Anmeldelse: Iron & Wine: Kiss Each Other Clean

VoxHall, Aarhus:

Iron & Wine

Lørdag aften

Iron & Wine

Kiss Each Other Clean

4AD/Playground Music

Sam Beam føler sig egentlig ikke særlig godt tilpas på livescenen.

Han har det ifølge eget udsagn bedre i den skabende proces i et pladestudie end foran forventningsfulde fans på fyldte spillesteder.

Måske var det derfor, at han og det store orkester så stort på sceneshowet og i stedet koncentrerede sig om at videreudvikle nye og ældre sange til ukendelighed under den totalt udsolgte koncert på VoxHall i Aarhus.

Selvom sceneshowet var reduceret til en række smagfulde visuals på væggen bag bandet, blev ingen af de knap 800 fremmødte fans dog snydt lørdag aften.

Den storskæggede Sam Beam optrådte nærværende gennem den næsten to timer lange koncert, som var præget af rock, folk, country og stor spilleglæde.

Hovedpersonen vekslede mellem akustisk og elektrisk guitar og lod sine syv medmusikanter eksperimentere sig gennem bagkataloget. Meget fremstod væsentligt mere rocket end på pladerne, og ”Wolves” fra mesterværket ”The Shepherd's Dog” (2007) endte i et langstrakt, jammende og særdeles støjende forløb, som - uden at melodien blev tabt - landede så langt fra studieindspilningen, at selv hovedpersonen sendte overraskende blikke efter sine kolleger.

Populær i Danmark

Iron & Wine er et populært navn i Danmark. De seneste års koncerter på dansk jord har været udsolgte, og nåede man ikke at sikre sig billetter til de netop gennemførte seancer på VoxHall i Aarhus og på Vega i København, kan man varme sig ved ilden på amerikanerens fjerde album - det netop udgivne ”Kiss Each Other Clean”.

Her skubber Sam Beam atter grænserne for, hvordan folkrock kan lyde. Sangskrivningen er klassisk, men både det på én gang melankolske og iørefaldende åbningsnummer ”Walking Far From Home” og de efterfølgende indslag ”Me & Lazarus” og ”Tree by the River” fremstår som poppede og særdeles radiovenlige indslag fra Sam Beam, der tidligere har tilbragt meget tid alene med sin akustiske guitar.

”Monkeys Uptown” er præget af elektroniske påfund, mens saxofonen får frit løb på ”Big Burned Hand”.

Det vigtigste instrument

Det spraglede udtryk klæder Iron & Wine, som bør nå ud til et endnu bredere publikum med dette album. Men selvom saxofonen og elektronikken fylder mere end vanligt, fungerer melodierne og Sam Beams behagelige og let klagende røst fortsat som projektets suverænt vigtigste ingredienser. Lyt eksempelvis til den sørgmodige ”Godless Brother in Love”, der fungerer som et af albummets højdepunkter, selvom sangeren kun lader sig akkompagnere af blide toner fra klaveret og den akustiske guitar.

Også på VoxHall var hovedpersonens let genkendelige stemme genstand for stor jubel. Ikke mindst under det følsomme ekstranummer "Flightless Bird, Amercian Mouth", som Sam Beam fremførte alene med en akustisk guitar, som han knapt nok rørte.

Iron & Wine har talentet og opbakningen til mange flere danske koncerter. Gerne i et telt på årets Roskilde Festival.