Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Jack White - Lazaretto | musik.guide.dk

En af dem, som gør en forskel

Rockalbum: Jack White svarer bedst fra sig, når han synger og spiller ilter rock. Hans skilsmisse spøger i sangene.

Jack White:
Lazaretto
Third Man Records

B97875045Z.1_20140607161255_000+GN3DFV8I.1-0.jpg

Det har på det seneste ikke været nemt at være Jack White, en af de seneste 15 års vigtigste skikkelser i rockmusikken.

En mailkorrespondance med ekskonen blev lækket, og her svinede han Dan Auerbach fra Black Keys til.

Forleden kom Jack White i et interview med det højtestimerede amerikanske magasin Rolling Stone så til at fremstå, som om han hånede bl.a. sin gamle makker i The White Stripes, Meg White, og sangerinder som Adele og Lana Del Rey. Bagefter valgte Jack White at undskylde over for enhver, som blev nævnt. Og alle andre, som følte sig truffet.

Måske er den 38-årige Jack White endnu et selvcentreret røvhul? Eller også er han blot en talentfuld, ambitiøs og nidkær kunstner, som tør – eller turde? – sige sin mening om andres musik og problematisere det faktum, at der altid er nogle få, som skaber noget unikt, mens en masse er dygtige til at efterligne med hjælp fra pladeselskaber, der altid søger efter en hurtig profit.

Excentriske regelsæt

Jack White har aldrig opfundet en ny musikstil. Hans talent og vision er uden tvivl formet af blues, country, garagerock, tung rock, soul osv. Men han har med både The White Stripes, grupperne The Raconteurs og Dead Weather og som solist vist sig som en innovativ skikkelse, der med excentriske regelsæt for alt fra musik til tøjstil og sceneshow er lykkedes med at kreere musik og oplevelser, der har skilt sig ud fra tidens tone og tern.

Han er kort sagt ufatteligt ambitiøs og dedikeret. Eller som han synger på den hårdtslående ”Lazaretto”: »Even God herself has fewer plans than me.«

Storhedsvanvid? En leg med ord? Det, man kan forholde sig til, er, at det nye album er et såvel lavmælt som brølende og virtuost svar på tiltale. Andre står for skud, ikke mindst kærligheden. Samtidig får White vist, at rock har en berettigelse i en tid, hvor pop har taget magten ved hjælp af radiokanaler og downloading- og streamingtjenester.

Den gamle fan vil ærgre sig over, at Whites nye opus ikke kun er punket og primitivt. På ”Would You Fight For My Love?” omgiver han sig f.eks. med en halv snes musikere, der giver nummeret fylde som en rockopera, mens White lufter en desperadovokal, som signalerer, at hans forhold til kvinder kan være anstrengt.

På ”High Ball Stepper” – med danske Maggie Björklund på pedal steel-guitar – lader han instrumenterne tale med et iltert temperament, mens han på ”Just One Drink” giver parforholdet en rystetur og spørger: »Why don’t you love me?«

Ingen kan ramme ham

Lyset skinner rent musikalsk på ”Alone In My Home”, der pointerer, at hjemmet er det eneste sted, hvor ingen kan ramme ham.

Jack White holder til i countrybyen Nashville med hus, indspilningsstudie og pladeselskab, og forbindelsen til den gode gamle amerikanske musikstil er evident på ”Entitlement” og ”Temporary Ground”, mens ”That Black Bat Licorice” swinger mere groovy og sejt end de fleste rock- og popudgydelser.

»I drink gasoline,” synger White et sted: Nej! Men han brænder for sagen – og igennem – på det nye opus.

Anmeldelse: Jack White: Blunderbuss

21-04-2012: Rock: Solodebut lover godt for den optræden, som venter til sommer på Roskilde Festival. Læs artikel

Anmeldelse af Daughter - Not To Disappear

15-01-2016: Trioen Daughter fremstår sammentømret på nyt album med flere spændingsfelter. Læs artikel

Anmeldelse af Jack White - Orange, Roskilde

07-07-2014: Jack White strålede som alternativ erstatning, da rapperen Drake meldte afbud til Roskilde. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...