Mads Langer: Mads Langer

Mads Langer:

Mads Langer

Copenhagen Records

Skal anden gang være rock-lykkens gang for Mads Langer?

Den 25-årige sanger/sangskriver har haft en af den slags nær-ved-og-næsten-oplevelser, som musikbranchen er så spækket med.

Han debuterede i 2006 med den noget forcerede ”Attention Please”, og trods den vakse titel gav albummet ham yderst begrænset opmærksomhed fra musikforbrugerne.

Dollartegn i øjnene

En enkelt lytter fik dog dollartegn i øjnene. Det var en amerikansk talentspejder, der forinden havde hjulpet med at hive Dido, Keane og Coldplay frem i rampelyset. Vedkommende satsede nu på den unge fyr fra Skive.

Det betød, at Mads Langer pludselig skulle spille sine sange for branchebosser i New York, Los Angeles, London og Berlin, men han endte med at vende tomhændet hjem efter at den sidste champagneprop var knaldet og rock’n’roll-drømmen feset ud.

Kendis-blindgyde

At dømme ud fra sangen ”Wake Me Up in Time” tabte sangskriveren både overblikket og sig selv i den dundrende karriere-rutsjebane: ”The street lights in LA, cover girls, celebrities, moving cars, crashing stars/But someone took my home from me”.

Som det måske fornemmes magter Mads Langer ikke at folde nedturen og sine erfaringer ud i den store poesi, så de engelsksprogede tekster bliver lige en kende for ordinære til rigtig at inspirere til nærlytning.

Radio-egnet falsetrock

Men Mads Langer har til gengæld en køn og kontrolleret sangstemme, der holder fint sammen på en række blåtonede numre med romantisk understrøm, der står i ubetalelig gæld til stilsikre navne som Radiohead, Coldplay, Kashmir og Muse. Melodisk og følsomt forlokkende, og muligvis godt nok til at skubbe Mads Langer ud på en gang susende surf højt på de evigt brusende radiobølger.

F.eks. væbnet med sangbare lækkerier i numre som ”Judas Kiss”, ”Last Flower” og ”Killer”. Eller den akustiske ”Say No More”, hvor sangeren lyder som Tim Christensens harmoni-hyggende lærling. Mads Langer varmer netop nu op for Tim Christensen på en landsdækkende turné, og Christensen er da også gæstemusiker på Langers nye album.

Men omvendt risikerer Mads Langer også på ny at forsvinde i glemslens store mainstream-ocean, så længe udtrykket fremstår så modstandsløst og tæt knyttet til forbillederne.

Personligt har jeg det sådan, at jeg bestemt kan leve med Mads Langers musik. Men jeg kan også leve uden.