Svenske Kent delte gavmildt ud af de store hits, og der var også noget at komme efter for feinschmeckerne.
Bøgescenerne
Kent
Søndag aften
Man kan undre sig over, at Kent fra svenske Eskilstuna ikke tidligere har stået på scenen på Danmarks Smukkeste Festival.
Bandet er ikke bare Sveriges rockgruppe nummer et, men hele Skandinaviens rockgruppe.
I Skanderborg tog det dog nogle numres tid, før bandet var på bølgelængde med publikum. Det skyldtes nok et lidt for indforstået men stærkt udlæg med fanfavoritten b-siden ”Utan dina andetag”, som effektfuldt gik direkte over i det stille afslutningsnummer ”Det finns inga ord” fra 2009-pladen ”Röd”.
Men da anslaget til den evigt holdbare ”Musik non stop” lød, var det som, at bandet bed tænderne sammen og lagde 10 pct. til indsatsen.
I begyndelsen af karrieren var Kent et klassisk rockband med hang til gode og mange doser af guitarer.
Senere er samples og masser af synths føjet til udtrykket, og i Skanderborg fik publikum det hele. Faktisk fik publikum så meget, at guitarist Sami Sirviös på et tidspunkt måtte bøje sig frem, puste ud og hive efter vejret, inden han igen var klar til at tage mod guitaren fra roadien.
Kent beviste ad flere omgange, at bandet mestrer den musikalske skizofreni til fulde som i den rockende og smukt klingende”747”, der langsomt blev bygget op for at ende i et støjende klimaks, mens det var den rendyrkede dansable elektro, der blev dyrket i ”Idioter”.
Bandet har dog også dets begrænsninger, og man må håbe, at det ikke har tænkt sig, at dyrke den groovie og funky lyd, som var lagt ned over ”Vy Från Et Luftslott”, som i bedste fald forekom malplaceret.
Koncerten var den sidste på bandets turné, men man må håbe, at Kent vender tilbage til festivalen, for der er stadig mange numre på bandets repertoire, som publikum bør forkæles med.



