Anmeldelse: Beady Eye og Jean Michel Jarre (Jelling Musikfestival, Jelling)

Jelling Musikfestival, Jelling:

Beady Eye

Jean Michel Jarre

Søndag

Efter 18 års heftig infight, er det nu slut med slagudvekslingen og tilsviningen mellem de to Gallagher-slagsbrødre. Noel er skredet fra bandet Oasis, der var rock-gigant i 90'erne, og lillebror Liam Gallagher kører showet videre under navnet Beady Eye.

For at gøre historien kort, så bør brødrene finde forbandelserne og boksehandskerne frem igen, og bare se i sæbeøjnene, at de behøver hinanden. Deres forhold er som i U2-sangen: ”I can't live with og without you”.

Det er ikke fordi, Beady Eye er ringe. Et lyt til debutalbummet ”Different Gear, Still Speeding” viser, at bandet både gynger og gnistrer med utilsløret forkærlighed for ældgammel rock. Og musikken glødede da også i passager med gæve rock'n'roll-vibrationer, da Beady Eye optrådte som et af de få udenlandske trækplastre ved Jelling Musikfestival.

Live Forever?

Der var f.eks. gode rockende retro-vitaminer i sangen ”Beatles and Stones”, hvor linjen ”I'm gonna stand the test of time like Beatles and Stones” er besnærende.

Men den skråsikre melding er mere ude på et skråplan end på sikker grund, for Beady Eye mangler konstant de afgørende slagsangs-refræner, som Oasis masse-producerede i de gamle britpop-jubeldage.

Enkelte gumpetunge ballader løftede heller ikke stemningen blandt den lille ukuelige publikums-flok, der trodsede regnen og mudderet foran den store scene søndag.

Provo-skilt

Det havde lunet, hvis Beady Eye havde luftet et par Oasis-klassikere, men bandet holdt sig stædigt til eget repertoire.

Liam Gallagher var om ikke andet fornuftigt klædt på til det stride danske festivalvejr med en for ham typisk cool hættejakke, og han lod sig ikke gå på af et skilt blandt publikum med påskriften ”We love Noel!”.

Efter de vanlige gimmicks med at stå ubevægelig som en statue med guitar-torden i ryggen og synge med sin nasale, rovfugle-lurende snerren, gav han klappende cadeau til det hårdføre, fåtallige publikum: ”Ha' en god festival, og sig til Jean Michel Jarre, at jeg hilste.”

Der dukkede da også væsentlig flere op foran samme scene, da den franske electronica-pioner vendte tilbage på mudret dansk grund.

Fængslende forundring

Jean Michel Jarres største bedrifter skal - som hos Oasis - findes tilbage i tiden, endda i en ganske fjern fortid. I 1970'erne vakte hans elektroniske musik fængslende forundring.

Dengang kunne de undergangs-truende elektriske klange vække futuristiske feberfantasier om, at jorden snart ville være reduceret til en miljø-katastrofe af en død slagge på skamfuld rejse i verdensrummet.

Mens menneskeheden var pist væk fra planeten for at suse ud i galakserne med klinisk Jean Michel Jarre-synthmusik som soundtrack til forjættende drømme om en højteknologisk odyssé mod stjernetågerne.

Fremtiden blev så i stedet en regnvåd, svup-mudret festplads i Jelling, hvor Jean Michel Jarre og hans elektroniske popsymfonier var indkaldt for at levere et nostalgisk og laser-lækkert show.

Fransk spradebasse

Den 62-årige selvbevidste spradebasse med de lange boheme-lokker og den ungdommelige attitude kunne da også bl.a. fornøje med stacatto-poppen i ”Oxygène 2” og den stemningsfulde ”Souvenir of China”.

Begge har melankolske belægninger i det inderste chip-hjerte og rørstrømske spændinger sitrende i de løse elektriske forbindelser.

Og vi var tilbage til fremtiden, da Jarre på effektfuld maner spillede på en stribe laserstråler, der rakte langt op i den jyske nattehimmel.

Men ellers var den visuelle ledsagelse desværre uopfindsom, og Jarre virkede overgearet og pseudo-teatralsk, når han prøvede at fyre op under publikum med forceret kropssprog og evindelig tærsken løs på et par hihats. Han er ikke robot-cool som Kraftwerk, og musikalsk virker det tomt effektjagende med de evindelige stjernekrigs-lyde og skematiske synth-figurer.

”Regn eller sol. Vi elsker Danmark!” lød hilsenen fra Jarre. Sandheden var dog snarere, at det triste vejr i Jelling fik franskmandens musik til at virke yderligere udvandet