Anmeldelse: Lou Reed (DR Koncerthuset, København)

DR Koncerthuset, København:

Lou Reed

lørdag

Der lurer en dæmonisk djævel og livstræt misantrop i 68-årige Lou Reeds karakter og i hans rastløst omflakkende musik. Så hvilken fryd for den levende rock-legende: Nu har han hittet på den perfekte undskyldning for at terrorisere sit publikum på en helt ny måde. Og det endda med fuldstændig rygdækning, når det gælder rock-historisk relevans.

Anledningen er et gensyn med det kompromisløse dobbeltalbum ”Metal Machine Music” fra 1975. Før det udkom var Lou Reed allerede en banebrydende og alternativ helt i The Velvet Underground, men med ”Metal Machine Music” sank han så langt ned i undergrunden, at det virkede tvivlsomt, om han nogensinde skulle vende tilbage til sollyset.

Kult-kaos

Det cirka en time lange album er et skingrende støjende kult-værk, som lærde rock-nørder elsker at referere til med ærbødig skælven på stemmebåndet - og som endnu færre reelt har lyttet til fra start til slut.

Hvis man skal være meddigtende, kan man kalde det et iskoldt, elektrisk susende og storby-frenetisk værk – lavet af en junk-nedbrudt dommedags-dirigent, der bruger solbriller for at glemme.

Er man mere pragmatisk, kan man kalde det en kværnende ensformig feedback-formular. En plade, som ikke er til at holde ud at høre på.

Gnaven rosin

Faktisk ville det være formålsløst at genopbygge denne kompakte lydmur live. Og i Koncerthuset valgte Lou Reed og følge da også at gå anderledes nuanceret til værks under bandnavnet Metal Machine Trio, hvor Reed blev bakket op af Ulrich Krieger (tenorsax/ live-elektronik) og Sarth Calhoun (live-processorer).

Hovedpersonen selv lignede som vanligt en gnaven rosin på hævntogt. Det meste af tiden med ryggen til publikum eller dybt nedsunket over sine guitarer, og han virkede kynisk fornøjet over at mørbanke publikum med den improviserede terror-symfoni.

Elektronisk affald

Det interessante ved støjhelvedet er, at musikerne ikke så meget spiller på instrumenter, som de arrangerer feedback-vrængen og sorterer nysgerrigt i elektroniske affaldsprodukter.

Der er øjeblikke af pakket nærvær, hvor nuet vibrerer. Og så en hel del tænderskærende tomgang, hvilket fik flere lyttere til at rejse sig og gå. Det var en naturlig impuls – især da saxofonisten noget koncept-afvigende kastede sig ud i feber-hysteriske soli, der lød som jazz på vrangen.

70 pinefulde minutter

Skulle man have det hele med, måtte man udholde 70 minutters pinefuld støj - med enkelte lidt dæmpede ambiente passager - og klimakset indtraf, da lydmuren pludselig faldt væk.

Så slap vi ud i det koldt futuristiske DR-landskab – og ud i trafikken.

En bleg kakofoni i sammenligning med Reeds soniske voldtægt.

Men tilføj myldretid, et særlig ondsindet vejarbejde og et indre Edvard Munch-skrig af afmagt, og så minder hverdagen ikke så lidt om Reeds album-gysertime, hvor man er omklamret af metallisk maskin-musik.

Der bare ikke vil stoppe.