Heidi begynder på lørdag en række af koncerter. Den 3. december optræder hun på Copenhagen Jazzhouse. Sidste programsatte show er på Train i Århus 18. april. Pressefoto: Universal Music
En ung dansk pendant til Pink i den rock-rebelske udgave: Celina Ree har lavet et melodisk potent album, der dog kører noget fast i fortærskede hårdrock-skabeloner. PR-foto: Eric Klitgaard
Heidi
AudioBallerina
Universal Music
Catbird
Among Us
Playground
Celina Ree
Kortslutning
Copenhagen Records
Heidi – hvem?! Nå, ja hende fynboen, der røg ud af DR’s vildt populære X Factor-program – før topstriden satte ind mellem Martin og Laura. Men den kønne Heidi Herløw med det lidt distancerede væsen, viser sig nu at være det bedste kunstneriske argument for at det snedige tv-koncept skulle stjæle så meget af vores dyrebare tid. Martin faldt forudsigeligt nok ud som ordinær og flygtig pop-metervare - ligesom den venlige a cappella-døgnflue VocaLoca - og Laura: hvor er hun?
Heidi er i hvert fald lige her: Ude med et debutalbum, som med filmisk sensualitet og ofte skønne og fantasifulde poparrangementer minder ikke så lidt om Caroline Hendersons ”Cinemataztic”-album fra 1995. Det er ikke så underligt, for bagmændene er de samme. X Factor-dommer Thomas Blachman har smidt de kritiske boksehandsker og tager nu med fløjlshandsker på Heidis udtryk. Og Kasper Winding tryller med i studiet som æstetisk producer og habil sangskriver.
Sange som ”Sometimes”, ”Switch”, ”Encore” og ”Sweet” forkæler lytteren med avanceret melodisk fylde og parfumeret elegance.
De sange forefindes også alle på albummets første halvdel, og her pirker man til pladens ømme punkt. Albummet støder efterhånden på grund i enkelte stillestående og halvkvædede numre – og forvent ikke filosofiske guldkorn i lyrikken, der er forsigtigt intetsigende. Hvis cd’en var en teaterforestilling, ville jeg faktisk opfordre publikum til at gå efter det glimrende første akt. Det er lidt ærgerligt, men det ændrer ikke ved, at den sexet velsyngende Heidi overrasker positivt med sin genre-vildtvoksende ”AudioBallerina”.
Den danske duo Catbird har ligesom Heidi, Blachman og Winding en forkærlighed for dvælende sødme og følsom, tyst vellyd.
Men Catbird taber efter min mening sukkerskålen ned i den bløde fromage. Der overdoseres simpelthen på vokalt spindende lillepige-hvisken fra Billie Koppel, som lyder noget selvforelsket i sin stemmes tekniske register.
Den magelige musikalitet, der enkeltstående fungerer fint, bliver døsig ensartet over 11 skæringer med poesi på det jævne. Catbird synes at have forbillede i en kælen killing. Men duoen glemmer, at en killings kløer også pludselig kan springe frem som springknive, og at rovdyrets barske instinkt lurer bag det nuttede smil.
Denne natside virker Catbird uvillig til for alvor at prøve kræfter med, så det bliver lutter midnats-søvnige Morricone-pasticher og hygge-melankolske stiløvelser.
Håndværket er dog upåklageligt, og der er gode melodier på spil. Billie Koppel synger også nydeligt et sted mellem Beth Gibbons, Pernille Rosendahl og moderen Annisette fra Savage Rose.
Har man brug for et ordentligt skud ”rårk”-guitar efter al den sanselige summen, er 18-årige Celina Ree så sandelig leveringsdygtig.
Den allerede ”Boogie”-ombejlede rocktøs har ganske modigt sparket hele sin børneopsparing i en musikvideo, og stor respekt for Celina Rees udfarende vildskab og gør-det-selv-gemyt.
Der er høj melodisk trækkraft i dansksprogede sange som ”Adrenalin” og ”Kortslutning”, der med vildt pumpende hjerte stinker af Nirvanas reference til ”teen spirit”. Det lyder som en skønsom poppunk-blanding af Avril Lavigne, Pink, Tokio Hotel og Evanescence.
Den charmerende Celina har meget på spil - men endnu for få strenge at spille på - og der går ganske hurtigt fortærskede hårdrock-skabeloner i foretagendet.
Men ovenstående anmelder-anfægtelser burde ikke give grund til panisk bekymring for hovedpersonen eller hendes toneangivende pladeselskab. Jeg forudser nemlig, at ”Kortslutning” bliver en sikker sællert til en meget ung målgruppe, så Celinas børneopsparing skulle være sikkert investeret.
Kort om Heidi
Kort om Catbird
Kort om Celina Ree
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



