Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kate Bush - Eventim Apollo i.. | musik.guide.dk

Hun synger gerne med fuglene

Et musikeventyr: Den 56-årige britiske rock- og popstjerne Kate Bush er med en lang række af udsolgte koncerter i London i fuld gang med at give sin unikke karriere en fascinerende ny dimension.

Rock/pop
Eventim Apollo, London
Kate Bush, ”Before The Dawn”

LONDON

Da Kate Bush midt i 1990’erne blev spurgt, hvilke sangere og sangerinder hun beundrede mest, svarede hun, at solsorten lå nummer et på listen med droslen på andenpladsen.

I 2005 udgav hun albummet ”Aerial”, hvor der var fuglesang. Men ikke nok med det. Hun forsøgte på sangen ”Aerial Tal” selv at synge som en fugl. De færreste popstjerner kunne finde på den slags på plade. Færre endnu ville kvidre på en scene.

Nu gør den 56-årige Kate Bush det. Hun går rundt på scenen og gentager dette særegne vokale kunststykke i en slags duet med rigtig fuglesang. Først måber man, så smiler man og ryster lidt på hovedet. Og så begynder en af de seneste fem årtiers mest ikoniske solister at synge sine egne originale sætninger.

Omkring hende er et stort rockorkester, der kreerer formfuldendte lydbilleder til en særegen hyldest af naturens gang: sol, blå himmel, skyer, måne og et barn, der kan ses som et symbol på uskyld og nysgerrighed. Barnet er på scenen i skikkelse af en overdimensioneret tegnedukke i træ, der får sine arm-, ben- og hovedbevægelser af en mørkklædt dukkefører. Dukken bevæger sig nysgerrigt rundt blandt musikerne, der nikker og smiler til det særlige væsen.

Hvis man var i tvivl, er man det aldrig mere: Kate Bushs idéer, fantasi og skaberevne rækker langt ud over, hvad man kunne forvente af en koncertoplevelse. Heldigvis skal grænserne ikke bare brydes, fordi det kan lade sig gøre med de penge og den teaterscene, der er til rådighed. Der skal være en unik mening med galskaben.

”Before The Dawn” kalder hun sin første koncertrække i 35 år. Den foregår hele september i Eventim Apollo, der ligger i London-området Hammersmith.

Her optrådte Kate Bush i slutningen af 1970’erne i forbindelse med sin ”Tour Of Life”. Denne turné var ikke forankret ét sted, men rundede bl.a. også København. Turnéen blev sat i scene, efter at hun, stadig kun en teenager, i begyndelsen af 1978 var brudt igennem med sangen – måske nærmere poparien – ”Wuthering Heights” og debut-lp’en ”The Kick Inside”. Hun blev forgudet for sit ekstraordinære talent som vokalist og sine innovative evner som kreatør af sangene. Og så havde hun en særlig naturlig sexappeal, der gjorde hende til et plakatidol. Der var kort sagt alt, hvad der skulle til for at frigøre de største superlativer hos musikkritikerne og et arsenal af hormoner hos drenge og piger, kvinder og mænd.

Foretrak studiet frem for koncerterne

Turnélivet viste sig ikke at være noget for den unge, uerfarne sangerinde og tidligere danser, som ville gøre sine koncerter til en totalteaterlignende oplevelse. Hun havde ikke overblikket, kræfterne eller teknologien, til at det lod sig gøre på en facon, der gav hende lyst til at gentage forsøget. Hun optrådte efterfølgende ved enkeltstående lejligheder, men frem for alt foretrak hun indspilningsstudiet, hvor hun med stor kunstnerisk frihed kunne forme sit eget musiksprog tilsat sine fantasifulde, til tider faretruende, til andre tider frydefulde fortællinger. For sangskriveren Kate Bush var grænsen mellem levet liv, eventyr og mystik flydende.

I perioden 1978-1993 udgav Kate Bush syv album, der i større eller mindre grad blev sællerter i først og fremmest hjemlandet. Albummet fra 1985, ”Hounds Of Love”, kom til at stå som et kommercielt højdepunkt, og singlen ”Running Up That Hill” gav hende gennemslagskraft i USA. Et andet stort hit var duetten i 1985 med Peter Gabriel på ”Don’t Give Up”.

I 1980’erne, da musikvideomediet kunne gøre en forskel for band og solist, havde Kate Bush en fordel. Dels pyntede hun på de levende billeder, dels var hendes videoer både opfindsomme og æstetiske, og det var tydeligt, at Bush betragtede denne musikalske billedstorm som et godt alternativ til den ikke-eksisterende turnévirksomhed.

