Anmeldelse: John Lennon: Signature Box (Bokssæt)

John Lennon:

Signature Box (Bokssæt)

Capitol/EMI Music

Er udkommet

John Lennon & Yoko Ono:

Double Fantasy/Stripped Down

Capitol/EMI Music

Er udkommet

Den The Beatles-fan, der påstår, at Paul McCartney er en større sangskriver i eget navn end John Lennon, lyver.

John Lennon er uden tvivl størst af de to, hvilket dokumenteres med et nyt bokssæt. Det indeholder de syv vigtigste album, som han udgav før sin død, samt ”Milk & Honey”, der blev udgivet, efter at John Lennon var blevet myrdet.

Alle pladerne er med enken Yoko Ono som supervisor blevet opdateret rent lydmæssigt. Det bliver dog aldrig lydkvaliteten, som gør den afgørende forskel. Det er mandens sangskrivning, der skiller ham voldsomt ud fra mængden, og som betyder, at han som solist skal betragtes som en af historiens vigtigste rockpoeter. Sammen med bl.a. Bob Dylan og Leonard Cohen.

Lennon, der ville være fyldt 70 år dem 9. oktober, kunne i sine halve snes år som solist noget, som den dygtige popsnedker McCartney aldrig har evnet eller turdet i nær samme grad. John Lennon fik man med rock og pop og uden filter.

Han var påtrængende ærlig om kærlighed, frustrationer og vrede - for at sige det mildt. Han var også én, der kunne slippe de største drømme løs, og så tillod han sig at tale på vegne af verdens befolkning.

Hvorfor?

Det mest positive svar kunne være, at Lennon så det som sit ansvar at bruge sin status til at gå forrest, når der skulle tales om fred, frihed og lighed, og når magthaverne - og ikke mindst USA's præsident Richard Nixon - skulle kritiseres.

Selvoptaget stjerne

Den onde forklaring kunne være, at Lennon var en selvoptaget og møgforkælet stjerneskikkelse, der i sit egotrip og med sit forbrug af stoffer gang på gang fandt det nemmest at kæfte op om, at krig og ondskab var forkert, og at han havde det ad helvede til.

Uanset om man foretrækker den ene eller anden argumentation, kommer man aldrig uden om, at Paul McCartney som solist har skabt nul evigtgyldige klassikere, mens John Lennon står bag mindst tre sange, som de fleste mennesker i den vestlige verden vil kunne genkende, og mange vil betragte som redskaber til at skabe en bedre verden:

”Imagine” er naturligvis den ene, mens ”Give Peace A Chance” og ”Happy Xmas (War Is Over)” er de andre.

Mens man finder ”Xmas” og ”Peace”-numrene på bokssættets bonus-album med singler og alternative versioner af velkendte numre, er ”Imagine” blikfanget på albummet af samme navn.

Det udkom i 1971 og blev en stor succes på grund af titelnummeret og et gennemarbejdet poppet udtryk. Men man skal ikke tage fejl af den plade. Den udstiller en mand, som kan elske betingelsesløst, der kan være jaloux, usikker, presset, vred samt ond og perfid, og som mener, at han kan tillade sig at kræve sandhed og ærlighed af sine omgivelser.

Disse ingredienser havde man allerede forinden stiftet bekendtskab med på den mere kontante ”John Lennon/Plastic Ono Band”, og man møder disse følelser igen og igen på pladerne op gennem 1970'erne.

Ingen parenteser

Ingen af efterfølgerne har seksstjernede kvaliteter som ”Imagine”. Der er til gengæld heller ikke noget album, der står tilbage som en parentes. En årsag er, at Lennon formåede at tiltrække en række dygtige musikere, der kom til at stå bag sange om den store verden og den store beatle.

”Woman Is The Nigger Of The World”, synger han provokerende på det mildt sagt ujævne opus ”Some Time In New York City”. »Stop the killing now« opfordrer han på den lidt oversete plade ”Mind Games”, mens han på det lille - og ofte funky - mesterværk ”Walls & Bridges” blotlægger sit frustrerede sind på den flot opsatte ”Nobody Loves You (When You're Down And Out)", der slutter med de alt for tankevækkende ord: »Everybody loves you when you're six foot in the ground.«

John Lennon blev skudt foran Dakota-bygningen nær Central Park i New York den 8. december 1980. Forinden havde han udgivet sit første studiealbum i fem år ”Double Fantasy”.

Albummet var et eksplicit bevis på, at Lennon og Yoko Ono efter en længerevarende krise midt i 1970'erne havde fundet sammen som kærester, forældre og hinandens kunstneriske sparringspartnere. ”Hard Times Are Over” blev det fastslået på det sidste nummer.

En ny brik

Da pladen udkom, var det for fanskare og godtfolk problematisk, at Yoko Ono var hovedperson på hvert andet nummer. Det er stadig en problemstilling.

Til gengæld har Lennons bidrag den ligefremme ærlighed og styrke, som man kan beundre på de tidligere plader, og ”I'm Losing You” er i tekst og musik noget af det allerbedste fra hans solokarriere.

Desperado-sangen om at miste sin nærmeste finder man i en nedbarberet - endnu mere desperat - version på det nye album ”Double Fantasy/Stripped Down”, der ikke er en del af bokssættet.

Udgivelsen er udelukkende Yoko Onos vision, og så kunne man ellers begynde at ævle om at udnytte en død mands gode navn. Men hun er i samarbejde med producer Jack Douglas sluppet godt fra en vision om at lade Lennons vokal stå nærmest ubehandlet forrest i lydbilledet.

På den måde får man en ny værdifuld brik til billedet af John Lennons kvaliteter som sanger og sangskriver.