Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kraftwerk - DR Koncertsalen,.. | musik.guide.dk

Bør man tage fire mænd i våddragter alvorligt?

Elektronisk musik: Tysklands mest indflydelsesrige internationale navn inden for populærmusikken i de seneste 40 år er flyttet ind i DR Koncertsalen. Over fire aftener genopdyrker Kraftwerk otte albumklassikere.

DR Koncertsalen
Kraftwerk
Torsdag og fredag aften

Hvis de fire mænd i Kraftwerk i de kropsnære kostumer var gået en tur langs den jyske vestkyst, ville iagttagere have tænkt, at kvartetten var på vej til at udfordre de store bølger som windsurfere.

De fire tyskere stod på scenen i Koncertsalen i DR Byen i, hvad der på afstand lignede våddragter med et fikst mønster. Det var langtfra sportstrænede kroppe, som havde skruet sig ned i dragterne. Det var den slags korpusser, som masser af mænd har. Lidt for meget mave og til gengæld ikke meget muskelmasse på arme og ben. En var skaldet, to var tyndhårede, og den sidste grå i toppen. De lignede almindelige mennesker og sagde ikke noget undervejs, men lod i stedet den berømte elektroniske musik tale.

Først da koncertforløbet var slut, kom der er en kort afskedshilsen fra Kraftwerks hovedperson, Ralf Hütter.

Den 68-årige musiker i et af pophistoriens mest stilskabende og indflydelsesrige bands stod under showet yderst til venstre. Herefter fulgte musikerne Henning Schmitz og Fritz Hilpert samt billedmager Falk Grieffenhagen. Ingen af dem var med, da Kraftwerk blev dannet i Düsseldorf i 1970. Stiftere af det tyske kraftværk var Ralf Hütter og Florian Schneider, der på tre albumudgivelser fra 1970 til 1973 eksperimenterede med instrumenter, genrer og udtryk. Duoen inddrog forskellige nysgerrige tyske musikere, og Kraftwerk blev lige så stille et magtcenter i en verden for innovative nørder, mange år før elektronisk musik og computere blev hverdag.

I 1974 udkom Kraftwerks album ”Autobahn”. Det blev på grund af titelnummeret en succes langt uden for Vesttyskland, og det var det første album, der blev sat fokus på i Kraftwerks fire dage lange koncertrække i København.

»Wir fahren fahren fahren auf der Autobahn,« lød det velkendte budskab.

Kraftwerk har inden for de seneste 11 år givet koncert i KB Hallen på Frederiksberg, på en udendørs scene ved Værket i Randers og på Roskilde Festivals Orange Scene.

Fokus på otte album

Hver gang har bandet haft fokus på numre fra flere forskellige plader. De otte koncerter, der begyndte torsdag aften og først slutter med to shows søndag aften, har i stedet fokus på ”The Catalogue”.

Det katalog er lig med de otte album, som Kraftwerk udgav fra ”Autobahn ” i 1974 til ”Tour de France Soundtracks” i 2003 – det seneste/sidste studiealbum med tyskerne. Alle otte album i kataloget fik en lydmæssig og visuel overhaling for godt fem år siden: Pladerne kom til at lyde bedre og mere ensartet, og de fik med den nye indpakning, der fremhævede farverne blå, gul, sort, rød og hvid, en ny sammenhængskraft, og de blev mere end nogensinde ét stort kunstværk – et kraftværk.

De gamle plader fik med dette trylleslag også et nyt kommercielt liv med markedsføringskampagner, anmeldelser og interviews, og med de aktuelle albumkoncerter under overskriften ”The Catalogue 12345678”, som kvartetten har holdt forskellige steder i verden, bliver der som en sidegevinst for Kraftwerk holdt gang i albumsalget og skabt et nyt momentum.

Men de otte albumkoncerter er i lige så høj grad en understregning af, at Kraftwerk i skikkelse af Ralf Hütter fortsat tror på den musikalske vision, som blev etableret for over 40 år siden. Han kunne have trukket stikket, som makkeren Florian Schneider gjorde for godt seks år siden. Men selv om Hütter er tæt på 70 år, virkede han på scenen opslugt af at levere disse særegne musikalske oplevelser til publikum. Han flyttede sig aldrig fra sin specielt designede spillemaskine, men hans krop var i evig bevægelse, mens han i sang og tale – Sprechgesang – formede Kraftwerks karakteristiske sætninger på enten engelsk med tysk accent eller på tysk:

»Wir fahren fahren fahren auf der Autobahn«.

