Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Kashmir i Falconer Salen | musik.guide.dk

Kashmir er førende og forførende

Kashmir står stadig op – men publikum var bænket ved bandets turnépremiere. Den bød på kedelige lavpunkter og eminente stjernestunder.



Kashmir
Falconer Salen, Frederiksberg
Fredag
 

Stort set alle Kashmirs konkurrerende bands fra gamle dage er opløste eller på standby: Bl.a. Dizzy Mizz Lizzy, Inside The Whale, Psyched Up Janis og Boghandle. Men Kashmir står stadig op, og ved den danske del af den igangværende forårsturné må der ekstrakoncerter til for at mætte efterspørgslen i København og Aarhus.

33723253.jpg

Men det handler jo ikke kun om at overleve – også om at leve. Og når man med rette kan ønske Kashmir til lykke med de over 20 år i centrum af dansk rock, er det fordi, bandet med det nye album, ”E.A.R.”, er vendt tilbage med et imponerende sundt livstegn.

Bænket publikum

Det forklarer, at der var flere purunge ansigter blandt publikum ved turnépremieren fredag aften. Men det var trods alt primært modne rockfans omkring 30-50 år, som flokkedes i Falconer, og mange havde nok for 14 år siden Kashmirs gennembrudsalbum ”The Good Life” kørende på repeat på kollegieværelset. Kashmir undgik dog i Falconer bevidst at hælde for meget brændstof på den nostalgiske gnist - og gruppen styrede udenom at genskabe en fadøls-våd 90'er-gymnasiefest. Bandet prøver aktuelt kræfter med sid-ned-koncerter, og det illustrerer, at Kashmir ikke kun vil eksperimentere med musikken - men også med præsentationen. Kompromisløse Kashmir

Luksus-lyd

Kasper Eistrup synger bedre end nogensinde. Det kunne vi konstatere få minutter inde i koncerten, hvor han allerede havde sunget følelserne helt ud på sin sorte strikhue. Lyd, sammenspil og arrangementer var også på et lækkert behersket Pink Floyd-niveau. Det blev til smukke udgave af de nye ”Blood Beech” og ”Piece of the Sun”, hvor sidstnævnte er eventyrligt rislende. Men den evige beskyldning om, at Kashmir er kedelige, blev desværre også bekræftet i første del af koncerten, hvor det ensformigt tilbagelænede og hyper-følsomme forløb endte inflations-ramt. Til slut gik der også noget langtrukken opvisning og guitar-lir i bandets ellers gavmilde række af ekstranumre.

Raket-hit

Midt mellem de to yderpunkter var der derimod oplagte beviser for, at Kashmir hører til blandt landets førende og mest forførende rockbands. Højdepunkter: Den nye melodiske højtsvungne ”Milk for the Blackhearted”, der emmer af tåget film noir-stemning.  Den organiske og emotionelle rystetur ”The Aftermath”. ”She's Made of Chalk”, der gynger og groover elastisk. Og endelig - og selvfølgelig - det egenartede kæmpehit ”Rocket Brothers”, hvor den letløbende guitar-intro vakte lykkelig jubel. Publikum røg op af stolene og fik en eminent progrock-fest. Netop her lød Kashmir som en af de allerbedste forløsere af ånden fra Radioheads geniale 90'er-skiver. Og når englænderne nu stort set ikke længere gider spille rock, er Kashmir en glimrende arvtager af det blå kongerige, hvor få lever lykkeligt til deres dages ende.

Anmeldelse af Kashmir - E.A.R

17-03-2013: Monumentalt og modent rockværk fra Kashmir, som belønner den tålmodige lytter. Læs artikel

Anmeldelse: Kashmir: Katalouge

19-12-2011: Rockgruppen Kashmir fejrer 20-års jubilæum med imponerende opsamling. Bandet er blevet bedre med årene. Læs artikel

Anmeldelse: Kashmir (Koncerthuset)

22-10-2011: Kashmirs traume-rock skabte nostalgi-fest, da bandet opførte hele albummet ”The Good Life”. Både konceptet og det gamle materiale stod stort set distancen. Læs artikel

Anmeldelse: Bob Hund (Store Vega, København)

02-04-2011: Den skånske sekstet Bob Hund har udgivet et nyt album og har besøgt København med sin vanlige galskab. Læs artikel

Anmeldelse: Kashmir (Bøgescenerne)

08-08-2010: Kashmir gjorde dét, som ingen andre bands hidtil havde formået og spillede en forrygende koncert.

Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...