Kylie Minogue: "Jeg vil gerne bevæge mig væk fra alt det med at vise bar hud." Det kneb stadig noget med at leve op til den beslutning i 2010. Foto: AP
Mick Jagger i 1975: "Jeg vil hellere dø end at stå og synge "Satisfaction", når jeg er 45 år." Næste gang fylder han 68 år - og higer stadig efter satisfaction... Foto: AP
Lars H.U.G: "Jeg laver sgu' ikke musik til anmeldere. Det kan godt være mit publikum læser dem, men det er ikke nogen dødsannonce for mig." Foto: Valdemar Jørgensen.
Kate Bush: "Jeg bliver sjældent tiltalt på gaden. Folk plejer bare at smile til mig. Men det kan også godt være, jeg har taget mine bukser omvendt på." Foto. AP
Lars Ulrich: "Det er ret svært ikke at tjene penge, når man har solgt 35 millioner plader." Foto: AP
C.V. Jørgensen: "Danskerne ændrer sig jo efter hvordan det går med fodboldlandsholdet." Foto: Helle Arensbak
Jimi Hendrix: "Hvis jeg kender mig selv, bliver jeg nok arresteret til min egen begravelse." Foto: AP
Keith Richards: "Jeg ville ikke lune mig i Chuck Berrys selskab, om jeg så blev kremeret ved siden af ham." Foto: AP
Bogens forside. PR-foto
Anders Houmøller Thomsen: "Det er en skør idé - men de siges jo ind imellem at være de bedste." Foto: Ingrid Melts.
Henrik Jeppsson - dedikeret musikentusiast og pladesamler. Privatfoto
"Rockjournalistik laves af folk, der ikke kan skrive, som interviewer folk, der ikke kan tale og som er henvendt til folk, der ikke kan læse."
Således udtalte Frank Zappa sig meget kategorisk om hele rockens fødekæde, men nu nok en sandhed med modifikationer, for at musikere fra poppens og rockens verden ikke kan tale modsiges af en ny bog, der bringer et væld af citater fra danske og udenlandske kunstnere.
Bogen "666 supercitater fra rocken og poppen" er netop udkommet og de mange citater er samlet af musikjournalisten Anders Houmøller Thomsen og skribenten og webredaktøren Henrik Jeppsson.
_______________________________
Robbie Williams er til fest hos Bono i Dublin, og han har indtaget et vist kvantum svampe:
Robbie: "Bono, det billede er fantastisk!
Bono: "Robbie, det er vinduet."
_______________________________
”Citaterne er indsamlet over en længere årrække og fra en mangfoldighed af medier. Det var fra begyndelsen vores ambition, at alle citater skulle have en troværdig kildeangivelse", siger Anders Houmøller Thomsen til kpn.dk.
Og det har samtlige citater i bogen. Disse er for enkelthedens skyld udeladt i denne artikel.
Anders Houmøller Thomsen fortsætter:
"Det vrimler med kulørte "quotes" på nettet, men oprindelsen fortaber sig fuldstændig med de fleste. Andre er frit opfundne. Og så aner man ikke hvornår eller hvorfor de er udtalt. Vi ville have verificeret de citater, vi valgte, og sikre at læseren fik en idé om, hvornår de var fra. Vi forklarer også ultrakort om sammenhængen, hvis citatet alene ikke giver mening."
______________________________
Johnny Madsen:
"Den dag i dag fatter jeg ikke, at folk kan holde ud at arbejde 8 timer om dagen. Det er jo det rene slaveri."
______________________________
"Og så er bogen helt unik ved at vi har inkluderet en lang række citater fra danske musikere og branchefolk: Fundet i alt fra dagblade over firser-magasinet MM til det gamle hippie-tidende Superlove. Super-krævende - men også super-spændende sådan at grave i den danske rock-arkæologi", siger Anders Houmøller Thomsen.
Hvordan i alverden får man den skøre idé at samle 666 citater fra rockens og poppens verden?
”Det er en skør idé – men det siges jo ind imellem at være de bedste. Idéen var også så skør, at jeg havde flere forlag i spil, som endte med at bakke ud som nervøse kyllinger. Heldigvis forløste People's Press bogen, som jeg ville ha' den. På den måde er forlagsbranchen præcis som pladebranchen: vilkårlig og anarkistisk.
____________________________
Martin Hall:
"Hvis man vil ændre verden, så er det at skrive en popsang måske ikke den mest realistiske måde at gøre det på."
____________________________
"Jeg håber, at de 666 citater giver en dejlig konkret afspejling af den tidsånd, som er kommet og gået i de seneste 60 år. Og dybest set var idéen også at give ordet helt og aldeles til udøverne af musikken. Uden akademisk overfortolkning - som man ser det i flere Kloge Åge-bøger om rockmusik", siger Anders Houmøller Thomsen.
