Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Love Shop - Kærlighed og straf | musik.guide.dk

Anmeldelse af Love Shop - Kærlighed og straf

Der er kryptisk stilstand i Love Shop, mens Rasmus Walter prøver at holde hitkarrusellen kørende.

ROCK/POP
LOVE SHOP:
KÆRLIGHED OG STRAF
A:larm Music/Universal Music

RASMUS WALTER:
VERDEN I STÅ
Playground

Love Shop goes on forever, fristes man til at konkludere med en omskrivning af titlen på et af de største hits fra det danske band. For Love Shop udsender nu 10. studiealbum, selv om Jens Unmack er det eneste tilbageværende medlem af den tidligere trio: Hilmer Hassig døde i trafikken i 2008, og Henrik Hall blev offer for kræft i 2011. Men nu er målet for et band jo ikke kun at overleve – men også at leve. Og modsat forgængeren ”Skandinavisk lyst” fra 2012 siver der rigeligt med gentagelse og musikalsk magelighed ind i det nye albumværk.

Man savner Love Shops passionerede og pop-euforiske vilje til at gribe lytteren i ørerne og gøre krav på fuld opmærksomhed. »Musik så verden går i stå,« som Jens Unmack selv har formuleret det, og den slags magiske popøjeblikke har manifesteret sig i form af Love Shop-klassikere som ”Copenhagen Dreaming”, ”Fuck min højdeskræk” og ”En nat bliver det sommer”.

Regn-sjasket

Det nye album er stilrent og med vanlig poetisk ambition, men syng-med-faktoren er lav. Især i første skæring, hvor vi føres ind i et fladt melodisk landskab med Bellavista regn”, der lyrisk ellers snedigt digter videre på ”Bellavista sol” fra 1999. I opfølgerkapitlet om affæren mellem den urbane fyr og den gifte Strandvejs-overklassekvinde er eskapaden for længst forbi, og drømmen er slukket. Kald det kærlighed. Og straf . . .

Sådan lyder vejrudsigten også for det nye Love Shop-album: Den melankolske fugtighed trænger ind i samtlige vejrbidte kanter og sprækker, og vi lytter til den modne mands besyngelse af fortabelse, retningsløshed og stedvis vrede.

Den gulnede efterårsatmosfære er mest gribende i ”Evaklubben”: To voksne øjne er et skrøbeligt spejl/selv det perfekte bærer synlige fejl, sukker Unmack. Her løftes resignationen af en naturlig melodisk medvind. En stærk tekst, men man bliver forpustet af konstant at jage Unmack gennem en poetisk labyrint, og det bliver lyrisk overbroderet i ”Du kyssede morgenlyset bort”.

B971614578Z.1_20141019175522_000+GG6GH26B.1-0.jpg

Sangeren er også kryptisk i ”Nede ved floden”. Men her er der billedskabende format over det, som ligner et sortmalet hjemstavnsportræt, hvor en idyllisk å forvandles til en slags Styx, floden til dødsriget med kranier og råddenskab under bølgen blå. Pessimismen flyder tæt, melodierne gør det ikke i samme grad. Og da Love Shop befinder sig i klangligt parløb med svenske Kent, er det nærliggende at spørge, om Love Shop også følger Kents nedadgående popularitets-kurve? Og om Unmack fortsat har den nødvendige kampvillighed til at nå et publikum ud over den loyale fanflok?

Givtige bekymringer

Rasmus Walter laver også dansksproget pop/rock, men her slutter lighedspunkterne med Love Shop stort set. Rasmus Walter har bl.a. skærpet profilen via sin optræden i tv-programmet ”Toppen af poppen”, og hans to tidligere soloalbum har opnået guldstatus. Efter mange magre år i rockbandet Grand Avenue kan man næsten ikke fortænke Walter i at klynge sig til gennembruds-formularen, og vi får mere lineær og svulstig electronicapop med en martret emotionel indlevelse, der ikke kender til mådehold. Det fungerer grundet de slagkraftige refræner, men ikke takket være Walters tekster. De er præget af luftige betragtninger i brudstykker om dig-og-mig-knas med en ensformig bekymret tone, der virker langtidsudlånt fra Medina.

Anmeldelse af Love Shop i Amager Bio

03-12-2012: Love Shop rundede vinter-turnéen af i sit højtbesungne København. Bandets ”Copenhagen Dreaming” gik lørdag i opfyldelse. Læs artikel

Anmeldelse af Mew - + -

25-04-2015: Mews kringlede rock er tilført et adrenalinsusende skud pop. Læs artikel

Anmeldelse af TV-2 - Det gode liv

02-03-2015: TV-2 reducerer samarbejdspartnere til statister på stilrent album. Læs artikel

Anmeldelse af Morrissey - World Peace Is None of Your Business

14-07-2014: Rock/pop: Morrissey er i overdådig lyrisk form på nyt album. Musikken følger trop det bedste, den kan. Læs artikel

Anmeldelse af Nina Persson - Animal Heart

28-01-2014: Nina Persson gør stille comeback med original komfort-pop. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...