Nyhed: Efternavnet er Dylan

London

I det store musiksupermarked HMV på Londons travle shoppinggade Oxford Street får man syn for sagen.

I de utallige reoler med cd'er står der flere meter musik med verdens mest berømte sangskriver, Bob Dylan.

Det var ham, der i begyndelsen af 1960'erne genopfandt folkmusikken, og som midt i årtiet vendte ryggen til en stor del af sin fanskare, da han satte strøm til sine sange.

Siden har han vist sig som en kunstner, der aldrig har gjort, som alle forventede.

Det ved enhver herhjemme, som har set Bob Dylan til koncert. Her fortolker han sine berømte numre uden hensyn til, hvordan de lød engang.

Sang til sin sø

I cd-holderen under Bob Dylan er der gjort plads til en ny solist, der er aktuel med sit første album i eget navn.

Jakob Dylan er navnet.

Albumtitlen er ”Seeing Things”.

Den 38-årige musiker er søn af Bob Dylan og det amerikanske rockikons hustru i en årrække, Sara Dylan.

Parret var gift fra midt i 1960'erne til midten af 1970'erne og fik fire børn, Jesse, Anna, Samuel og Jakob.

Jakob Dylan var efter sigende inspirationskilde til Dylan-sangen ”Forever Young”.

Den udtrykker et håb om, at man - eller han - får sine ønsker opfyldt, får et gavmildt hjerte og et stærkt fundament i livet.

På det lyse hotelværelse ikke langt fra HMV fremstår Jakob Dylan, som om han har formået at finde en balance i sit liv. Også selv om han har valgt den sværeste opgave af alle - at synge og spille musik som sin berømte far.

Som han sidder der i mørkt tøj i det hvide, pletfrie rum, der kunne være taget ud af en drøm, kan man ikke tage fejl af familieskabet.

Han ligner i næsten uhyggelig grad Bob Dylan, mens hans stemme fremstår en anelse blødere og mørkere.

Når man lytter til Jakob Dylans nye album, er det ikke faderen, som man først kommer til at tænke på. Sønnens vokal huserer i stedet i samme nabolag som Tom Petty og Bruce Springsteen.

Ti år efter

”Seeing Things” udkommer mere end ti år efter, at Jakob Dylans rockband The Wallflowers fik sit store kommercielle gennembrud med albummet ”Bringing Down The Horse”, der solgte i mere end seks mio. eksemplarer.

Med succesen virkede det, som om USA havde fået et nyt stort rockband - med Jakob Dylan som omdrejningspunkt.

Med de efterfølgende plader kunne gruppen dog ikke levere samme slags salgstal, og forholdet mellem band og pladeselskabet Interscope blev stadig dårligere.

»Cheferne kom og gik, og der var efterhånden ingen, der viste nogen som helst interesse for, hvad vi lavede. Problemet var bare, at jeg i al for lang tid ikke kunne slippe ud af kontrakten,« konstaterer Jakob Dylan.

Da det endelig lykkedes at bryde båndet til Interscope, var der masser af Dylans kolleger, som lagde afstand til de store pladeselskabers forretningsmetoder.

Men selv om Jakob Dylan egentlig havde det på samme måde, kunne han ikke sige nej, da han fik tilbudt en kontrakt med hæderkronede Columbia Records. Det har i en årrække udgivet album med Bruce Springsteen, Leonard Cohen og Bob Dylan.

»Når der er en lang række kvalitetskunstnere, som har været på selskabet i lang tid, er det for mig udtryk for, at det er et godt sted at være,« konstaterer Jakob Dylan.

Rubin-effekten

Det var dog én person, der var den direkte årsag til, at Jakob Dylan valgte at skrive under på kontrakten: Rick Rubin.

Han har produceret en lang række album med bl.a. Johnny Cash og Neil Diamond, og han blev for nylig chef for Columbia Records.

»Vi har kendt hinanden i flere år, og da han hørte nogle af de numre, som man finder på det nye album, opfordrede han mig til at fortsætte i samme spor. Til sidst aftalte vi at indspille pladen sammen.«

Visionen blev, at sangene skulle kunne klare sig uden store arrangementer og produktioner.

»Når man indspiller med et band, sker der meget hurtigt det, at man læsser en masse instrumenter og effekter på hvert eneste nummer.

På dette album handlede det i stedet om, at jeg skulle præstere det bedst mulige som sanger, sangskriver og guitarist - med Rick Rubin som rådgiver.

Han kunne sige om min præstation med en sang lykkedes, eller om det var nødvendigt at spille den en gang til.«

Resultatet er blevet en harmonisk og gennemført plade, hvor Jakob Dylans sang og fingerspil på den akustiske guitar ind imellem bliver suppleret af bas og trommer.

Ord og musik

Med sine tekster fortæller Dylan levende historier om både djævlen og arbejdsmanden, om de store landskaber og stærke følelser.

»Man kan ikke lære ret meget om mig som menneske ved at lytte til disse numre. Det er ikke afslørende sange. Men måske kan man få en idé om, hvordan min hjerne fungerer,« kommer det fra Dylan.

»Jeg har stræbt efter, at sangene fremstår tidløse. De kunne være skrevet for hundrede år siden - eller om hundrede år. Dermed vil man også kunne forbinde teksterne med noget, som er sket for længe siden eller forleden,« siger Jakob Dylan og fastslår, at han ofte må arbejde flere uger, før en tekst er færdig.

»Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at ordene bare faldt ned fra himlen. Sådan foregår det ikke. I stedet arbejder jeg med musikken og ordene på én gang, og ind imellem går processen i stå, fordi jeg forsøger at få ord med, som det viser sig, at man ikke kan synge.«

Selv om det er første gang, at han lægger navn til et album og dermed i højere grad end tidligere kan blive sammenlignet direkte med sin far, afviser han, at der er den store forskel.

»Jeg har været igennem alt det. Jeg forsøgte ikke at narre nogen med The Wallflowers. Det var jo et synonym for Jakob Dylan. Så det krævede hverken ekstra mod eller selvtillid at indspille denne plade.«

Far og søn

Han afviser også, at det har været en hæmsko for hans karriere som musiker, at cheferne på pladeselskaberne vidste, at han var søn af Bob Dylan.

»Selv om det endte dårligt med Interscope, var der aldrig nogen, der foreslog, at jeg skulle lave et Dylan-coveralbum eller noget lignende. Det var aldrig på tale.«

Er der aldrig nogen, som har foreslået, at din far og dig indspillede en plade sammen?

»Jeg gjorde det meget tidligt i karrieren klart, at jeg ikke ville være med til den slags. Så det kommer ikke til at ske.«

Musikhistorien er ellers fuld af familieprojekter - med The Beach Boys som et succesrigt eksempel. Desuden finder man stærke familierelationer i nyere rockbands som Radiohead og Kings Of Leon.

»Han (Bob Dylan, red.) laver ikke den slags album, hvor han samarbejder med andre!«

Noget galt

Han var da en del af Traveling Wilburys?

»Det er så også det. Men han har jo ikke indspillet en plade med Paul Simon. Hvorfor skulle han så gøre det med mig,« spørger Jakob Dylan.

»Men fordi vi ikke har lavet noget sammen, tror folk, at der er noget galt. Men han har sin karriere og har bevist, hvad han kan og er stadig optaget af at fortsætte i det spor. Han har sit job, og jeg har mit.«

Jeg fortæller, at der kun var et eksemplar tilbage af ”Seeing Things” i pladereolen i HMV.

Jakob Dylan smiler.

»Det er en god nyhed. Med mindre der kun var et eksemplar til at begynde med.«