”Everything Must Go”, inden James Dean Bradfield, Nicky Wire og Sean Morre løb tør for idéer og spiste den trofaste fanskare af med halvhjertede album. Det seneste, ”Futurology” fra i år, er ikke værd at dvæle ved.

På sort vinyl

Det er ”The Holy Bible” til gengæld, og det giver god mening at genudgive albummet som bokssæt med b-sider og koncertoptagelser fra seancen på Astoria samt bandmedlemmernes kommentarer til de enkelte sange. Her får man ikke mindst albummet på sort vinyl for første gang, hvilket længe har været ønsket af fans. ”The Holy Bible” står tilbage som et af de allermest overbevisende album fra 1994. Og her befinder vi os i et bemærkelsesværdigt stærkt musikår med øvrige mesterværker som ”Vauxhall And I” (Morrissey), ”Grace” (Jeff Buckley), ”Dog Man Star” (Suede), ”Dummy” (Portishead) og ”Protection” (Massive Attack).

Anmeldelse: Manic Street Preachers: Journal for Plague Lovers

17-05-2009: Med tekster af forsvunden guitarist udgiver Manic Street Preachers værdig opfølger til 15 år gammelt hovedværk.

Læs artikel

Nyhed: Forsvundet guitarist erklæret død

24-11-2008: Guitaristen i det britiske band Manic Street Preachers forsvandt sporløst for 14 år siden. Nu er alt håb om, at han dukker op opgivet.

Læs artikel

Anmeldelse af The Beatles - 1+

16-11-2015: Bokssæt: The Beatles er verdens bedste band. Når det gælder levende billeder, er den legendariske Liverpool-gruppe en blandet fornøjelse, dokumenterer en ny udgivelse. Men det er spændende og sjovt at være med på en kigger. Læs artikel

Anmeldelse af Dave Gahan & Soulsavers - Angels & Ghosts

23-10-2015: Depeche Mode-forsanger Dave Gahans nye projekt bliver aldrig rigtigt interessant. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...