Siden ændrede musikbranchen sig markant, og det gjorde Kate Bush også. Hun søgte væk fra rampelyset, ind i en skarpere optegnet familieramme med mand og barn, og pladeproduktion blev sekundært. Da ”Aerial” udkom i 2005, var der gået 12 år siden det seneste album. Efterfølgende gik der seks år, før hendes seneste plade, ”50 Words For Snow”, blev udsendt. Det var et stærkt album, men det indikerede på ingen måde, at den britiske sangerinde var på vej til at møde sit publikum. Men godt et år senere traf hun med opbakning fra sin teenagesøn, Albert ”Bertie” McIntosh, den beslutning, som fanskaren havde ventet på i årevis.

»I marts 2013 sagde jeg til Bertie: ”Skal vi lave nogle liveshows?” Han sagde: ”Ja, helt afgjort!”,« afslører Kate Bush i programmet til ”Before The Dawn”.

I marts i år blev det annonceret, at Kate Bush ville give en række show i Eventim Apollo. Da billetsalget var overstået, var der udsolgt til 22 koncerter, og frem til premieren den 26. august blev der skrevet om alle de stjerner, som skulle overvære showet, og der blev spekuleret i, om et af Bushs tidlige forbilleder David Bowie kom på scenen den første aften. Men Bush var befriende nok alene om hovedrollen, og det er hun også, da Jyllands-Posten overværer den 10. koncert. Væk er pressehysteriet, livebloggene og Twitter-beskederne med en strøm af rygter og gætterier. Men den pure forventning er usvækket, og hvis der før premieren huserede en nervøsitet over, hvad hun reelt formåede, er der nu tydeligvis en sikkerhed hos publikum om, at det bliver en stor oplevelse, fordi de første show fik meget positive anmeldelser.

B971453845Z.1_20140920164941_000+GUBFQ2LS.2-0.jpg

Tilhørerprofilen i den smukke gamle sal, som for nylig er blevet renoveret, er præget af lookalikes – både blandt de voksne damer og unge piger. Kopierne har langt, krøllet sort hår og har klædt sig i kjoler med enten en dyb V-udskæring eller en høj hals.

Rundt om i salen sidder homoseksuelle par og singler, og der er også mange mænd og koner i samme aldersgruppe som hovedpersonen. Flere af dem har forinden spist på en restaurant i nærheden. Der skal være orden i sagerne.

Der er også dem, der har fundet de slidte T-shirts med Kate Bush-motiver frem, og har de brug for nyt fanudstyr, er der muligheder i merchandiseboden i forhallen. Hvis man ellers kan komme til. Der er en kødrand omkring skranken og kun et par ekspedienter, som er på overarbejde indtil koncertstarten kl. 19.45. I pausen og efter showet fortsætter købelysten, og med omsætningen fra billetsalg og merchandise er Kate Bush-forretningen uden tvivl sikret en god bundlinje. Men i øvrigt mangler hun ikke noget. Kate Bush, som voksede op i et veluddannet og musikalsk hjem, har i årevis stået frem som en solist, der forstod at gøre en business ud af at være kunstner.

En særlig karisma

Da orkestret har fået installeret sig, så det på langs fylder hele scenen, kommer Kate Bush ind i rampelyset – forrest i en række, der også tæller korsangerne. Hun er i mørkt, løst tøj, håret er sort og langt. Der er ikke længere noget starletagtigt over hendes kvindeskikkelse, men øjnene stråler og et naturligt, let kropssprog giver hende en særlig karisma. Hun er i bare tæer og smiler taknemlig og lidt genert, da begejstringen bryder løs.

Første del af showet med i alt fire musikalske kapitler har karakter af en traditionel koncert. Bandet akkompagnerer Bush gennem et udvalg af numre med masser af pondus, og det er et øjeblik, som om trommer og percussion er for dominerende. Heldigvis kan Kate Bush tage kampen op med en sangstemme, der virker såvel frisk som kraftfuld, og endnu bedre: Hun formår i den grad af administrere sine vokale kræfter.

Når man i en årrække kun har kunnet blive fortrolig med Bushs stemme på indspillet musik, er der reelt ikke noget at sammenligne med. Synger hun lige så godt som for 10 og 20 år siden? Vi ved det ikke, og derfor kan det kun blive en påstand, at det virker, som om de mange år uden opslidende turnéer har givet hende meget stemme at komme med.

Som den perfektionist hun er, er det ingen overraskelse, at hun mere forsøger at genskabe de gamle sange end give dem nye, anderledes personligheder, og begejstringen er enorm over i en velsmurt udgave at få hittet ”Running Up That Hill” inden for den første halve time. Den mindre kendte ”Top Of The City” kommer dog til at stå (endnu) stærkere. Nummeret udstiller alle orkestrets kræfter og nuancer, og Bush demonstrerer sin intelligens som sanger og overblik som performer ved aldrig at ende i rollen som en skrigtøs. Og koncerten fremstår herfra som en overvældende sonisk forestilling, og venskaber med ældre lydnørder som Peter Gabriel og David Gilmour fra Pink Floyd (som i sin tid var med til at opdage Kate Bush) giver endnu mere mening.

