Anmeldelse: Kiss (Gigantium i Aalborg)

KISS

Gigantium, Aalborg.

Onsdag aften

Efter første nummer kløede den gode Paul Stanley sig lettere forundret i den touperede manke.

Et så begrænset fremmøde, som det var tilfældet denne aften, er ikke hverdagskost for den besynderligt androgyne amerikaner.

En del af grunden må være, at Guns N’ Roses spillede samme sted i mandags.

Uanset hvad så mandede forsangeren sig op og kastede sig ud i den første korte pause-snak. Som det hurtigt skulle vise sig, var disse næsten lige så koreograferede som numrene.

Larger-than-life

Fra de tre storskærme var bandet konstant gengivet i larger-than-life størrelse – og ofte i magtfuldt frøperspektiv, og de omkring 40 mindre skærme på scenen viste skiftevis bølgende flammer, diverse rock n’ roll-legender og historiske klip.

Kiss-bazooka

Hvis der er noget, man må lade de oprindelige bandmedlemmer Paul Stanley og Gene Simmons, er det, at de kan underholde.

De gør det professionelt og uden den mindste slinger i valsen.

Paul Stanley stod for al kontakten til publikum, mens Gene Simmons – udover naturligvis at flashe sin overdimensionerede tunge – var scenens vilde mand.

Spyede ild

I slutningen af ”Firehouse” spyede han med ild, og under ”I Love It Loud” gurglede han først i sceneblod for derefter at lade sig hejse op for at spille nummeret på en platform under loftet.

Men de to ”nye” kunne skam også.

Under den kombinerede guitar- og tromme-solo skød Tommy Thayer med raketter fra guitaren, hvorefter Eric Singer skød en række falske loftslamper ned med en Kiss-bazooka.

Eksplosioner

Det var – som forventet – rockmusik trukket ud i sit mest tivoliserede udtryk.

Kun sjældent var der en decideret mening med de forskellige gimmicks, og en sang som ”Detroit Rock City” blev tilsat så mange kanonslagseksplosioner, at det blev direkte plat. Hvorfor ikke bare spille sangen?

Publikum købte det hele

Overordnet set var det dog småting, ligesom at ”100.000 Years” på grund af overdreven solo-halløj føltes næsten lige så lang, som titlen antyder.

Publikum købte det hele, ligesom de altid har købt det hele fra Kiss, der – måske mest effektivt af alle – har forstået, hvor mange penge der ligger i merchandise, og hvad der ellers ligger udenfor selve musikken.

Måske er det godt nok, at det er sådan. For uden make-up, uden det store show og de vilde gebærder ville Kiss bare være et helt almindeligt amerikansk rockband.