Anmeldelse: Lambchop (Vega)

Vega, København:

Lambchop,

tirsdag aften

Amerikanske Lambchop er et hyggeligt bekendtskab, der ofte lægger vejen forbi Danmark.

Heldigvis.

For modsat de fleste udenlandske bands, der turnerer vort land rundt i tide og utide, kommer det bløde americana-band fra Nashville, Tennessee aldrig for kun at hæve entre-indtægten.

Som et af ganske få bands, evner Lambchob at kombinere noget ellers så uforeneligt i musik som hygge og indhold.

Wagner og co.

Hvilket de i højeste grad gjorde tirsdag aften i Vega.

Forsanger Kurt Wagner og hans lystige pop-country-svende havde arrangeret en sid ned-koncert, hvor der blev præsenteret numre fra den nye plade "OH (Ohio)" samt et udpluk fra det efterhånden 9-10 album store bagkatalog.

Devicen var som oftest en kombination af Kurt Wagners dybe og bløde stemme, der fylder meget i billedet, sammen med guitar, bas og piano.

Lavmælt og velspillet

Lavmælt og meget velspillet (med en enkelt undtagelse, hvor pokker greb ved Wagner, og sendte ham i gang med en buldrende messen, som en anden feberramt gospelprædikant, mens bandet hektisk forsøgte at følge med i hans hæsblæsende tempo. Men ellers.) Det hele knyttet sammen af smalltalk med publikum og små gimmicks på scenen.

Som da han bad sin leadguitarist Alex McManus om at blindsmage et stykke slik, for at vurdere, om det var ”sødt eller pikant.”

Slikket var sødt. Naturligvis. Det er alting normalt er til en Lambchop-koncert.

Bittersødt

Under indpakningen er det ganske vist bittersødt, for melankolien ligger lige for i Kurt Wagners tekstunivers, men indpakningen er så pokkers indtagende og sirligt sløjfet ind af Wagners fabelagtige røst, at det bitre glider ned med udsøgt fornøjelse.

De lette og renskurede sange kunne meget let have blevet alt, alt for meget.

Kvalmt, fortænkt og kedeligt. Men det blev de på intet tidspunkt på Vega, dertil var ærligheden og spilleglæden hos Lambchop alt for stor.

Så de må hjertens gerne ligge vejen forbi Danmark igen. Det bliver hyggeligt.