Hendes musikalske slægtskab med Pink Floyd er flere steder også fremherskende, mens der i hendes dna som scenekunstner stadig er spor af David Bowie. Kate Bush er dermed på unik vis en del af en kunstnerisk fødekæde, der snor sig rundt om mange forskellige musikgenrer og har ærinder i performance- og billedkunst.

To store sangcyklusser

Derfor kan hun sagtens skifte spor og forvandle koncerten til musikalsk fortællekunst. Anden del bygger på sangcyklussen ”The Ninth Wave” fra albummet ”Hounds Of Love”, mens tredje del skabes med det sammenhængende værk ”A Sky Of Honey” fra pladen ”Aerial”. Der er 20 år mellem de to albumkoncepter, men på scenen står de flotte og friske over for hinanden. Det ene handler om en kvinde, der kæmper for livet i enorme bølger og konfronteres med frygten for at miste sit liv. ”A Sky Of Honey” er som en pagt med naturen, og det er her, at Kate Bush slipper sin fascination af naturen og fuglene løs.

I begge scenarier viser hele Bushs hold af instrumentalister, sangere (heriblandt sønnen, Bertie), dansere og aktører i kulissen en næsten ufattelig styrke. Så meget kunne gå galt med optrin, kulisser, kostumeskift og strøm til instrumenterne. Men alt ser ud, som om det lykkes, og midt i det hele agerer Kate Bush med en naturlighed – det er her et bedre ord end selvtillid – og et varierende vokalt udtryk. Hun kan udtrykke en enorm frygt og en ubeskrivelig frihedsfølelse med et vokalt register, som aldrig påvirkes af, at hun konstant bevæger sig rundt og spiller roller i fortællingen. Igen er det ordet naturlighed – eller naturtalent – der mest rent og usminket beskriver, hvad Bush formår.

Efter to store fortællinger og et fortjent øredøvende bifald vender Kate Bush som afslutning tilbage til det gængse koncertformat. Først optræder hun solo ved flygelet, og til sidst åbnes sluserne for en fællesskabsfølende begejstring med ”Cloudbusting”.

»Ooh, I just know something good is going to happen,« bliver det gentaget i sangen, og publikum og orkester skråler, og armene kommer i vejret som efter en scoring på et fodboldstadion.

»Det er som en drøm,« udbryder Kate Bush.

Hun har ret.

Blå bog

Kate Bush

  • Født den 30. juli 1958 med forældre og søskende tæt på sig under hele opvæksten. Hendes rødder er engelske og irske, og der blev spillet masser af musik og danset i hjemmet. Der blev spillet klassisk musik, folkemusik og rock og pop.
  • Hendes første albumkøb var efter sigende Simon & Garfunkels ”Bridge Over Troubled Water”, og hun var blandt publikum, da David Bowie agerede på scenen i sin berømte Ziggy Stardust-skikkelse.
  • Hendes egen kunstneriske profil blev skabt ved at læse, danse, høre musik og se fjernsyn og film i biografen.
  • Hun er gift med guitarist Dan McIntosh. Parret har sønnen Albert – eller Bertie. Mens han har en stor birolle (som sanger, korsanger og skuespiller) i ”Before The Dawn”, er manden ikke på musikerholdet.
  • Diskografi: ”The Kick Inside” (1978), ”Lionheart” (1978), ”Never for Ever” (1980), ”The Dreaming” (1982), ”Hounds Of Love” (1985), ”The Sensual World” (1989), ”The Red Shoes” (1993), ”Aerial” (2005), ”50 Words For Snow” (2011).
  • ”Before The Dawn”-koncerterne begyndte den 26. august. Den sidste er sat til den 1. oktober.

Anmeldelse af Lars H.U.G - 10 sekunders stilhed

03-11-2014: Lars H.U.G. er på prægtig comeback-kurs. Så spænder han ben for sig selv. Læs artikel

Anmeldelse: The Flaming Lips (MCH Herning Kongrescenter)

08-11-2009: The Flaming Lips angreb Herning med konfettikanoner og kantet syrerock, men forsanger Wayne Coyne snakkede for meget.

Læs artikel

Anmeldelse af Florence and The Machine - How Big, How Blue, How Beautiful

31-05-2015: Florence Welch og Major Lazer gør god reklame for sommerens festivaloptrædener. Læs artikel

Anmeldelse af Ginman/Eivør - The Color of Dark

15-09-2014: Filmisk drama med Ginman/Eivør, negle-bidende alvor med The White Album og optræk til voksenadfærd fra Joey Moe. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...