Mens det 40 år gamle hit bevægede sig langsomt af sted med små, vigtige forandringer, befandt man sig på storskærmen ved rattet i et smukt, gammelt køretøj på motorvejen med firehjulede i overhalingsbanen. Landskabet var grønt og kuperet, solen skinnede, og radioen blev tændt. Det var billeder af en fortid, som blev flot leveret ved hjælp af moderne teknologi.

B971912658Z.1_20150228174243_000+GHAJI8OS.1-0.jpg

Publikum fik 3D-briller

Publikum, typisk i alderen 20-60 år, var blevet udstyret med 3D-briller, så de film, der akkompagnerede numrene, i større eller mindre grad blev tredimensionelle fascinationsmomenter. Det kunsttrick har Kraftwerk brugt før. Men fordi der var fokus på albummenes identitet frem for en ren hitparade, blev der torsdag og fredag tale om en tankevækkende, lærerig rejse ind i et glemt territorium.

Ved at genkalde først ”Autobahn” og siden albummene ”Radio-Activity”, ”Trans Europe Express” og ”The Man-Machine” blev det med de forskellige slags numre udstillet, at Kraftwerk i 1970’erne var et meget søgende og eksperimenterende band, som efterhånden fandt sit rette ståsted. Det ledte ved hjælp af den tids synthesizere og moderne mekanik samt en fascination af popmelodien efter en unik lyd og en attitude. Og denne søgen efter virkemidler mere end ét mål gjorde dengang og i Koncertsalen oplevelsen af albumklassikerne til et spændende kig ind i et laboratorium, hvor indsigt i teknologi måtte gå hånd i hånd med en nærmest naiv tro på, at kunstgrebene gav mening.

Da ”Radio-Activity” udkom i 1975, viste det sig, at Kraftwerk med ny adgang til og indsigt i musikteknologi samt en pose penge fra salget af ”Autobahn” bevægede sig yderligere i retning af at være et rendyrket elektronisk band. Den udvikling fortsatte med de næste to album. Både vokaler og instrumenter havde et præg af noget maskinelt, og med albummene bevægede Kraftwerk sig fra motorvejen og ud på fascinerende togrejser rundt i Europa, hvor storbyer bød sig til med neonskilte og smukke modeller. Tyskerne kiggede også op på radiomaster og stjerner ude i rummet, og de legede lystigt med ideen om robotter og supermennesker. Der var en del dysterhed og masser af mandlig melankoli. Men der var også humor.

Da Kraftwerk optrådte i 1970’erne, krævede det, at de tog en stor del af de mange tunge instrumenter, som de havde brugt under indspilningerne, med sig på landevejen. Det gav bandet en masse udfordringer, og ofte endte det med at blive hjemme i studiet, hvilket betød, at bandet udgav fem stærke album fra 1974 til 1981. I dag er det groft sagt ingen sag for Kraftwerk at give koncert. Musikken kan i princippet passe sig selv på et bærbart udstyr. Men som det blev demonstreret under koncertrækken, byggede kvartetten ovenpå med masser af lydtilføjelser, visuelle oplevelser og Hütters vokal. At det var live, blev understreget, da scenetæppet til et show satte sig fast, mens bandets billedmager til en anden koncert blev grebet af panik, fordi han et øjeblik havde tekniske problemer.

Med en spilletid for ét Kraftwerk-album på 35-40 minutter tog tyskerne sig den kunstneriske frihed at gribe de originale album anderledes an i livesituationen, f.eks. blev rækkefølgen på albummene ikke nødvendigvis holdt. Samtidig blev hver eneste albumkoncert suppleret med numre fra det øvrige katalog. På den måde blev hvert show et par timer langt, og en billetpris pr. koncert på omkring 500 kr. gav mening.