___________________________
Ekatrina Ivanova, da hun havde brudt forholdet til den 41 år ældre Stones-guitarist Ron Wood:
Jeg voksede fra ham. Jeg tænkte, hvad er meningen med at være sammen med en ældre mand, når han ter sig som 12-årig.
__________________________
Fortæller de mange citater noget om branchen og dem, der befolker den?
”I den grad. Rock og pop er nu engang en uhørt genvej til at blive stjerne, hvilket man ikke finder i ret mange andre sammenhænge – bortset fra når man har at gøre med fodbold-talenter og lottovindere", siger Anders Houmøller Thomsen til kpn.dk og fortsætter:
"Det ene øjeblik sidder en musiker og frembringer et gyldent riff og et forførende refræn i øvelokalet. Dagen efter er det et elektrisk hit i radioen - og vedkommende er stjerne. Det er folkeligt - og på en måde demokratisk. Men branchen er også nåde- og hjerteløs, og der er egoer nok til at fylde adskillige overskudslagre.”
__________________________
Producer Poul Bruun:
”Jeg har ikke mange musikere som venner, de er sgu for krukkede.”
__________________________
Ideen til citatsamlingen fik Anders Houmøller Thomsen, men som research-arbejdet voksede i omfang søgte han assistance hos Henrik Jeppsson, der er dedikeret musikentusiast og pladesamler.
"Og så har han humor,” bemærker forfatteren.
Og det er han ikke ene om...
_______________________
Rod Stewart:
Alt hvad Sam Cooke gjorde, vil jeg også gøre. Undtagen at blive skudt af en luder på et hotelværelse.
_______________________
Hvad er dit absolutte yndlingscitat fra bogen - og hvorfor?
”Det skifter! Lige nu er det et citat fra en pressemeddelelse fra 1965 om Tom Jones. Der stod: ”Han hedder Tom Jones, han er 22 år, ugift og minearbejder.”
Sandheden var, at sangeren egentlig hed Thomas Woodward, var 25 år, gift, far – og at han aldrig havde sat sine ben i en mine!
Det er sjovt, men det viser også, hvordan rocken er indhyllet i et røgslør af spin og iscenesættelse.
Og så har jeg i disse dage et Bjørn Svin-citat på hjernen, som jeg synes er både barnlig banalt og tankevækkende sandt:
“Meget musik glemmer at have det sjovt.”
_____________________
Mark Hoppus fra Blink-182:
"Jeg ved, at jeg ikke er bøsse, for jeg har været i seng med 100 mænd, og jeg synes ikke særlig godt om det."
______________________
Hvem er efter din mening den mest veltalende og citat-egnede rockstjerne nogensinde?
”Morrissey. Vi kunne sådan set have lavet en bibel-tyk citatbog udelukkende med hans aforismer og verbale guldkorn. Han er ufattelig vittig, underholdende og brutalt satirisk.
Bestemt vor tids svar på Oscar Wilde. Morrissey laver bare rock/popsange i stedet. Heldigvis.”
______________________
Morrissey:
"Livet ville være aldeles farverigt, hvis bare jeg havde et alkoholproblem."
______________________
Bogen er delt op i en række afsnit, der f.eks. har overskrifterne "Sex, drugs and rock'n' roll", "Elsker dig for evigt", "Beskedenhed er en dyd", "Superstar eller indlæggelses-klar" og "Citat slut".
Til slut yderligere 10 skud fra hoften - eller rettere munden....
_____________________
Keith Richards:
"Jeg gik i seng med en og troede, at det var en anden. Men jeg tog bare den forkerte dør. Ingen klagede. Uheld sker."
Britney Spears:
"Man kan godt være sexet og stadig være et godt menneske"
Liam Gallagher:
"At tage bad er sgu' ikke rock'n roll."
Bob Dylan:
"Man kan sælge ud af sit privatliv, men man kan ikke købe det tilbage igen."
Elvis Costello:
"I 20 minutter i 1978 var jeg i fare for at blive popstjerne."
Elton John:
"Jeg vil hellere gå til en porcelænsudstilling end til en rockkoncert."
Paul McCartney:
"Har vi aldrig mødt hinanden ? Nå, det er det spændende ved senilitet. Man møder altid spændende nye mennesker."
Bono til Labour-partiets landsmøde:
"Undskyld mig, hvis jeg virker en smule nervøs, men jeg er ikke vant til at stå foran mindre end 80.000 fremmødte."
Alice Cooper:
"Jeg overvejer at skære Paris Hiltons hovede af."
Robbie Williams under koncert i Parken i København:
"Jeg skal sige jer, hvorfor jeg er ked af det. Fordi jeg skal spille i Sverige næste gang.Sidst jeg var der, stank de! "
FAKTA OM BOGEN
Anders Houmøller Thomsen & Henrik Jeppsson:
666 supercitater fra rocken og poppen.
189 sider. Pris: 129 kr.
Forlag: People'sPress
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



