Laurie Anderson: Homeland og Devo: Something For Everybody

Avantgarderock

Laurie Anderson:

Homeland

cd+dvd

Nonesuch/Warner

Devo:

Something For Everybody

Warner

Det er måske ikke rimeligt at sammenligne den 63-årige Laurie Anderson med den, hun var som 34-årig. Ikke som menneske og ikke som kunstner. Men hun beder egentlig selv om det med sine mange tilbageblik i den trykte tekst, som følger med det nye album.

Hun eksperimenterer fortsat, men ret så afdæmpet i forhold til for 25-30 år siden, da hun minimalistisk, ukueligt, eventyrlystent, uden hensyn til konventioner og med energisk intensitet brød adskillige barrierer ned - og fik et overraskende hit med ”O Superman”. Musik, som stadig holder.

Hun var allerede da moden og vís. Nu er hun naturligt nok mere tilbaglænet, mindre grænsesøgende og slet ikke så nødvendig for sin tid, som hun syntes dengang.

Her Daily Show

I den indledende tuvanesiske strubesang og det grove violinspil er der en kraft, som er lige ved at give associationer til urfolk fra nordamerikanske bjergegne, og som får Laurie Andersons stemme på ”Transitory Life” til at virke næsten spag og tøvende.

Men på de resterende 11 numre har hun godt fat. Antony, John Zorn og hendes alter-ego Fenway Bergamot (som hun fremstiller med forvrænget, dyb stemme) spiller bare biroller. Selv den medproducerende Lou Reed trænger ikke særligt stærkt igennem med sin skrigende skrammelguitar i ”Only An Expert”.

Det gør derimod Laurie Anderson selv med sin (hovedsageligt) blide røst, sin violin, sine gennemtænkte lydeffekter og sine underfundige stemninger.

Hun er et poetisk, abstrakt og feminint sidestykke til tv-værten Jon Stewart. Der er dybde og opfindsomhed i hendes satiriske kommentarer til umyndiggørende mekanismer i det amerikanske samfund - men man kan ikke være sikker på, at de, der sigtes på, vil føle sig ramt.

Senere er nu

Mens ”Homeland” er Laurie Andersons første studiealbum i omtrent 10 år, er ”Something For Everybody” det første udspil fra Devo i 20 år. Men ikke meget er ændret ? i 30 år.

De syntetiske og mekaniske virkemidler, som omkring 1980 var avancerede, fornyende og banebrydende, virker i dag primitive og stivnede.

På mange måder vældigt festligt, indimellem tæt på forfriskende, men også nærmest selvparodisk - som hvis Det Neodepressionistiske Danseorkester var blevet gendannet.

Der er stadig mening, kraft og konsekvens i de nu ca. 60-årige mænds udfoldelser, men sangtitlen ”Later Is Now” er betegnende.

Deres advarende forudsigelser fra dengang, da de var forud for deres tid, er mere end gået i opfyldelse. De kan ikke længere foregribe udviklingen, end ikke indhente den. Og de er slet ikke længere en del af den.