Julian Lennon ses her sammen med sin mor, Cynthia Powell. Hun var gift med John Lennon i 1960'erne. Foto: Tammie Arroyo
Julian Lennon blev et hit tilbage i midtfirserne med sit debutalbum "Valotte".
Det indeholdt bl.a. singlen "Too Late For Goodbyes", der gjorde et stærkt indtryk i æteren.
Siden kneb det trods et af popmusikkens stærkeste efternavne med den kommercielle gennemslagskraft. Men nu er 46-årige Julian Lennon tilbage i spotlyset som sanger og sangskriver.
Han udgiver den 15. december via sit eget pladeselskab theRevolution en ep med fire numre.
Et af numrene har titlen "Lucy".
Det er skrevet til Julian Lennons barndomsveninde Lucy Vodden, der døde for nylig. Julian Lennon genoptog for et par år siden kontakten med hende.
En tegning af Lucy Vodden, som Julian Lennon lavede som barn, var efter sigende inspirationskilden til John Lennons The Beatles-klassiker, "Lucy In The Sky With Diamonds". Siden blev sangen udstillet som en hyldest til euforisende stoffer.
De tre øvrige numre på ep'en er en akustisk version af "Lucy", en sang kaldet "Sober", som en anden kunstner på pladeselskabet står bag, og "Beautiful".
Sidstnævnte bliver en del af Julian Lennons kommende album, "Everything Changes". Det bliver Lennons første album siden 1998, og det ventes at udkomme til foråret.
Julian Lennon har i de seneste år især været forretningsmand og stået bag film som producent.
Han er søn af John Lennon og Cynthia Powell. John Lennons anden søn, Sean Lennon, har Yoko Ono som mor.
Sean Lennons seneste soloalbum var "Friendly Fire", som udkom i 2006.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



