Kim Larsen: Mine damer og herrer

Kim Larsen

"Mine damer og herrer"

EMI

”Jeg kan sgu godt li' damen!” lød begrundelsen, da Kim Larsen for nylig var med til at fejre dronningens fødselsdag.

Men den forvoksede gadedreng og den statelige monark har også mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro. Udover at være blandt landets sidste storrygere, er de også nogle af de sidste garder-uflyttelige repræsentanter for en gammeldags danskhed, hvor begreber som dannelse, tradition og selvbevidsthed er hverdags-realiteter: Noget man bare lever med – og i en vis forstand også lever af.

Og jorden ryster hverken under kongehuset eller Kim-kongeriget, når det gælder folkelig opbakning.

Fra slot til skrot

Men den slags kan jo hurtigt vende, hvis de kongelige ter sig tosset – eller hvis en national-troubadour som Larsen prøver at liste under sit normalt høje kvalitets-niveau.

Som han gjorde det sidst, da han spillede en række koncerter arrangeret under et ellers interessant koncept: Publikum fik langt overvejende serveret helt nyt materiale, og de bedste momenter fra koncertrækken skulle samles på en dvd. Men stemningen ved en af de sidste koncerter i Østre Gasværk var lunken. Det føltes som at være bænket i et kæmpe øvelokale, hvor man var vidne til en række nye sange, der ikke stod distancen. Det kunne derfor vidne om sund dømmekraft og selvkritik fra Larsen, at dvd-projektet indtil videre er skrottet. Men det blev en lang række af de nye sange altså ikke. De er i stedet at finde på det nye udspil, ”Mine damer og herrer”, der byder på en utilfredsstillende vekslen mellem platte bagateller, Kim Classic og sublime stunder.

Første nummer illustrerer meget godt, hvor det bærer hen. ”Udenfor døren” ligger i naiv og barnlig forlængelse af de børnesange, som Larsen så sympatisk har fortolket i serien med sange fra ”Glemmebogen”. En gemytlig og humoristisk vise i venligt akustisk snit, der vist lige skal minde om, at Larsen helst omgås de uartige drenge i klassen. Dem, de andre ikke må lege med. Hyggeligt, men unægtelig hørt før – og bedre.

Samme jævne trav går igen i den bagtunge rhythm'n'blues og uforløste fortælling i ”Hold ud” - og i den sindigt akustiske ”Stud Poker”. Sidstnævnte er så overlæsset med spil-metaforer, at man godt kan tillade sig at efterlyse en afgørende trumf.

Smukke gamle mennesker

Det er derimod spørgsmålet, om Kim Larsen alligevel tager det folkelige stik hjem med humor-indfald som ”Botox & silicone”, ”Næ, næ, næ” og ”Giv mig en chance”. To af dem har sund melodisk lokkemad, men der er tale om fortærskede tærsk til alt for oplagte satire-emner: Henholdsvis skønheds-drømmende rynke-hystader, hjernedøde og kyniske bankfolk og X Factor-prostituerede popfjolser.

Man kan derimod høre, at der virkelig er indignation på spil i ”Bitter frugt”, hvor ”rosen ikke mer' dufter i Dannevang” - og hvor der lukkes for det ”varme vand/ mens de sender soldater til Langtbortistan/ for at forsvare et demokrati/ der er færdigt og for længst forbi.” Hvad enten man nu klapper af budskabet - eller tager sig til hovedet - synes jeg resultatet er så lyrisk hakkende og musikalsk gumpetungt at mindet om protest-bamsen John Mogensen antager ren nostalgisk sødme i sammenligning.

Noget i luften

Kim Larsen er dog ikke færdig som hverken gård- eller koncertsal-sanger: Tag nu bare albummets forårsfriske åbenbaring ”Kom igen”, der sagtens kunne have gjort sig på mesterværket ”Værsgo” fra 1973. Her fløjter den gamle rock-charmør sig gennem et nummer, der med skønne nuancer både rummer tidløs ballade-poesi og en dødsmærket melankoli fuld af tilgivelse. McCartneys ”Blackbird” har fået en ny sang at pippe med på.

De poetisk mundrette og klangligt inspirerede ”Danser med dig”, ”Du er min” og ”Blå lanterne” hæver også niveauet betragteligt. Og illustrerer hvor fænomenalt et album Larsen stadig går og gemmer på, hvis han kunne skrue op for selvkritikken, skrue ned for skråsikkerheden – og tøjle sine kæpheste og de slidte musikalske formularer.