Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Kim Larsen & Kjukken (Østre Gasværk,.. | musik.guide.dk

Kim Larsen & Kjukken (Østre Gasværk, København)

<p> Den 64-årige Kim Larsen er i dag slet ikke i stand til at konkurrere med sin glansperiode. </p>

Østre Gasværk, København:

Kim Larsen & Kjukken

Søndag

Kim Larsens sangskrivning er for længst kanoniseret og indskrevet i den nyere musikhistorie. Gasolin' er en slags dansk svar på The Beatles, når det gælder rock-mytologi og musikalsk slidstyrke, men hvad nu, lille du?

Skal man lade Larsen slumre tornerosesøvn med hovedet saligt drømmende på de velfortjente laurbær?

Eller tør man fremkomme med et kritisk pip om, at sangeren altså stadig har til gode at matche eller overgå solo-mesterværket, ”Værsgo”, som stammer helt tilbage fra 1973.

Gået i barndommen

Det seneste tiår har Kim Larsen ikke rigtig vist vilje til at konkurrere med sin egen guldalder. Han er snarere gået i barndommen - eller har udforsket fortiden - f.eks. med julesange og børneviser i en række udgivelser under overskriften ”Glemmebogen”.

Hans album har overvejende holdt en høj standard og været sympatiske.

Med falkeblik og ugleøre for den universelle sang og med en hjertelighed, der i sine mest gåsehuds-kriblende stunder ganske enkelt går lige i folkesjælen.

Men for denne lytter er Larsen også noget provokerende i sin konsekvente retro-romantik, hvilket ikke mildnes af hans næsten vrængende uvilje mod nutiden, ”maskinpop” og moderne teknologi.

En stivnakket fjendtlighed, der synes fastfrosset i Chaplins sort/hvid-skrækvision om de ”Moderne tider”.

Tilbage til samtiden

I Østre Gasværk - for rullende tv-kameraer og live-optagelse - spillede Kim & Kjukken faktisk en stribe nye (ikke-udgivne) sange, som netop tog livtag med nutiden, og det kunne jo så ligne et sundhedstegn. Paradoksalt nok var effekten den stik modsatte.

Man ønskede bare, han havde ladet være.

For der var tale om satiriske bagateller, hvor Kim Larsen uden overrumplende indfald fyrede løs mod såre forudsigelige skydeskiver som ureflekterede X Factor-skæbner, onde bank-kapitalister, fæle politikere og tidens emsige skønhedsjagt (”mit liv er ganske forfejlet/ jeg ligner en gammel asparges”). Og musikalsk var flere af de nye numre så bovlamme bedrifter, at man her ikke havde det ”nogenlunde på Østre Gasværk” - men snarere følte sig som pænt bænket i et gigantisk øvelokale.

Upoetisk protest

Med ”Langtbortistan” langede Larsen vist ud efter den danske militær-indsats i Afghanistan, og i samme åndedrag hyldede han ”protestsangen”, der ”desværre nok er død”.

Men var det ikke netop samme sanger, der for få år siden konkluderede, at man alt for hurtig bliver træt af ”politiske sange”, og at de som regel er upoetiske?

Det er i hvert fald en glimrende karakteristik af ”Langtbortistan”.

Publikum bakkede loyalt Larsen og band op, men euforien boblede indlysende nok først frem, da det gamle guld glimtede - og vi skulle have fut under de allersidste sange, før folk kom op af stolene. Der var fine genhør med ”Det bedste til mig og mine venner”, ”Gør mig lykkelig”, ”Køb Bananer”, ”Midt om natten”, ”Kvinde min” og ”Langebro”.

”Du var bedre dengang!”

Kim Larsen har sagt, at når nogen bemærker til ham, at han var ”bedre dengang i Gasolin'”, så er svaret, at han ”ikke kan slås mod sin egen ungdom”.

Fair nok.

Men er det så ikke at skyde gevaldig over målet, når han ved en række koncerter trakterer publikum med så meget nyt og uafprøvet materiale?

Til en høj billetpris i øvrigt.

Kort om Kim Larsen

  • Født 23. oktober 1945 i København.
  • Frontfigur i 1970'er-rockbandet Gasolin', der blev opløst i 1978.
  • Album-debuterede som solist i 1973 med ”Værsgo”.
  • Denne vinters koncerter - som byder på mange nye numre - lyd-optages, og indspilningerne vil muligvis indgå som en del af det kommende Kim Larsen-album.
  • Kjukken-bandet består af: Karsten Skovgaard (guitar), Jesper Haugaard (bas) og Jesper Rosenqvist (trommer).
  • Kim Larsen & Kjukken spiller i sommeren 2010 en række koncerter i Danmark, Norge og Sverige.

Se oversigt her

Anmeldelse af Kim Larsen & Kjukken i Portalen, Greve

01-02-2013: Kim Larsen er tilbage som relevant rock-poet med et rørende miks af slidstærke nyheder og gammelt guld. Læs artikel

Nyhed: C.V. sælger bedst i København

14-01-2010: Sangeren C.V. Jørgensen sælger mange koncertbilletter i Århus, men ikke så mange som i København. Læs artikel

Anmeldelse: Kim Larsen & Kjukken (Store Vega)

03-12-2008: Landets mest populære solist havde børnesange, digte, solosucceser og Gasolin’-klassikere på sætlisten. Især det elektriske rocksæt var skuffende.

Læs artikel

Anmeldelse: Kim Larsen: Mine damer og herrer

02-05-2010: Kim Larsen rider på rutine, kæpheste og letkøbt satire på nyt album. Indignationen og inspirationen gnistrer, men udspillet rummer også frustrerende lavpunkter.

Læs artikel

Nyhed: Rockband spiller hele stjernestunden

17-02-2010: I 1991 fik den skotske gruppe et stort hit med et album, som efterfølgende var ved at slå bandet ihjel.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...