Et gammelt trick

Mens albumkoncerterne om torsdagen mindede om, at Kraftwerk i begyndelsen var i en udviklingsfase uden et let tilgængeligt mål, understregede koncerterne fredag, at Kraftwerk i anden halvdel af 1970’erne fik styr på både bandet og brandet.

Singlen ”The Model” fra 1978 var stadig et fascinerende og misundelsesværdigt sikkert pophit, mens tricket med at lade fire robotter levere ”The Robots” var lige så godt og sjovt, som det var gammelt og forventeligt. Men som en kommentar til vores verden giver sangen stadig mening. Der er jo robotter på fabrikkerne og i hjemmeplejen.

Fremtidsmusik fra en by i Vesttyskland

Kraftwerk forudså med albummene i 1970’erne og ”Computer World” i 1981 fremtiden. Men flere sange blev også skruet sammen i ord og lyd, så de stadig fremstår aktuelle: ”Numbers”, ”Computer Love”, ”Computer World” og ”It’s More Fun To Compute” handler i dag om, hvordan vi med den bærbare pc, smartphone og tablet styrer vores liv – og bliver styret. Vi kan søge efter kærligheden, kontrollere – og ødelægge – vores økonomi, blive udsat for spionage og overgreb på vores private tanker. Alt det forudså Kraftwerk, da den tyske gruppe slet ikke kunne kreere musik ved hjælp af et arsenal af computere. De lod, som om de havde dem til rådighed, og for skeptikerne var der noget skræmmende over gruppens evne til at kreere fremtidsmusik.

Bandmedlemmerne blev af nogen betragtet som iskolde og det nærmeste, man kom robotter eller fremmede væsener. Dengang uniformerede Kraftwerk sig i ensartede bukser, skjorter og slips. I våddragterne virkede Hütter og co. mest af alt lidt latterlige. Til gengæld kunne der ikke sættes en finger på totaloplevelsen. Den var en udstilling af et sjældent langtidsholdbart musikkatalog. Den var også en påmindelse om, hvor David Bowie, Depeche Mode, utallige hiphopbands og dansemusikken har hentet – stjålet – inspiration.

Endelig dokumenterede koncerterne, at den unikke koncertoplevelse i lyd og levende billeder aldrig har haft bedre vilkår.

Tysk kraftværk

Kraftwerk

  • Dannet af Ralf Hütter og Florian Schneider. Gruppen har fremstået som kvartet med forskellige medlemmer.
  • Den stærkeste kvartet var Hütter, Schneider, Karl Bartos og Wolfgang Flür. De stod sammen fra midten af 1970’erne til langt ind i 1980’erne.
  • Albumkoncerterne i DR Koncertsalen begyndte torsdag den 26. februar med fokus på ”Autobahn” og ”Radio-Activity”, fredag gjaldt det ”Trans Europe Express” og ”The Man Machine”, lørdag handlede det om ”Computer World” og ”Electric Café” – senere ændret til ”Techno Pop”.
  • Søndag aften gælder det ”The Mix” og ”Tour de France Soundtracks”, der i forbindelse med lydopdateringen af otte album fik titlen ”Tour de France”.

Anmeldelse: Kraftwerk (Værket Outdoor, Randers)

16-08-2009: Det indflydelsesrige elektroniske band Kraftwerk viste i Randers, at det stadig giver meget mere mening end de fleste andre bands og solister.

Læs artikel

Anmeldelse af Coldplay - Ghost Stories Live 2014

24-11-2014: Liveudgaven af ”Ghost Stories” er mere spændende end studieversionen fra maj. Læs artikel

Anmeldelse af Robert Plant - Lullaby And - The Ceaseless Roar

08-09-2014: Led Zeppelin-legenden mangler de rigtigt gode melodier på sit nye album. Læs artikel

Anmeldelse af The Rolling Stones - Sweet Summer Sun, Hyde Park Live

02-12-2013: The Rolling Stones’ sommeroptræden i Hyde Park udgives på cd og dvd. Læs artikel

Anmeldelse af Bob Dylan i Falconer Salen

16-10-2013: Den berømte sangskriver stod for flere stærke momenter i Falconer Salen. Men der var også tidspunkter, da hyggen og den lidt for letbenede underholdning blev for dominerende. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...