Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af John Mayer i Multiarenaen, Herning | musik.guide.dk

Skandalekongen abdicerer

John Mayer spillede en smagfuld, disciplineret og redelig koncert i Herning. Den var bare lidt for velopdragen.

John Mayer
Multiarenaen, Herning
Tirsdag
 

Amerikanske John Mayer synes klar til at tage fat på andet kapitel af sit liv, hvor fokus flyttes fra tabloid-favorit til seriøs sangskriver. Mayers celebre stribe af kærester (senest Katy Perry) har fyldt meget, og to halsoperationer har føjet tilspidset drama til fortællingen om den uimponerede knægt fra Connecticut, der endte med at sælge over 20 mio. album på en opskrift af mainstream-lun countryrock.

John Mayers stemme meldes tiptop, han har rundet 36 år, og sangeren har netop udsendt et veldrejet nyt album (”Paradise Valley”), som både sælger og trænger pænt ned under dén glansbilled-glitrende overflade af distanceblænderi, som en del af John Mayers numre tidligere har været præget af.

Landlig havefest

Han er nu mindre pop-poleret og træder mere naturligt ind i en amerikansk roots/country-tradition, og jo mere tilbagelænet, jo mere charmerende forekommer den tidligere skandalekonge i de nye sange.

Det gjaldt også i den udsolgte multiarena i Herning, hvor tidligere træffere som ”Who Says” og ”Half of My Heart” mere kom til at klinge af mat pligtstof end af musikalsk bonus.

Det sidste fik de 12.000 ivrigt opbakkende gæster til gengæld i en stribe nye sange. Arenaen blev forvandlet til en landlig solbeskinnet havefest, da ”Wildfire” blev klappet frem af lutter varme hænder, og Mayers country-smuttende guitarsolo genopvakte ånden af Grateful Dead.

 Guitaristens indsats i den sovekammer-sanselige bluesballade, ”Slow Dancing in a Burning Room”, var også fabelagtig musikalsk Casanova-forførelse – i langsom bevægelse fra et hviskende kys til Santana-hylende klimaks. Og den nye ”Dear Marie” sammenførte beundringsværdigt sentimentalt country-flæb med ægte forundring over fortidens gåde. Her efterlades der absolut ingen tvivl om, at både Mayer og band er teknisk skarpe – og det gælder også når den afslappede kvindecharmør spiller solo bag ryggen, iført en ekstra guitar.

Men derudover har de kulørte virkemidler trange kår, og Mayer er temmelig stillestående og hans kommunikation med publikum sparsom og uinspireret. Det trækker yderligere ned at den visuelle ledsagelse med western-landskaber var lige så kedsommelig som de ofte langstrakte instrumentale solo-udflugter.

Letkøbt romantik

”Something Like Olivia” er én af den slags letkøbte og romantisk, dovne americana-ballader, der har givet John Mayer ry som værende pigernes kønne og kedelige megastjerne.

Når han er værst føles den musikalske sovepude af sødladne klichéer som et ophold i en lyserød gummicelle. Når han er bedst, får de følsomme vrid af eminent blues-guitar lytteren til at drive på en flod af brusende vemodig vellyd. I sådanne triumfator-sange lyder John Mayer som intet mindre end en arvtager til både Eric Clapton, J.J. Cale og Tom Petty.

Som live-attraktion måtte han dog gerne genfinde dén flabede vildskab og åbenhjertighed, han tidligere har øst af, når han berettede detaljeret om ekskæresterne Jessica Simpson og Jennifer Aniston.

Lidt tabloid-snavs og lumre skandaler skader yderst sjældent i rock og pop, mens for meget pæn og professionel rutine kan være den glatte glidetur direkte ned i glemsel.

Læs JP's anmeldelser af John Mayers seneste to albumudgivelser:

Hjerteknuseren er tilbage

John Mayer: Born and Raised

Anmeldelse: Eagles (Koncertplads Hjallerup, Aalborg Nord)

16-06-2011: 14.000 tilskuere i Hjallerup tjekkede ind på Eagles' Hotel California. Den høflige distance og det evige rengøringsvanvid gør opholdet noget anstrengt. Læs artikel

Anmeldelse: Kevin Costner & Modern West (Værket, Randers)

01-03-2010: Kevin Costner spillede countrymusikerrollen og charmerede publikum i udsolgte Værket med tilforladelig US-rock.

Læs artikel

Anmeldelse af John Mayer - Paradise Valley

28-08-2013: John Mayer har fået stemmen tilbage og er klar med ny musik før to danske koncerter. Amerikaneren forener gamle traditioner med vellyd og respekt for Eric Clapton, J.J. Cale og popsilden Katy Perry. Læs artikel

Anmeldelse: Eric Clapton (Multiarenaen, Herning)

12-06-2011: 14.000 tilskuere i Herning oplevede lørdag Clapton veksle mellem sensationel indlevelse og slentretur ad forudsigelige, fladtrådte stier. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...