Korn var med til at puste til helvedesilden ved fredagens Copenhell-festival i København. Festivalen fortsætter i dag, lørdag den 18. juni, bl.a. med Gwar. Foto: Roadrunner
Refshaleøen, København:
Korn
fredag
To-dages festivalen Copenhell er et Disneyland for heavy-hoveder.
Her kan fans af den hårdtslående genre både headbange til et fyldigt program af navne fra ind- og udland og muntre sig med en række boder og indslag, der er djævelens bud på et relanceret Bakken. Her flyder fadøllen i stride strømme og drikkes ved langborde, som var der tale om en mjød-stinkende Valhal-fest, og dj's sørger for tærskende heavy metal til løjerne.
Festivalen har også en metal-releateret biograf – og så selvfølgelig to scener med tungt tonsende live-musik dagen lang.
På åbningsdagen, fredag, var det amerikanske Korn, der som et af hovednavnene skulle forsøge at samle det sortklædte og tæt tatoverede publikum.
Rent kommercielt er Korn da også nået så bredt ud, at en del popstjerner ligefrem må surmule af misundelse: 40 mio. album har Korn solgt på verdensplan siden debuten udkom i 1994.
Masser af rebelske teenagere plagede dengang i 90'erne deres forældre med bandets banebrydende og grovkornede løjer. Korn var med til at definere den såkaldte ”new metal”-genre, der mikser heavy, hiphop og grunge, men gruppens toneangivende aura er for længst udvisket.
Korn synker ned i decideret selvparodi på det seneste album, ”Remember Who You Are”, hvor drengerøvs-humoren og den melodiske snilde er totalt nedbrændt. Ud af askehoben vader en irriterende forvokset teenager med evigt vrælende og spyttende selvhad, der forsøger at tiltvinge sig opmærksomhed med en uskønt grumset og ensformig støjende rockmusik.
Live på Copenhell genfandt Korn dog uden problemer gnisten med en fornuftig mikset sætliste. Resultatet var en svedig og flydende metal-sydende folkefest for de ca. 7000 fremmødte i de industrielle rammer på Refshaleøen. Alt sammen med udgangspunkt i et brutalt rytmisk kvælertag med stortromme-tærsk af den sadistiske slags.
Det var derfor med at holde på fadøl, nitter og solbriller, da disco-grungen rullede på kværnende møllehjul med det hadske gamle hit ”Got The Life”. Og selv om lyden egentligt var for lav, primitiv og tør foran den store scene, fik den metalliske nostalgi frit løb med den sindrige og onde klassiker ”Freak on a Leash”.
Den sære dræbersnegl Jonathan Davis er da også stadig en beundringsværdig aparte frontmand. Vi har før set den kilt-klædte sanger give en hylende solo på sækkepibe, men det er stadig et forfriskende element ved en heavy-koncert.
Korn leverede dog langt fra 666 argumenter for, at gruppen også er med i toppen af metal-rocken om 3-4 år. Men hvis dette var bandets svanesang, holdt de i hvert fald den lange hals nogenlunde værdigt hævet ved årets Copenhell-festival.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



