Herredømmet ser verden fra sin egen vinkel - mandens. Fra venstre Carsten Lykke, Tobias Trier, Oliver Zahle og Kenneth Thordal. Foto: Skandinavian
Bygningen, Køge:
Herredømmet,
lørdag
De fire mænd på scenen er så tilpas store personligheder og har så forskellige kvaliteter, at de omtrent har supergruppe-potentiale - som en nutidig dansk udgave af Crosby, Stills, Nash & Young, Traveling Wilburys eller Hobo Ekspressen (for dem, som skulle have glemt det: Nanna, Peter Belli, Billy Cross og Johnny Madsen, der i 1989 sammen indspillede singlepladen "En at bli' som").
Det er dog lidt for råt, helt konkret er der rigeligt med elguitar, de fire stemmer er trods alt så lidt kendte i den almene befolkning, og sangene er nye for de fleste - allesammen skrevet af de fire på scenen og hidtil ikke udgivet på plade.
Der er ikke mange holdepunkter, ikke megen følsomhed eller elegance - og kun en smule genkendelseseffekt, hvor der er stjålet melodifigurer fra The Rolling Stones ("Satisfaction") og Red Hot Chili Peppers ("Can't Stop").
Men der er masser af musikalitet og underholdningseffekt - ja, nærmest vovemod. Dette projekt ligger langt fra de fires individuelle karrierer. Og dog, på de sange, som Carsten Lykke synger for på, bl.a. "Ligger på din måtte", er der en tydelig forbindelse tilbage til Ibens.
De er nydeligt klædte, nærmest som konfirmander, og i samme ånd er de pænt vulgære. Trods dresset er de jo nærmere de 40 end de 14, og de har adskillige forhold med kvinder at gøre op med. Det er dét, deres fælles forestilling går ud på. En form for revyforestilling, hvor de vender og drejer mand-kvinde-forholdet fra én vinkel, mandens.
Rimeligt nok. De er jo mænd, og de giver luft for deres frustrationer og deres sexistiske tilbøjeligheder. Men på en charmerende og selvudleverende facon, så kvinderne blandt publikum faktisk synes at have det morsommere end mændene. På dét plan er der genkendelseseffekt. Hvad der er løgn, virkelighed, pral og underdrivelse, er underordnet.
Det er så løst formuleret og så ufærdigt, at projektet ikke var lykkedes, hvis ikke det havde været for de fires evne til at spille sammen, og hvis ikke de også havde udnyttet muligheden for at leve deres musikalske tilbøjeligheder ud. Specielt Tobias Trier, der hidtil som solist ikke har gjort sig bemærket som instrumentalist, men hér er den suveræne leadguitarist med fuld kontrol over sine mange små pedaler til både forvrængning, wauw-wauw og smukke klange.
Ulempen er, at de instrumentale udfoldelser indimellem overdøver de verbale. Kvartettens musikalske opvækst er præget af 1960'erne snarere end af f.eks.1990'erne. Så det er grovpoleret merseybeat udsat for grove danske tekster.
Lad snart Herredømmet få en producer på, så vulgariteterne kan komme ud til alt folket, og så vi kender melodierne og teksterne på forhånd, næste gang vi skal til koncert med gruppen.
Herredømmet
MySpace-adresse: http://www.myspace.com/herredoemmet
Optrædener i den nærmeste fremtid:
Fatter Eskil, Århus, 17. april
Dexter, Odense, 18. april (morgenrock)
Fermaten Herning, 18. april
Gimle, Roskilde, 23. april
Templet, Lyngby, 24. april
Musikcafeen, København, 25. april
Von Hatten, Randers, 2. maj
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



