Lucinda Williams: Little Honey

Lucinda Williams:

Little Honey

Lost Highway/Universal

Den fremragende americana-kunstner Lucinda Williams er for flink med sine studieudgivelser.

En besynderlig konklusion på en karriere over 30 år med kun ni studieindspilninger, men alligevel rigtig.

Når man kigger på kvaliteten, har hendes album altid været bedst, når der har været en pause på mindst tre år. Og i Lucinda Williams’ tilfælde snakker vi så om seksstjernede indspilninger.

Den karakteristik gælder hendes forrige studie-cd fra sidste år ”West”, og med en opfølger så hurtigt efter havde jeg mine bange anelser før den første gennemlytning af ”Little Honey”.

Den kan slet ikke holde den smukke, indtrængende og afvekslende stil fra forgængeren.

Svingende kvalitet

Udspillet virker som en rodebutik, hvor man undervejs et par gange er ved at hive cd’en ud af afspilleren – så ensformig er musikken, og så mange gange gentager hun omkvædet – mens enkelte andre numre behageligt suger lytteren til sig.

Her viser Lucinda Williams hele sin skala fra den sårede lillepige til den arrige kvinde, der råber sine frustrationer ud til hele verden.

Williams’ tekstunivers er for det meste sårede følelser, men denne gang har hun taget fat på andre områder og oven i købet også glade øjeblikke. Måske er det der, hunden ligger begravet.

Jeg har ikke belæg for det, men kunne nemt være af samme mening som en af mine kolleger og Lucinda Williams-kender, der spontant gav udtryk for, at den nye plade jo kunne være et overskudsprodukt fra den forrige. Sådan virker det i lange perioder.

Ikke skåret til

Udspillet, der varer over en time, kunne nemt være skåret ned med en tredjedel.

Når vi taler om den rene rockmusik, kan mange matche Lucinda Williams, men når der skrues ned for guitaren, og afdæmpet musik ledsager Lucinda Williams vedkommende tekster med masser af eftertænksomt indhold, er hun i særklasse.

Dertil kommer faktisk et par gode, meget bluesagtige, numre og en godkendt duet med Elvis Costello i sangen ”Jailhouse Tears”.

Ta’ nu en pause, Lucinda – så venter guldet om tre år.