Faithless - holdt ikke. Foto: Helle Arensbak
Brett Anderson og Suede redede årets festival i Skanderborg. Foto: Helle Arensbak.
For få musikalske oplevelser på festivalen i Skanderborg - ledelse selv skyld i koncert-trængsel.
Danmarks Smukkeste Festival
Skanderborg
5. - 8. august 2010
Danmarks Smukkeste Festival var usædvanligt længe om at komme i gang i år. Festen buldrede naturligvis løs fra onsdag eftermiddag, men vi skulle ud på lørdag aften, før festivalen gav mening rent musikalsk.
Trods dyre internationale navne som Faithless og Placebo var det danske Kashmir, som gav festivalens første rigtig overbevisende optræden. Først her fandt vi anledning til at give fem ud af seks mulige stjerner.
Faithless har før givet mening i Bøgeskoven, men i 2010 havde bandet forsvindende lidt at byde på. Briternes honorar kunne med fordel gået til musikere, som rent faktisk gad at optræde.
Det gad Kasper Eistrup og resten af Kashmir, men det gør de også mange andre steder.
Danmarks Smukkeste Festival finder sted efter Grøn Koncert, Roskilde Festival og alle de øvrige festivaler, og det stiller krav til planlægningen af musikprogrammet.
Mange festivalgæster havde allerede oplevet Kashmir, Medina og Thomas Helmig andre steder, og selvom de gjorde det godt, var der intet eksklusivt over deres koncerter.
Festivalledelsen bør gøre mere for at tiltrække originale navne, som ikke nødvendigvis har spillet landet tyndt i løbet af sommeren. Og her tænkes ikke på Sanne Salomonsen, Rasmus Seebach eller X Factor-finalisterne, som slet ikke kunne nå op på det niveau, som man må forvente på en talerstol af Bøgescenernes størrelse.
Der var til gengæld noget eksklusivt over forsanger Brett Anderson og resten af det midlertidigt gendannede rockfænomen Suede, som stod bag en magisk koncert på Bøgescenerne sent lørdag aften. Uden Suede havde det set sort ud i år.
Ikke mindst fordi det længe ventede hovednavn Roxette skuffede fælt søndag aften. Sangerinden Marie Fredriksson virkede afkræftet og var ude af stand til at synge eller bevæge sig rundt på den scene, som hun aldrig burde være trådt ind på.
Der var i år diskussion om, hvorvidt der var lukket for mange mennesker ind på området. Men efter festivalen i 2008, da der var sort af mennesker til søndagskoncerten med Eric Clapton, ændrede festivalledelsen faktisk kapaciteten fra 53.000 til 48.000 mennesker for at skabe luft mellem gæsterne.
At der opstår problemer i år, beror på dårlig planlægning af musikprogrammet.
Lad os bruge Kashmir som eksempel igen.
Bandet trækker naturligvis mange tusinde mennesker, men ledelsen kunne have lagt en dæmper på tilstrømningen ved at lægge andre attraktive koncerter samtidig.
'Her tvang man nærmest samtlige gæster til at høre Kashmir, for hvor skulle de ellers gå hen?
Til Søs Fenger på Rytmehans, Odense Assholes på P3-scenen eller måske Boddy Wolly på Blusen?



