Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 af 6
Artiklens emner:

Isobel Campbell & Mark Lanegan (Store Vega, København)

Vi skulle halvt igennem den akustiske koncert med Isobel Campbell og Mark Lanegan, før kombinationen af deres meget forskellige stemmer for alvor gav mening.

Akustisk rock

Store Vega, København:

Isobel Campbell & Mark Lanegan

Torsdag aften

Gode ting kommer bedst hver for sig.

Sådan var det i store dele af koncerten torsdag aften, da det ellers så frugtbare møde mellem Isobel Campbell og Mark Lanegan blev en smule anstrengt.

Den tidligere Belle & Sebastian-sangerinde Isobel Campells nærmest hviskende skønsang står i dynamisk kontrast til den tidligere Screaming Trees-sanger Mark Lanegans dybe, plagede røst på tre yderst vellykkede album, men i Store Vega skulle vi halvt igennem den halvanden time lange koncert, før de to sangere fandt melodien sammen. Isobel Campbell faldt forkert ind i flere sange og formåede ikke at følge den brummende Mark Lanegan i indslagene fra det seneste fælles album ”Hawk”.

Eftertragtet rocksanger

De medbragte musikere virkede indimellem forvirrede, som havde de svært ved at vælge, hvilken sanger de skulle akkompagnere med akustisk bas- og guitarspil. Således var coverversionen af Townes Van Zandts ”Snake Song” et stykke fra at være overbevisende.

Bedst var hovedpersonerne, når de hver især fik plads til at synge alene i længere passager, som Mark Lanegan gjorde sublimt i det ældre nummer ”Keep Me In Mind Sweetheart”. Han lignede og lød som en storrygende alkoholiker, der netop var blevet vækket af dyb søvn. Mod sin vilje. Han sang varmt og rustent, og det er ikke tilfældigt, at manden er blandt rockmusikkens mest eftertragtede rocksangere og efter opløsningen af Screaming Trees har spillet hovedroller på album med både Queens of the Stone Age, Soulsavers og Twilight Singers.

Tiltrængt pause

Efter en halv time forlod Mark Lanegan scenen for at lade Isobel Campbell spille og synge solo, og hans korte pause gjorde underværker.

Da han vendte tilbage, nåede samarbejdet mellem de to sangere endelig studiepladernes niveau.

På ”You Won't Let Me Down Again”, der blev leveret en anelse hurtigere end de talrige ballader, blev de to sangere omsider enige om at ride den samme vej mod melankolsk triumf.

Den sang var det hele værd.

Anmeldelse: Isobel Campbell/Mark Lanegan (Vega, København)

26-11-2008: Med sin lyse røst fik sangerinden Isobel Campbell sin modsætning Mark Lanegan til at lyde endnu bedre.

Læs artikel

Anmeldelse: DeSoto Caucus med Mark Lanegan (VoxHall, Århus)

01-09-2010: Den dystre rocksanger Mark Lanegan lød fantastisk sammen med Århus Festuges husorkester. Læs artikel

Anmeldelse: Isobel Campbell & Mark Lanegan: Hawk

22-08-2010: Isobel Campbell er ikke bare en køn pyntegenstand ved siden af mørkemanden Mark Lanegan. Læs artikel

Anmeldelse: Mark Lanegan Band (Amager Bio)

18-03-2012: Hvor havde mørkemanden fra Seattle sit dygtigt larmende band fra? Læs artikel

Anmeldelse: Mark Lanegan Band: Blues Funeral

11-02-2012: Den populære Aarhus Festuge-profil Mark Lanegan er klar med sit første soloalbum i en årrække. Det handler meget om død, men der er også masser af liv i tekster og musik. Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...