Hank III & Assjack (Store Vega)

Store Vega, København:

Hank III & Assjack

Tirsdag aften

Alle midler kunne tilsyneladende tages i brug. Her gjaldt både hanekam, kasket, Stetson-hat, nakkepisk og store tatoveringer. Der blev spillet på gulvbas, banjo, violin og steelguitar gennem det meste af koncerten.

Altså rigtige country- og bluegrassinstrumenter. Men meget af tiden hurtigt og hårdt.

Den 36 år unge Hank Williams III har ikke nogen køn, følelsesfuld eller vemodig stemme. Men han har countrymusikken i blodet, som han selv ynder at udtrykke det.

Sange som "Country Heroes" og "D. Ray White" har et saftigt sprog, men de rummer stor skønhed, melodiøsitet og værdighed. De går lige ind i hjertet. Det gjorde de også ved koncerten i den godt fyldte store sal i Vega.

Musikalsk rebel

I den indledende countryafdeling sang Hank III så ligeud og oprigtigt om livets barske sider - psykiatrisk behandling, fængselsophold - at man ikke var i tvivl om, at han selv havde været der. Numrene blev afleveret kvikt, ofte tempofyldt. Men de klang ikke bare af sjov, også af smerte.

Man forstår, at han kalder sig rebel og lovløs. Og i hvert fald holder han sig på musikkens område ikke til de skrevne og uskrevne regler og traditioner. Som sin farfar - legenden Hank Williams - er han banebrydende.

Hank III var bare teenager, da bl.a. Jason & The Scorchers i USA og Disneyland After Dark (senere D-A-D) i Danmark i 1980'erne fandt på at sætte fut i countrymusikken. Hank III's "Six Pack Of Beer" kunne sagtens have været en D-A-D-sang. Men i dag kunne bands som Volbeat, Magtens Korridorer og D-A-D her lære et og andet om, hvilken effekt tempo og rå kraft kan have.

Stagediving og growl

Efter en times tid gled countrykoncerten ind i en såkaldt hellbilly-afdeling. Hvornår det præcist skete, var lidt uklart, men det var vel, da Hank III's cowboyhat blev erstattet med en dansk kasket.

I København var tømte plastkrus, som blev kastet mod scenen, det barskeste Hank III og hans musikere kom ud for. Men inden længe var krusene ikke længere så tømte, og en overgang blev der sendt et sandt regnvejr af øl ned over med-vokalisten Gary Lindsey. Til sidst kravlede og sejlede Lindsey rundt på gulvet. Men så ud til at nyde det.

Forud for for tredje afdeling var der få minutters sceneskift. Al hovedbeklædning faldt. Violinist, banjospiller og steelguitarist blev sendt ud. Og det blev erklæret, at nu var Assjack på scenen. Musikerne bag instrumenterne - elguitar, elbas og trommer - var dog gengangere fra de foregående afdelinger.

Der fulgte 35 voldsom minutters energiudladning - hvorved koncerten kom op på et pænt stykke over to timer.

I slutfasen blev countrybegrebet udvidet betragteligt med stagediving, crowdsurfing, headbanging og growl. Det var massivt, monotont og grimt. Men stadig kontrolleret og teknisk dygtigt. Dog havde der været en vild undertone i violinspillet, som man godt kunne savne her. En del af originaliteten og melodiøsiteten gik tabt.

Det gik i retning af californiske hardcore-punkbands som The Dead Kennedys og Black Flag. Musikken kom i hvert fald så langt ud, at det ikke kunne kaldes country mere.

Men vovemodet, den tekniske kunnen, engagementet og evnen til omstilling trækker op.